Vi vander for millioner af kroner i tørken: Niels får ekstra vandregning på flere hundrede tusinde kroner

Landmænd og haveejere bruger meget mere vand midt i den ekstreme varme.

Landmand Niels Laursen bliver hårdt økonomisk ramt af tørken. (Foto: © (privatfoto))

Markerne og haverne tørster i stor stil i denne tid.

For med den meget varme maj med stort set ikke noget regn, skriger græsplæner, planter og marker på vand.

Det betyder, at landmændene må vande deres marker i døgndrift.

På mange marker møder man dette syn, vandingsmaskiner der sprøjter store mængder vand ud over afgrøderne. (Foto: © Ulrik Bang-Mørch)

- Jeg har 430 hektar med majs, byg og græs. Det er ikke det hele, der skal vandes, men for at få vandet det hele, har jeg seks vandingsanlæg kørende konstant, siger landmand Niels Laursen fra Ribe, der også er formand for Sydvestjysk Landboforening til DR.

1000 kroner pr. hektar

En hektar jord er det samme som 10.000 kvadratmeter, og det svarer til lidt mere end en stor fodboldbane. Så det er rigtig meget vand, der skal bruges hos Niels Laursen.

Et stort vandforbrug har landmand i Sønderjylland og formanden for Landbo Syd Mogens Dall også.

- Vi vander rigtig meget. Jeg har 256 hektar hvede, byg og raps. En tommelfingerregel siger, at det koster omkring 1000 kroner for hver hektar, der skal vandes. Men hver hektar skal have flere omgange med vand, så det kommer virkelig til at løbe op, siger Mogens Dall.

Ekstraregning for over en halv million kroner

Derfor venter der mange landmænd en økonomisk lussing, fordi vandforbruget er ekstra højt nu. Niels Laursen er en af landmændene, der får en ekstraregning på vand.

Mange haver er helt afsvedne, og det får mange haveejere til at ty til vandslangen. (Foto: © (privatfoto))

- Hvis alt regnes med, det vil sige vand, strøm og det ekstra arbejde, der er med at vande, så kommer det til at koste mig over en halv million kroner, som det ser ud lige nu,siger Niels Laursen.

Og det økonomiske smæk gør ondt, siger Niels Laursen.

Når det er tørt overalt, bliver der brugt meget mere vand i villahaverne og på landmandens marker. (Foto: © (privatfoto))

- Jeg ønsker virkelig ikke det her. Men hvad er alternativet? Hvis jeg ikke vander, har jeg ikke foder til mine dyr, og jeg har ikke noget korn at sælge af, siger Niels Laursen.

Vandværk opfordrer til at skrue ned for vandet

Det er ikke kun landmændene, der bruger store mængder vand for tiden.

Også almindelige forbrugere skruer op for vandet, lyder det fra Claus A. Nielsen, der er teknisk chef hos Din Forsyning, der blandt dækker Varde, Esbjerg og Ribe.

- Vi er utrolig presset. Vi kan virkelig se, at folk har brug for vand. Det er ikke kun landmænd, der har brug for vand, det er også folk, der vander deres haver, og det er badebassin, der skal fyldes op. Vandforbruget er bare meget højere, siger han til DR.

Hos Lerpøtvejens Vandværk, der dækker Varde by, har man været nødt til at opfordre de lokale til, at de holder lidt igen med vandet.

- Når det er så varmt, så har vi opfordret til, at man holder igen med vandet. Og det kommer vi til at gøre noget tid endnu, siger den tekniske chef Claus A. Nielsen.

Vi skal tilbage til 1992

Landmand Mogens Dall har været landmand i rigtig mange år. Og han skal mange år tilbage, hvor der har været en lignende situation med uhørt tørt vejr og høje temperaturer.

- Jeg skal tilbage til 1992, hvor jeg så noget tilsvarende med mine marker. Der var det også meget tørt og varmt, siger han.

Mogens Dall siger, at det, alle landmænd taler om lige nu, er det varme vejr, og hvornår der kommer regn.

- Det er meget frustrerende at være i den her situation. Det er økonomisk rigtig tungt, og det, vi landmænd siger til hinanden, er, at nu skal der altså komme noget regn, siger han.