”Danmark har altid været kendt som et humanistisk og næstekærligt land”, lyder det fra politikere, samfundsdebattører og sågar historikere, når debatten om flygtningestramninger raser.
”Siden hvornår?” - fristes man til at spørge.
Tjoh, der har måske nok været en periode fra omkring 1943 og frem til midt-halvfemserne, hvor billedet af Danmark ude i verden var præget af en vis beundring for vores samfundsmodel og den tryghed, den har skabt.
Billedet kulminerer i start-halvfemserne, hvor en dansk kvinde insisterer på at parkere sin barnevogn på gaden i New York, for ’sådan gør man jo i Danmark’, samtidig med at lalleglade roligans med klaphatte og vikingehjelme går over alverdens tv-skærme, fordi Danmark vinder EM på et afbud.
Den danske sang er dyrisk
Men i virkeligheden er der tale om en parentes. En parentes i tusind års historie fyldt med hån, ydmygelser og latterliggørelse.
Diplomater, konger og gejstlige har gennem århundrede ført en spottende pen, når de beskrev mødet med Danmark og danskerne.
Og det var såmænd ikke blot forfinede franskmænd eller berejste englændere, der kritiserede den danske regering og landets befolkning.
Tag for eksempel købmanden Ibn Ya’ gub at Turtushi, der i 900-tallet havde forvildet sig fra det arabisk-dominerede Cordoba til Hedeby i Slesvig.
Efter sin hjemkomst beskrev han i forargede vendinger de absurde skikke og mærkværdigheder han havde mødt:
- Aldrig hørte jeg en hæsligere sang end danskernes, det en brummen, som kommer fra struben, i lighed med hundegøen, dog mere dyrisk, skrev købmanden.
Stank, snavs og brutalitet i det oplyste århundrede
500 år efter, da Christian 4. besøgte sin søster, der var gift med Jacob den 1. af England, tog Kongen så rigeligt for sig af de våde varer under den officielle middag, at han ødelagde det efterfølgende teaterstykke, hvor han selv spillede én af hovedrollerne.
Han kunne simpelthen ikke stå på benene af druk og måtte bæres ud til almindelig morskab – og hovedrysten – for resten af det fornemme selskab.
1700-tallet vrimler med skandaliserende beskrivelser af uciviliserede danskere. Diplomater, der besøgte Danmark i oplysningens århundrede, blev over en bred kam chokerede over mødet med barbariet i nord. Den venezuelanske frihedskæmper, Francisco de Miranda, som besøger Danmark under en Europarejse, skildrer de uhumske forhold i vores fængsler. Han forsøger sågar at redde en gruppe kvinder ud af de umenneskelige forhold.
Og den libyske ambassadør, Mahmud Agas, udsendt af sultanen i det Osmanniske rige, er især frastødt over den stank og urenhed, han møder overalt.
Han ender med at tilbringe det meste af sit ophold på de københavnske badstuer – i mens han ærgrer sig over, at danskerne ikke selv tilbringer mere tid med vand og sæbe.
1000 års historie som barbarer bag os
Kulminationen på brutalitet sker i 1772. Her bliver Struensee sammen med Enevold Brandt halshugget for landsforræderi. Den makabre henrettelse skaber forargelse i udlandet.
Efter halshugningen, der foregik i fuld offentlighed, og naturligvis blev et tilløbsstykke for den blodtørstige pøbel, bliver liget parteret og efterfølgende udstillet i fuld offentlighed.
Her kunne enhver gå forbi stumper af en forhenværende førsteminister med europæiske forbindelser og ambitioner om at reformere det bondske Danmark.
Langt op i 1800-tallet fortsatte den internationale kritik af Danmark. Nok havde vi indført forbud mod slavehandel allerede i 1792, men slaveriet fortsatte lang tid efter, at den store slavenation England havde forbudt det.
Først i 1848 ophævede Danmark slaveriet på De Vestindiske Øer efter kraftigt pres fra omverdenen.
Så selvom vi måske i nyere tid har været menneskerettighedsdukse og velfærdsforkæmpere, har vi 1000 års historie som barbarer bag os.