OK18: Lærerformand beskylder kommunal topforhandler for at bryde tavshedspligt

Michael Ziegler (K) er forundret over kritik. Fagbevægelsen burde feje for egen dør, mener han.

(Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

De seneste dage har der været lange og intense forhandlinger i Forligsinstitutionen, hvor parterne forsøger at komme i mål med en overenskomst på det offentlige område for de næste tre år, inden det ender i en strejke og efterfølgende lockout.

Efter forhandlingerne har der været enighed om fremdrift, selv om man ikke er nået helt til enighed om, hvor meget de offentligt ansatte skal have i lønstigning de næste tre år.

I går måtte forhandlingerne dog afbrydes efter fem timer, og forligsmand Mette Christensen meddelte parterne, at forhandlingerne nu er sat på pause.

I aftes blev der så gravet yderligere grøfter mellem arbejdstagerne og arbejdsgiverne.

På det sociale medie Twitter beskylder formand for Danmarks Lærerforening og topforhandler for de kommunalt ansatte, Anders Bondo Christensen, nemlig modparten Michael Ziegler (K) for at bryde sin tavshedspligt efter gårsdagens forhandlinger.

https://twitter.com/ANDERSBONDO/status/981270846462484482?ref_src=twsrc%5Etfw

- Jeg synes ikke, at det er ok, at Michael Ziegler udtaler sig om forhandlinger i Forligsen. Udlægningen er ikke korrekt, men jeg er bundet af tavshedspligten, skriver de kommunalt ansattes chefforhandler, Anders Bondo Christensen, der linker til en artikel fra dr.dk fra i går.

Bondo: Tavshedspligten er ikke tilfældig

DR Nyheder har her til morgen været i kontakt med Anders Bondo Christensen, der ikke ønsker at uddybe, hvordan han mener, at Michael Ziegler har brudt sin tavshedspligt i artiklen. For hvis han gør det, bryder han sin egen tavshedspligt, forklarer han.

- Enten er der tavshedspligt, eller også er der ikke. Mit tweet er en opfordring til, at vi holder op med det.

Det er dog nærliggende at tro, at Bondo refererer til et citat, hvor Michael Ziegler taler om de kommunalt ansattes lønkrav.

- Det frustrerende er et krav - som hvis de private lønninger udvikler sig i en meget gunstig retning – giver de offentligt ansatte det samme som de privatansatte. Men hvis lønningerne for de privatansatte udvikler sig mindre gunstigt, så får de offentligt ansatte mere end de private. Det kan vi ikke sige ja til fra kommunernes side, sagde Michael Ziegler i går.

Anders Bondo, hvad kommer det til at betyde for de fortsatte forhandlinger, at Ziegler ifølge dig har brudt sin tavshedpligt?

- Det er ikke tilfældigt, at vi har den her skærpende tavshedspligt. Det er klart, at det er lidt genererende for mig som den ene part, at jeg ikke må svare på nogle ting. Men det er ganske enkelt en opfordring til, at vi stopper med det.

Ziegler: De burde feje for egen dør

Kommunernes Landsforenings topforhandler, Michael Ziegler (K), mener dog langt fra, at han har brudt sin tavshedspligt.

Han mener ikke, at det er nogen hemmelighed, at de kommunalt ansatte har krævet en lønstigning, som potentielt kan være højere end på det private arbejdsmarked.

Ifølge Michael Ziegler har deres krav været kendt, inden parterne endte i Forligsinstitutionen, hvorfor han gerne må udtale sig om dem.

Han refererer til et forhandlingsudspil for Forhandlingsfællesskabet fra februar, der viser, at de kommunalt ansatte rent faktisk skal have større lønstigning end de private, hvis lønnen ikke udvikler sig så godt som forventet.

Med det in mente er Michael Ziegler meget forundret over kritikken. Særligt når han ser, hvordan modparten har ageret efter forhandlinger i Forligsinsititutionen.

- Vi har fra arbejdsgiverside gang på gang måtte konstatere, at forhandlingerne i Forligsinstitutionen er piv utætte. Vi har gang på gang set, at der er blevet refereret - også meget præcise ting fra Forligsinstitutionen, siger Michael Ziegler og fortsætter:

- Senest har Dennis Kristensen (formand for Foa, red) meget præcist refereret et bud, de lagde på bordet. Jeg er meget forundret over, at de nu retter kanonerne på os. Jeg mener, at det ville være naturligt at feje for egen dør. Og der skal virkelig fejes grundigt, for det er ikke småting, der er blevet lækket.

Rammer et ømt punkt hos Bondo

Så du mener på ingen måde, at du har brudt din tavshedspligt?

- Selv hvis man anlægger den strengeste fortolkning, så er det, jeg siger, ikke andet end det, som man kan udlægge af de krav, der blev stillet, inden vi gik i Forligsinstitutionen, siger Michael Ziegler.

Hvorfor tror du, at Anders Bondo Christensen har lavet den her Twitter-opdatering?

- Jeg tror, at det rammer et ømt punkt hos ham, at jeg har sagt, at vi ikke kan give større lønstigninger end i det private, hvis lønningerne for de privatansatte udvikler sig mindre gunstigt. Det er et standpunkt, som er svært at forsvare ude i offentligheden, siger han.

Det er hårde beskyldninger, Bondo kommer med. Er den her sag noget, som du vil gøre mere ved?

- Vi er i en højspændt situation, hvor følelserne er uden på tøjet. I forhandlingsrummet har vi et godt klima omkring det kommunale bord, så selv om det er kikset at gå ud med sådanne beskyldninger, er det ikke noget, der skal påvirke de videre forhandlinger, siger han.

Hvis parterne ikke når til enighed om en ny overenskomst, er der varslet strejker på det offentlige arbejdsmarked fra 22. april. Seks dage efter har arbejdsgiverne varslet lockout af store dele af den offentlige sektor.

Forligsmand Mette Christensen har dog mulighed for at udskyde konflikten med yderligere 14 dage.