Nu tager regionen sagen i egen hånd: Grindsted-forurening skal undersøges

Region Syddanmark vil selv undersøge omfanget af Grindsted-forureningen, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke vil gå videre med det.

Grindsted Å, som er mere forurenet end først antaget.

Region Syddanmark og Billund Kommune sendte tidligere på måneden en opfordring til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det skulle undersøges i hvilket omfang forureningen fra det gamle Grindstedværket påvirker borgerne den dag i dag.

Men efter et møde mellem Region Syddanmark og Styrelsen for Patientsikkerhed står det klart, at styrelsen ikke vil gå videre med undersøgelserne, da der ikke eksisterer data, der er mulige at konkludere på.

De data har Region Syddanmark nu sat sig for at finde selv.

- Vi vil godt have det her endeligt afklaret. Det kommer desværre til at tage længere tid, siger Jørn Lehmann (S), der er formand for miljøudvalget i Region Syddanmark, til DR.

- Jeg havde håbet på, at Styrelsen for Patientsikkerhed umiddelbart havde data liggende, man kunne køre sammen og sige noget afgørende ud fra, men det er der åbenbart ingen, der rigtig vil tage noget ansvar for, men så har vi fra regionens side sagt, at vi gerne vil finde ud af, om vi kan lave et forskningsprojekt, der kan få afklaret det her, siger han.

Han tør ikke sætte en tidsramme på, hvor længe det vil tage, før Grindsted-borgerne kan have total vished.

Ifølge regionsrådsformand Stephanie Lose (V) vil man strække sig langt for at imødekomme borgernes krav om afklaring.

- Vi tager det selvfølgelig seriøst, når borgere udtrykker bekymring for egen sundhed. Derfor vil vi gå meget langt for at se, om det er muligt at få tilvejebragt data, der kan give os de svar, som borgerne også efterlyste ved vores informationsarrangement i marts måned, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.

Mere forurenet end ventet

I januar afslørede ny forskning, at forureningen af Grindsted Å efter Grindstedværket var langt værre end først antaget.

Forureningen sker fra en grund, hvor det daværende Grindstedværket frem til 1970'erne deponerede spildevand.

Det tidligere Grindstedværk dumpede, i perioden fra 1956 og frem til 1973, 350.000 tons giftigt spildevand, og forureningen har været kendt i mange år. Men omfanget er altså større, end man tidligere troede.

Godt nyt for borgergruppen

Susanne Mathiesen er medlem af den borgergruppe i Grindsted, der arbejder for at få klarlagt omfanget af forureningen og dens påvirkning af borgernes sundhed.

På trods af, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har data til at undersøge sagerne, glæder hun sig alligevel over dagens nyhed.

- Jeg tænker først og fremmest, at det er dejligt, at Region Syddanmark tager ansvaret på sig og siger, at det skal vi gøre noget ved. Det kan godt være, at det skulle være gjort for 20 år siden, men nu er der faktisk nogle, der tager noget ansvar, og det glæder jeg mig over, siger hun.