"Lad ikke min Turandot dø", sagde den kræftsyge komponist, Puccini, til dirigenten Toscanini, på vej til radium-behandling i Bruxelles i 1924.
Turandot blev Puccinis sidste - og ufuldendte - opera.
Toscanini fik kollegaen, Franco Alfano, til at færdiggøre Puccinis værk, hvor mesteren havde fordybet sig i gamle kinesiske folkemelodier, i pentatone skalaer, gong'er og bevæget sig ind i en eksotisk eventyrverden fra det fjerne Østen med historien om den iskolde prinsesse Turandot.
Historien stammer fra en ældgammel persisk fortælling, som havde fået nyt liv i 1700-tals-eventyrsamleren Carlo Gozzis genfortælling, senere dramatiseret af Friedrich Schiller.
Puccini arbejdede i sin operaversion sammen med librettisterne Giuseppe Adami og Renato Simoni.
Trods det indimellem absurd brutale univers, understregede Puccini den menneskelige faktor bla. ved at opdigte tjenestepigen, Liù, som ofrer sit liv for kærligheden.
Handlingen:
1.akt En offentlig plads i Peking En mandarin forkynder for folket, at prinsesse Turandot vil gifte sig med den mand af kongeligt blod, der er i stand til at løse hendes tre gåder, og at straffen for ikke at kunne besvare gåderne er henrettelse. Prinsessens seneste tilbeder er prinsen af Persien, og han kunne ikke besvare gåderne og står nu derfor overfor sin henrettelse.
I trængslen bliver en gammel blind mand væltet til jorden af den oprørte folkemængde; den pige, der ledsager den gamle mand, råber om hjælp, og en ung mand kommer dem til undsætning.
Dette viser sig at være et lykkeligt gensyn mellem den gamle tartarkonge Timur og hans søn Calaf, der begge er på flugt fra dem, der har berøvet Timur tronen. Den unge pige er slavepigen Liu, der, siden Calaf engang smilede til hende, har besluttet at dele familiens skæbne.
Nu fører bødlen den unge smukke prins af Persien mod skafottet, og Calaf forbander prinsesse Turandot for hendes grusomhed.
Men da Turandot kommer til syne bliver han blændet af hendes skønhed, og styrter hen for at slå på den gong-gong, der er signalet til at en tilbeder ønsker at prøve sin lykke med de tre gåder.
Både Timur og Liu samt Turandots tre ministre Ping, Pang og Pong prøver at stoppe Calaf, men han er som besat, og han slå tre gange på gong-gongen.
2. akt Scene 1 - En pavillion Ping, Pang og Pong er i gang med forberedelserne til både bryllup og begravelse; noget de efterhånden har prøvet et utal af gange. De er godt trætte af, at de, siden Turandot er kommet til magten, er blevet degraderede fra ministre til håndlangere for bødlen, og de længes tilbage til rolige tider i deres respektive hjemegne i Kina.
Scene 2 - Pladsen foran kejserpaladset Turandot fortæller Calaf, hvordan en af hendes forfædre blev voldtaget og myrdet af en fremmed hær, og at mindet om hendes skæbne gør, at hun selv ikke ønsker at tilhøre nogen mand.
Hun stiller Calaf de tre svære gåder, og især den tredje volder Calaf store vanskeligheder, men han gætter dem alle tre og folket jubler.
Prinsesse Turandot er ydmyget og beder Kejseren om lov til at bryde sin ed, men han nægter og kræver, at hun nu skal ægte prins Calaf.
Men Calaf vil kun have Turandot, hvis hun frivilligt giver sig hen til ham, og derfor giver han hende en mulighed for at undslippe. Han stiller hende en gåde: at hvis hun inden næste morgen har gættet hans navn, vil han lade sig henrette.
3. akt Kejserpaladsets haver ved nattetide Turandot har dekreteret, at ingen skal sove, før navnet på den ukendte prins er fundet, men Calaf sværger for sig selv, at han vil sejre.
Ping, Pang og Pong forsøger at lokke Calaf fra sit forehavende med bestikkelse i form af skønne kvinder og penge, men Calaf er ikke til at rokke fra sin beslutning.
Nu kommer paladsets vagter slæbende med Timur og Liu, som de har pågrebet, fordi de har en fornemmelse af, at de måske kender Calafs hemmelighed.
Da bødlens mænd begynder at pine den gamle Timur for at få ham til at afsløre Calafs navn, udbryder Liu, at det kun er hende, der kender prinsens hemmelighed. Men hun tager hemmeligheden med sig i graven, for efter at vagterne har pint hende tilstrækkeligt, begår hun selvmord.
Alle er rystede over hendes selvmord, og prinsesse Turandot, der nu har oplevet denne grænseløse kærlighed, mærker selv kærligheden strømme igennem sig, men er bange for at give sig hen til prinsen.
Calaf giver hende nu det endelige valg; lige inden dagen gryr, fortæller han hende, at hans navn er Calaf, og det er nu op til hende, om han skal leve og dø.
Turandot beder Calaf møde folket sammen med hende, og hun erklærer for folket og den gamle kejser, at hun nu kender den fremmedes navn, og at det er: kærlighed.