For et par uger siden blev programmet præsenteret for Golden Days i september i år.
Golden Days blev grundlagt i 1993 af en række kulturorganisationer i hovedstaden med det formål at arrangere en festival med fokus på guldalderen i København.
Siden er festivalen vokset, og indholdet har ændret sig.
Nu har festivalen hvert andet år fokus på en specifik historisk periode og hvert andet år på et tværgående tema.
Sidste år var temaet kulturarv. I år er perioden 1970’erne.
For få dage siden rundsendte en anden arrangør af historiske festivaler, Folkeuniversitetet i Aarhus, sit program for en festival, der løber mellem den 4. og 13. marts og handler om perioden 1900-1950.
Og sørme om der ikke også lige nu reklameres for en tredje historiefestival, nemlig Historiske Dage den 9.-10. april i Øksnehallen i København.
En reaktion på et løst forhold til historiske værdier
Hvordan kan man så driste sig til at påstå, at vi lever i en historieløs tid, sådan som jeg selv gør det i min bog Det demente samfund?
Det kan man, hvis man ser festivalfænomenet som netop en reaktion på en tid, hvor mange politikere og statsforvaltere har fået et mere løst forhold til historiske værdier og institutioner, og hvor de ikke tager borgernes behov for historisk forankring og dannelse alvorligt.
Den stigende interesse for historien i det civile samfund skyldes givetvis også, at mange mennesker – i en tid præget af globalisering, funktionalisme og stigende abstraktion – oplever et tab af eksistentiel og social rodfæstning, både i deres private liv og deres liv som borgere.
Det sker i et samfund, hvor økonomisk og rationalistisk motiverede reformer gør det stadig vanskeligere for mennesker at se sig selv inden for en lokal eller regional historisk sammenhæng.
Historiske festivaler er en mulighed for at etablere sammenhæng
Men her tilbyder de historiske festivaler en mulighed for at etablere en sådan sammenhæng, i det mindste ved for en kort stund at tilbyde rum og tider til at lære og reflektere.
Fordi de lægger vægt på refleksionen, bør de tre festivaler, jeg her har nævnt, langt ses som udtryk for en nostalgisk og tilbageskuende holdning. Der er tværtimod tale om nutids- og fremtidsorienterede begivenheder.
Som det lyder fra Golden Days, så ser man sig selv som ”en kulturorganisation, der udfordrer, overrasker og gør os klogere på vores fælles kultur og historie. Vi skaber intelligente, kulturelle begivenheder og sætter Danmarks historie og fremtid på dagsordenen”.
”Fortiden er aldrig forbi, den er end ikke fortid”.
Tilsvarende skriver arrangørerne af Historiske Dage, at deres formål er ”at øge interessen i den brede befolkning for historien og dermed skabe øget bevidsthed om, hvem vi er, hvad der har formet os, og hvilke kræfter der påvirker os og skaber forandringer og udvikling”.
Og endelig lyder det på bagsiden af programmet fra Folkeuniversitetet i Aarhus, at de over 200 arrangementer, ikke kun ”sætter historien under lup”, men også ”nutiden til debat”.
I alle tre tilfælde sigter festivalerne altså mod at fremme historiske bevidsthed. Historisk bevidsthed skal her forstås som mere end blot at have viden om fortiden og historien.
Historiebevidsthed er nemlig også at være bevidst om – som forfatteren William Faulkner engang udtrykte det” – at ”fortiden er aldrig forbi, den er end ikke fortid”.
Den sætning kan læses sådan, at vi og vores samfund er vokset ud af en bestemt historie, som lever videre i vores sind, vilkår og institutioner.
Men historiebevidsthed indebærer desuden en forståelse af, at vi som historiske væsener også selv kan medvirke til at forme fremtiden.