Efter mere en 16 timers overenskomstforhandlinger i Forligsinstitutionen gik parterne på det kommunale område hver til sit ved 02.30-tiden i nat.
- Umiddelbart er der intet der tyder på, at de er kommet nærmere hinanden, når det gælder lønnen, siger DR Nyheders reporter fra Forligsinsititutionen, Emma Stampe Fogh, umiddelbart efter at forhandlingerne var slut.
Chefforhandler fra Kommunernes Landsforening Michael Ziegler (K) fortæller, at forhandlingerne er gået lidt trægt, og at parterne skal mødes igen klokken 13 i dag.
- Det er stadig økonomien, vi skal forhandle, og man kan roligt sige, at der er et pænt stykke vej igen, før vi kan nå til enighed. Knasterne er hvor store lønstigninger, som der kan gives, siger chefforhandleren, der fortæller, at parterne gennem de mange timer har parterne prøvet forskellige beregningsmodeller af, uden at det førte til et gennembrud.
Frygter du endnu et sammenbrud i forhandlingerne?
- Lige nu er der trods alt rimelig lang tid til den nye deadline, så sammenbrudsscenariet er ikke aktuelt lige nu. For mig er planen, at vi skal i mål med det her, siger han.
Først lønnen - så de andre knaster
Michael Ziegler fortæller, at han håber, at den økonomiske ramme kan falde på plads for lønudviklingen på det offentlige område for de næste tre år. Det kan danne grobund for, at man kan få forhandlet de øvrige knaster på plads.
Det gælder blandt andet lærernes arbejdstid og de statsansattes frokostpause, som arbejdstagerne ønsker at få skrevet ind i de respektive overenskomster.
På den anden side af forhandlingsbordet medgiver man, at lønspørgsmålet er svært at nå til enighed om.
- Vi har afprøvet en model, som Kommunernes Landsforening gerne vil prøve - den kunne vi ikke rigtig få til at falde på plads, og nu er vi gået tilbage til den mere traditionelle praksis. Den omhandler, at vi tager udgangspunkt i hvor meget lønningerne forventes at stige på det private arbejdsmarked og så sætte vores lønninger i relation til det, siger formand for Foa, Dennis Kristensen.
Er vi rykket tættere på en konflikt?
- Nej, jeg synes ikke, at vi er rykket os ud af stedet, siger han.
Hvis parterne ikke når til enighed, er der varslet strejker på det offentlige arbejdsmarked fra 18. april. Seks dage efter har arbejdsgiverne varslet lockout af store dele af den offentlige sektor.
Forligsmand Mette Christensen har dog mulighed for at udskyde konflikten med yderligere 14 dage.