Borgere i Grindsted vil ikke længere finde sig i, at det igen og igen bliver glemt, at de bor oven på en af Danmarks største forureninger efter Grindstedværket.
De laver nu en borgergruppe, der skal holde politikere, fagfolk og journalister til ilden, så de ikke glemmer forureningen.
Forureningen stammer fra Grindstedværkets produktion, og det meste af forureningen skete med myndighedernes accept.
Forureningen har været kendt i mange år, men i slutningen af januar kom det frem, at forureningen er ganske omfattende: Ifølge forskere fra DTU siver der hvert år omkring 100 kilo vinylklorid ud i Grindsted Å.
Nu har borgerne lavet borgergruppen "Ryd op efter Grindstedværket".
Initiativtageren er Susanne Mathiesen fra SF. Meningen er, at borgergruppen skal samle folk på tværs af meninger, fagligheder og politiske ståsteder.
Susanne Mathiesen er godt klar over, at forureningen ikke kan fjernes på kort tid.
- Det er ikke noget, vi kan rydde op i med et snuptag, men vi kan være enige med hinanden i, at det her er en proces, vi sætter i gang, siger hun.
Hun siger, at det handler om, at folk i Grindsted skal have klarhed over, hvor stor forureningen er, om den er farlig at bo i nærheden af, og om man kan blive syg af at drikke af vandet.
Grindstedværket
- •
Det tidligere Grindstedværk dumpede i perioden fra 1956 og frem til 1973 350.000 ton giftigt spildevand.
- •
Værket har efterladt sig mindst fire depoter med gift i selve Grindsted by. Heraf et på selve fabriksgrunden, hvorfra udsivningen til Grindsted Å sker.
- •
Grindstedværket hørte under Danisco, men er i dag overtaget af den amerikanske kemivirksomhed Dupont.