Det skal undersøges, om forureningen fra det tidligere Grindstedværket har haft en betydning for borgernes sundhed.
Det har Region Syddanmark besluttet, efter at forskere fra DTU i januar påviste, at den kendte forurening var langt værre end først antaget.
I månederne herefter har flere borgere fra Grindsted stået frem og fortalt, hvordan de eller deres pårørende er blevet ramt af den sjældne sygdom ALS, som i nogle tilfælde kan blive fremprovokeret af forurening.
Men det er ikke nok at undersøge borgerne i Grindsted. Fraflyttere fra byen skal også undersøges.
Det mener flere, der tidligere har boet i byen, som DR P4 Trekanten har været i kontakt med, og som alle har haft sygdomme, som de mistænker Grindstedforureningen for at have medvirket til.
Poul Erik Damgaard boede i Grindsted fra 1972 til 1978 sammen med sin kone. Konen arbejdede på en specialskole, der lå ned til den forurenede Grindsted Å. Poul Erik Damgaards kone døde i 2014 af sygdommen ALS.
- Det er fantastisk, at man nu laver den undersøgelse, og hvis den skal være valid, skal man gå så langt tilbage som muligt. Det var måske da vi boede der, at problemerne var på sit højeste, og jeg synes, det vil højne undersøgelsen, siger Poul Erik Damgaard.
I dag bor han i Struer, men han er begyndt at tænke over, om årene i Grindsted har haft en sundhedsmæssig betydning.
- Min kone var dagligt nede ved åen, og hun kom temmelig ofte hjem og fortalte om døde fisk, men det var ikke noget, vi tænkte over. Det var måske ikke så smart i bagklogskabens klare lys. Jeg kan ikke vide, om der er en sammenhæng mellem forureningen og min kones sygdom, men hun fik konstateret ALS i 2013, og hun døde i 2014, siger Poul Erik Damgaard.
- Jeg vil med største glæde stille vores journaler til rådighed for sådan en undersøgelse, siger Poul Erik Damgaard.
'Ligner kræftform fra Tjernobyl'
Bodil Deibjerg bor i Varde, men har også en fortid i Grindsted. Hun boede der i otte år og arbejdede der i 11 år.
Kort efter flytningen fik hendes dreng konstateret en sjælden kræftsygdom.
- Lægerne på landsplan var usikre på den kræftform. En af dem sagde, at det lignede en kræftform, som Tjernobyl-børnene havde fået, siger Bodil Deibjerg.
Sønnen er heldigvis helt rask i dag, men Bodil Deibjerg mistænker forureningen i Grindsted for at have spillet ind.
- Alle der har været i berøring med vandet på en eller anden måde – så mange mennesker man overhovedet kan få fat i skal undersøges. Ellers risikerer man, at man ikke får et sandt billede af situationen. Der sidder en mistanke i mig, siger Bodil Deibjerg.
Ligeledes i Varde sidder Britta Grøndahl, der er opvokset i Grindsted, hvor hun boede, fra hun var fire år, til hun var 20 år.
- Jeg kan huske den forfærdelige lugt, der var fra Grindstedværket, siger hun.
Britta Grøndahl lider af en nervesygdom, som plager hendes hverdag meget.
- Jeg har ondt i muskler og nerver, og jeg kan ikke få medicin for det og ikke blive helbredt, siger Britta Grøndahl, der også ønsker sin sygdomshistorik indlemmet i sundhedsundersøgelsen.
- Man skal jo gå tilbage til da de fik tilladelse til at lukke forureningen ud. Vi skal ind i undersøgelsen, selv om vi er flyttet, siger hun.
Regionen er lydhør
I aftes mødtes folkene bag undersøgelsen så for at finde ud af, hvordan undersøgelsen skal gribes an.
Med til mødet var koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen, og han vil gerne komme fraflytterne i møde.
- Vi vil gerne tage alle de mennesker med, der har boet i Grindsted både i en kortere og en længere periode helt op til dags dato, men også længere tid tilbage. Det er en meget, meget stor undersøgelse, som er meget svær. Vi får måske identificeret nogle sygdomsgrupper, der er overrepræsenteret i Grindsted, men det siger jo ikke noget direkte, siger Kurt Espersen.
Det er Statens Institut for Folkesundhed under Syddansk Universitet, der laver undersøgelsen sammen med Region Syddanmark, og den ventes færdig i første halvdel af 2019.
- Regionen er gået ind i det her for at holde den uro og frygt, der er i befolkningen, lidt i ro. Vi vil i første omgang lave en registerundersøgelse, som prøver at identificere, om der er en overhyppighed af nogle sygdomsgrupper i Grindsted, siger Kurt Espersen.