Da et flertal af briterne i sommeren 2016 havde stemt nej til et fortsat EU-medlemskab, konkluderede en ekspert på britisk tv:
- Det med at stemme for et britisk EU-exit – det var den nemme del. Nu begynder det svære.
Og svært har det været.
For selv om et flertal af briterne var enige om, at de ikke længere ønsker at være medlemmer af EU, så har det vist sig at være tæt på umuligt for politikerne i London at blive enige om, hvad der skal ske efter den britiske EU-exit.
Det store spørgsmål er, hvilket forhold Storbritannien og EU skal have fremover?
Og i dag – med kun 106 dage til Storbritannien forlader EU, så er der stadig ikke nogen, der kan svare præcis på det spørgsmål.
De store spørgsmål venter
EU og Storbritannien har brugt de seneste 20 måneder på at forhandle en skilsmisse-aftale på plads.
Men det er en aftale, som kun håndterer nogle af de mest presserende spørgsmål om det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien.
Spørgsmål som, hvilke rettigheder skal gælde for briter, der bor og arbejder i EU og EU-borgere i Storbritannien.
En aftale om, hvordan man håndterer de fælles økonomiske forpligtelser, som Storbritannien har været med til at indgå som medlem af EU, og endelig en aftale om, hvordan man kan sikre, at det aldrig bliver nødvendigt at indføre grænsekontrol på grænsen mellem Irland og Nordirland, når varer og dyr passerer grænsen efter brexit.
Men de store spørgsmål om, hvordan handel mellem EU og Storbritannien skal være efter brexit, hvordan EU og Storbritannien skal arbejde sammen om bekæmpelse af kriminalitet og terror og så videre – de spørgsmål er EU og Storbritannien end ikke begyndt at forhandle om endnu.
De forhandlinger indledes først, når Storbritannien har forladt EU den 29. marts næste år.
Så for at undgå, at brexit skaber store problemer på begge sider af kanalen, har EU og Storbritannien aftalt, at selv om briterne forlader EU den 29. marts næste år, vil de fortsætte med at følge alle EU's regler frem til udgangen af 2020.
Denne ekstra periode er til for at give Storbritannien og EU tid til at forhandle en frihandelsaftale og en række andre samarbejdsaftaler på plads.
Ambitiøse fremtidsplaner
Trods det, at EU og Storbritannien endnu ikke har indledt forhandlingerne om deres fremtidige forhold, er emnet ikke noget helt ubeskrevet blad.
Udover den 585-sider lange skilsmisseaftale, enedes Theresa May og de øvrige EU-ledere på et topmøde i Bruxelles den 25. november om en politisk erklæring som beskriver, hvordan de ønsker, at deres fremtidige forhold skal være.
Det er – som med så meget andet i politik – en fælles erklæring, som er politisk forpligtende – ikke juridisk.
Det svarer til, når nogle partier udarbejder et regeringsgrundlag.
Man kan se, hvad partierne er enige om at gøre fremover. Men den politiske enighed skal først omdannes til lov, inden den er juridisk bindende.
Men læser man den politiske erklæring, kan man se, at både EU og Storbritannien er indstillede på, at der i fremtiden skal være et så tæt samarbejde mellem de to parter, at varer for eksempel skal kunne bevæge sig forholdsvis frit – blandt andet sådan, at man kan undgå, at der skal udstationeres toldere på grænsen mellem Irland og Nordirland.
Det store spørgsmål er dog, hvad der kommer til at ske, hvis Storbritannien og EU ikke lykkes med at få lavet en frihandelsaftale inden udgangen af 2020?
Hvordan undgår man så, at det bliver nødvendigt med grænsekontrol mellem Irland og Nordirland?
Svaret på det spørgsmål kan findes i skilsmisse-aftalen, hvor EU-landene har sagt ja til en løsningsmodel, som Storbritannien og Theresa May selv faktisk har foreslået.
Det store problem netop nu er, at det viser sig, at der ikke ser ud til at være flertal i det britiske parlament for den løsningsmodel, som er indskrevet i skilsmisseaftalen.
Skal aftalen igennem det britiske parlament, får Theresa May brug for en hjælpende hånd fra EU-lederne ved dagens EU-topmøde.
Klare løfter
Som det er lige nu, kan Theresa May ikke få hendes skilsmisseaftale med EU godkendt i det britiske parlament.
Mange britiske parlamentsmedlemmer frygter, at forhandlingerne mellem EU og Storbritannien om en frihandelsaftale ikke vil lykkes, og at Storbritannien derfor vil ende med at skulle efterleve de regler, som står i skilsmisseaftalen og har til hensigt at forhindre, at det bliver nødvendigt at indføre grænsekontrol for varer og dyr på grænsen mellem Irland og Nordirland.
Theresa May har brug for en udmelding fra EU, der kan overbevise britiske politikere om, at den situation ikke opstår.
Men spørgsmålet er, hvor meget de 27 EU-lande i praksis kan gøre.
De kan – og vil – love, at EU-landene vil gøre alt, hvad man kan for at få lavet en ambitiøs handelsaftale med Storbritannien. En aftale så omfattende, at det ikke bliver nødvendigt at bruge skilsmisseaftalens regler om den irske grænse.
Ganske enkelt fordi handelsaftalen i stedet leverer klare regler for, hvordan britiske varer og dyr kommer ind i EU.
Men kommer den aftale ikke på plads, er der nødt til at være et andet sæt regler, der gælder. Kontrol af varer og dyr, som passerer EU's ydre grænse, er lige så afgørende i EU, som kontrol med hvilke personer, som passerer grænsen og kommer ind i EU.
EU kan ikke acceptere en situation, hvor der slet ikke vil være regler for, hvordan man kontrollerer Storbritanniens varer og dyr, der kommer ind på det indre marked.
Lovene i EU's indre marked gælder for alle – også for britiske virksomheder. Hvad enten det handler om varer, tjenesteydelser, udveksling af data og personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde, eller flyfart mellem EU og Storbritannien.
Og hvor der er en lov, er det også nødvendigt med myndigheder. som sørger for, at loven overholdes, så forbrugerne kan have tillid til produktet.
May er svær at hjælpe
Det gør det svært for EU's ledere for alvor at hjælpe Theresa May med at løse hendes problemer i det britiske parlament – fordi briterne insisterer på en særbehandling, som ingen vil give dem.
Med tanke på, at både Lars Løkke Rasmussen og de øvrige ledere i EU – undtagen Angela Merkel – alle har ambitioner om også at blive genvalgt, så er det utænkeligt, at EU skulle acceptere, at britiske virksomheder, som sælger varer på EU's indre marked, ikke skal overholde de samme regler som eksempelvis danske virksomheder.
Hvis man gjorde det, ville det – med udenrigsminister Anders Samuelsens ord – svare til, at man ”eksporterer danske arbejdspladser til Storbritannien. Og det ønsker ingen.”
Det er klart, at på et teoretisk niveau ville EU-lederne sikkert kunne tilbyde Theresa May noget, som hun og flertallet i hendes parlament ville være begejstrede for.
Hvis for eksempel EU lovede, at EU vil give briter, som bor i Danmark, Polen, Spanien og så videre ret til både børnecheck og pension, mens briterne frit vil kunne begrænse rettighederne for danskere og polakker, der bor og arbejder i London.
Men et sådant løfte ville være fuldstændig uacceptabelt for lande som Polen og Spanien.
Det ville sikkert også vække begejstring i London, hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen droppede det, som står i skilsmisseaftalen om fiskeri, og i stedet lovede London, at danske fiskere ikke længere vil have lov at fiske der, hvor de har fisket i årtier.
Men det ville næppe gøre den danske statsminister populær i Skagen og Thyborøn, og det er svært at få øje på et flertal i Folketinget, som vil presse den danske statsminister til at opgive danske fiskerirettigheder.
Brexit ikke kun udfordring for May
Og på den måde kunne listen fortsættes. Theresa May kommer til EU-landene med ønsker om yderligere indrømmelser. Men den britiske premierminister er ikke alene om at have politiske udfordringer med konsekvenserne af brexit.
Brexit får konsekvenser overalt i EU, og på begge sider af kanalen har de politiske ledere kun fokus på en ting: Spørgsmålet om, hvordan man begrænser de negative effekter af brexit for netop deres land.
Derfor har lande som Danmark og Frankrig for eksempel fokus på fiskeri, mens Tyskland har fokus på, hvad brexit betyder for bilindustrien, og Luxembourg har fokus på, hvad det betyder for den finansielle sektor og så videre.
Det har taget 20 måneder at forhandle skilsmisse-aftalen om Brexit på plads. Den 585 sider lange aftale er et delikat kompromis, hvor en række EU-lande allerede nu mener, at de har bevæget sig meget langt for at imødekomme Theresa May.
Det politiske abespil i gang
Hvis den britiske premierminister har brug for en politisk håndsrækning, kan hun få den fra dagens EU-topmøde.
Men en ændring af aftalen har EU-lederne allerede udelukket.
Dels fordi de ikke ønsker det. Men også fordi analysen i hovedstæderne i EU er, at de britiske politikere i sidste ende er så splittede i forhold til, hvad de egentlig ønsker for et forhold til EU fremover, at det i praksis vil være umuligt at tilfredsstille Theresa May på en sådan måde, at hun ville få bred opbakning til brexit i det britiske parlament.
Derfor er det store abespil også i fuld gang – hvor EU-landene på den ene side har travlt med at understrege, at det, der ligger på bordet, er det, briterne får.
Men hvor de på den anden side gør alt for at fremstå så imødekommende og hjælpsomme som muligt, så skylden for en potentiel skilsmisse uden aftale, ikke lander med et ordentligt brag i Bruxelles.