Mørket har lagt sig over Moskva. Bogstaveligt talt.
I hvert fald ifølge den svenske finansminister, Elisabeth Svantesson, der har brugt et mindre oplyst Moskva som eksempel på, at Ruslands økonomi er i problemer.
For trods Ruslands meldinger om, at statskassen med russiske rubler er nogenlunde stabil, har en nærmere granskning ifølge den svenske minister givet et andet billede - et mørkere billede.
For ved at kigge på satellitbilleder af eksempelvis Moskva kan man se, at de i 2023 er mindre oplyst end i 2021 - før invasionen af Ukraine - og det er udtryk for mindre økonomisk aktivitet, siger ministeren.
- I årene 2021 til 2023 er der blevet mørkere over Moskva. Det kan man se på satellitbilleder, de er meget mørkere, og det viser os, at bruttonationalproduktet er blevet mindre. Det, vi ved, er at Putins fortælling er usand, lød det i går fra Elisabeth Svantesson på World Economic Forum i Davos.
I en form for "målemetode" anvender nogle økonomier den såkaldte natlige oplysning som en form for afspejling af økonomisk aktivitet og formåen, der forventes at variere nogenlunde i takt med landets bnp. Metoden er eksempelvis også blevet anvendt for at få et billede af Nordkoreas økonomiske aktivitet eller væksten i Asien over tid.
Men fra det, der altså ifølge svenskeren skulle være et mærkbart mørkere Moskva, afvises det dog, at det ser helt... ja, sort ud.
- Vi anser situationen for at være stabil, lød det tidligere i dag fra talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov.
Talsmanden hævdede, at ikke bare formår Rusland at tage hånd om de nødvendige militære udgifter, men samtidig også at køre det almindelige statsbudget videre og tage forbehold for landets høje inflation, der ifølge de officielle tal har nået 9,5 procent.
Samtidig har USA's nytiltrådte præsident, Donald Trump, advaret præsident Vladimir Putin om, at det kan komme til at koste Rusland dyrt, hvis den russiske præsident fortsat vil føre krig mod Ukraine.
- Hvis ikke vi laver en "deal" og gerne snart, så har jeg intet andet valg end at pålægge alt, der bliver solgt fra Rusland til USA høje skatter, told og sanktioner, skrev Trump på Truth Social.
Og selvom det endnu ikke står klart, hvad Donald Trump egentlig har i tankerne, kan det blive et alvorligt slag mod den russiske økonomi, der i forvejen er presset, vurderer seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel.
For der kan skrues op for sanktioner mod noget helt centralt i den russiske økonomi.
- Energien er den mest oplagte, og der ved vi, at olieeksporten er helt afgørende for Rusland lige nu. Det er også derfor, der er så stor fokus på det, vi kalder skyggeflåder; firmaer, som er med til at facilitere den russiske eksport via tankskibe, som sejler rundt, siger han og uddyber:
- Hvis man for eksempel går ind og rammer olieeksporten, forsøger at begrænse den og hæmme russernes muligheder, kan det få store konsekvenser for den russiske økonomi, siger han.
Russiske mørketal
Mens det officielle Moskva hævder stabilitet i den russiske økonomi og samtidig afviser, at udfordringer i Rusland er meget anderledes end i flere andre europæiske lande, rapporterer Reuters, at den russiske præsident Putin er utilfreds med de økonomiske udfordringer, landet står i.
Høj inflation, rentestigninger og høje lønstigninger er tegn på en økonomi i overophedning, og rapporter om voldsomme prisstigninger på alt fra fødevarer som særligt smør, sukker og mælk til biler og bolig risikerer at åbne døren for øget ulighed og utilfredshed.
Samtidig prioriterer Kreml landets forsvars-og militærudgifter med eksempelvis tårnhøje lønninger og øget våbenproduktion over sociale ydelser og andre tiltag, der kan afhjælpe almindelige russeres finansielle kvaler.
Men det kan være svært at gennemskue, præcist i hvor store problemer den russiske økonomi er, lyder det fra Weekendavisens udlandsredaktør, Anna Libak.
Derfor kan det også være vanskeligt at spå om, hvor hårdt USA og eventuelle sanktioner kan presse Vladimir Putin.
- Det afhænger af, hvor dårligt den russiske økonomi har det. Det er økonomerne simpelthen uenige om, fordi Rusland har klassificeret de økonomiske nøgletal. Men nogle økonomer mener, at holdt ukrainerne på slagmarken et år mere, så vil den russiske økonomi kollapse, siger hun.
USA's forhenværende præsident Joe Biden indførte på sin vej ud af Det Hvide Hus en række sanktioner specifikt rettet mod blandt andet nogle Ruslands største olieproducenter og olietankere i den såkaldte skyggeflåde.
- Hvis USA faktisk implementerer dem og måske endda indfører yderligere sanktioner mod russiske olieselskaber, så vil de fleste nok blive enige om, at det kan tvinge den russiske økonomi i knæ, siger Anna Libak.
Ruslands økonomi - en maratonløber på steroider
Selvom sprækkerne i den russiske økonomi er begyndt at vise sig, er det dog langt fra alle, der er helt så sortsynet, når det handler om fremtiden for de russiske rubler.
For selvom den russiske finansmodel måske ikke er bæredygtig i længden, er Putins Rusland stadig i stand til at holde hjulene kørende trods tocifrede rentesatser - i hvert fald det næste år, vurderer Alexandra Prokopenko, der tidligere har arbejdet i den russiske centralbank og i dag er fellow i Carnegiecenteret for Rusland og Eurasia.
Der er nemlig lagt en dæmper på den buldrende russiske krigsøkonomi, og derfor kan der stadig gå tid, før den russiske leder er klar til at sætte sig ved et forhandlingsbord.
- I Putins nuværende kalkule er udsigten til et suverænt og selvstændigt Ukraine en langt større trussel mod Rusland end en mere fjerntliggende udsigt til økonomisk nedgang, skriver hun i en analyse.
Den russiske økonomi, mener hun, kan ses lidt som en influenzaramt maratonløber, der godt pumpet på steroider er i stand til at løbe med forrest i feltet. Og selvom det ved 15 kilometer-mærket bliver klart, at løberen ikke er i stand til vinde, fortsætter han.
Ikke desto mindre ser flere den udfordrede russiske økonomi som en vej til at stoppe krigen i Ukraine - ikke mindst den amerikanske præsident, der i dag gentog sit ønske om et snarligt møde med Putin.
- Jeg tror, at Putin bliver nødt til at sætte sig ved forhandlingsbordet med Trump - hvilket dog ikke er ensbetydende med, at de kan blive enige, siger Anna Libak og fortsætter:
- Putin har fastholdt, at det er os, der fører krig mod Rusland, det er os, der har provokeret, og at han er villig til at forhandle, og hele tiden har været det. Det er os, der er krigsmagerne, men samtidig er der også en russisk diplomat ved FN, der allerede har sagt, at man ikke skal afvise Trumps tilbud om forhandlinger, siger hun.
Foreløbig er der dog intet konkret om et eventuelt møde, men det kan måske være, at det skal afholdes i et tilsyneladende mørkere Moskva.