Det er en af de bedste og mest virtuose arier, du kan høre i Lucia di Lammermoor.
Historien om Lucia, der bliver tvunget til at gifte sig med en mand hun ikke elsker – og opgive ham hun vil have – ender med, at hun bliver vanvittig, og det sørger Donizetti for at sætte i den mest hjerteskærende – og vidunderlige – musik.
En af tidens bedste sopraner synger rollen som Lucia. Glæd dig til hende, for hun er god!
Hør Kasper Holten fortælle om Covent Gardens opsætning af Lucia Di Lammermoor her:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:572c8d2b6187a418e4728f8c
Handling:
1. akt
Lucia di Lammermoor foregår i Skotland, og da operaen begynder, går mændene fra klanen Lammermoor rundt og leder efter en mystisk fremmed. Enrico Ashton, klanens overhoved, frygter, at familien er ved at miste sin politiske indflydelse. Han prøver at tvinge sin søster til at gifte sig med den magtfulde Lord Arturo Bucklaw, en alliance som vil redde familiens formue.
Lucia afviser dette. Hun elsker nemlig Edgardo af Ravenswood, men Lucias bror Enrico bliver rasende da han hører dette, for Edgardo og hans familie er fjender af Lammermoor.
I den næste scene er Lucia i haven ved et springvand, sammen med sin fortrolige, Alisa. Hun venter på Edgardo og fortæller imens Alisa om et spøgelse hun har set ved springvandet, en pige, som blev dræbt af sin jaloux elskede.
Alisa er bekymret for Lucia og synes, at hun skulle opgive Edgardo. Men Lucia siger, at Edgardo er den eneste glæde i hendes liv.
Så dukker Edgardo op, men han har dårlige nyheder. Han bliver nødt til at rejse til Frankrig på en politisk mission. Inden han rejser, vil han spørge Lucias bror om tilladelse til at gifte sig med Lucia, men hun tro ikke det kan lade sig gøre og ønsker at holde deres kærlighed hemmelig.
Inden Edgardo tager afsted, giver han Lucia en ring, en pant på deres kærlighed.
2. akt
Enrico har uden Lucias vidende arrangeret bryllup med Arturo.
Enrico viser Lucia et forfalsket brev fra Edgardo, som skal overbevise hende om, at hendes elskede er hende utro. Hun bliver ulykkelig, men Enrico truer hende. Hvis hun ikke gifter sig med Arturo, går familien fallit. Lucia giver efter for broderens pres.
Bryllupsgæsterne og Arturo er på vej til slottet. Han bliver modtaget med begejstring af alle undtagen Lucia. Enrico siger, at hvis Lucia ser trist ud er det for hun lige har mistet sin moder.
Men i det øjeblik Lucia underskriver bryllupskontrakten, dukker Edgardo op. Han forbander Lucia, tager ringen fra hende og stormer ud. Hun falder i afmagt
3. akt
I starten af 3. akt mødes de to fjender, Lucias elskede og hendes bror. Broderen Enrico håner Edgardo ved at minde ham om, at Lucia i dette øjeblik nyder sin bryllupsnat med Arturo. Edgardo udfordrer Enrico til duel den følgende morgen.
I den næste scene er festen stadig i gang, selv om brudeparret har trukket sig tilbage.
Så kommer Raimondo ind med en chokerende nyhed. Lucia er blevet vanvittig og har dolket Arturo i brudesengen. I det samme dukker hun op, hendes kjole er dækket af blod og i hånden har hun en kniv. Her kommer Lucias berømte vanvidsscene.
Da Lucias bror kommer ind i salen, bliver han rystet over hvad han ser. Det går op for ham, hvad han har været årsag til. Lucia falder sammen. Hun har mistet sin livsgnist.
I den sidste scene ser vi Edgardo, der venter på at mødes i duel med Enrico. Men det er Raimondo, der kommer for at fortæller hvad der er sket, og at Lucia er død.
Edgardo forstår nu, at Lucia altid har elsket ham. Han ønsker at følge hende i døden og dræber sig selv med en kniv.