To hoteller - der ifølge de britiske medier huser asylansøgere - er i løbet af søndagen blevet stormet i Storbritannien.
Det sker i kølvandet på et knivdrab, der kostede tre børn livet i Southport for en uges tid siden.
Og her sent søndag aften er det et hotel i Tamworth i Staffordshire, det er gået ud over - og politiet i Tamworth opfordrer indbyggerne i byen til at holde sig væk fra området.
Der foregår voldelige handlinger på stedet, fastslår politiet. Billeder viser ildspåsættelse, uro og flere sammenstød med politiet.
Tidligere på dagen var der voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politiet i byen Rotherham i South Yorkshire.
Her stormede en gruppe et Holiday Inn-hotel, og det fik premierminister Keir Starmer til at advare mod "højreekstremister".
- Jeg vil ikke vige tilbage fra at kalde det, hvad det er - højreekstreme bøller, sagde han.