Af Michael Böss, historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet
Den fremherskende holdning blandt danske EU-tilhængere har altid været pragmatisk:
EU er til for vores egen skyld. I det øjeblik EU ikke længere sikrer Danmarks nationale interesser, falder tilslutningen.
Hvis EU tilmed synes at gå direkte imod dem, bliver vi EU-skeptiske.
Det er der en historisk forklaring på. Den skyldes den måde, vores politiske kultur udviklede sig på.
Dansk politisk kultur er præget af en flertalsdemokratisk tradition. Den kan føres tilbage til den historiske udvikling af forholdet mellem stat, nation og samfund.
Vi skelner ikke skarpt mellem stat og samfund og mener, at staten repræsenterer ”os alle sammen”, det vil sige folkeviljen. Vi har derfor tillid til, at Folketinget varetager vores interesser og derfor bør stå over domstolene.
EU har derimod mange ligheder med et klassisk konstitutionelt demokrati som det franske, hvor domstolene har en fremtrædende placering ved at være tildelt ret til at begrænse parlamentet for at kunne beskytte borgernes rettigheder.
Når så EU-domstolen går imod den politik, som det demokratiske flertal har fastlagt – sådan som det er sket flere gange i de senere år – svækkes EU’s politiske legitimitet i mange vælgeres øjne.
Sådan blev folk og stat knyttet sammen
Der er historiske grunde til den store tillid, danskerne har til staten – hvilket vel at mærke ikke skal forestås som tillid til deres folkevalgte. Tilliden kan føres tilbage til slutningen af 1700-tallet.
Dengang fik et liberalt reformpres de enevældige monarker til at ophæve stavnsbåndet og gennemføre andre reformer af fæstevæsenet og godsejerstyret i Danmark.
Dette skabte grundlag for forestillingen om, at kongen – og den stat, han personligt ejede – var folkets beskytter.
Efter enevældens afskaffelse i 1849 begyndte en kamp om magten i staten mellem samfundets forskellige grupper, den såkaldte forfatningskamp.
Længe sad godsejerne, byernes borgerskab og statens embedsmænd tungt på magten. Men med inspiration fra Grundtvig foregik der i den samme periode en politisk mobilisering af den danske bondestand.
Resultatet blev Systemskiftet i 1901, altså indførelse af parlamentarisme. Fra da af kunne bønderne identificere sig med staten.
Grænsen mellem stat, folk og samfund blev utydelig
På samme måde udgjorde en anden politisk marginaliseret gruppe, industriarbejderne, drivkraften bag opbygningen af socialstaten.
Hermed kunne også arbejderklassen identificere sig med staten og erklære, at den var deres.
Stat, folk og samfund blev derved knyttet så nært sammen, at grænserne mellem dem blev utydelige.
Denne tendens blev forstærket i takt med udviklingen af velfærdsstaten.
Det er derfor, at mange i dag anser ”velfærdsturisme”, som en trussel udefra mod den stat, som vi danskere selv har skabt.
Og truslen kommer fra EU, som har gjort den mulig gennem princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed.
Prisen for stor tillid til staten
Men vores politiske kultur og identitet har også en pris.
En af dem er, at vi er parate til at tolerere indskrænkninger i vores individuelle frihedsrettigheder. Det gælder for eksempel begrænsninger af borgernes og mediernes adgang til informationer om de processer, der går forud for den egentlige lovgivning.
Senest skete det i 2013, da den nye lov om offentlighed i forvaltningen stærkt beskar mængden af dokumenter, der kan gøres til genstand for offentlig indsigt.
Det bør man dog nok også se som et udslag af en anden historisk tradition. Nemlig en tradition for at holde statsadministrationen hemmelig, som går helt tilbage til enevælden.
Selv om der i 2013 blev protesteret stærkt mod begrænsningerne, var det ikke nok til at blive en større politisk sag. Interessen blandt vælgerne viste sig ikke stærk nok.
Politiske kulturer lader sig altså ikke så let forandre, og historien lever videre i nutiden.