Af historiker Ulla Tofte
”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at verden skulle skrives i mandtal”.
De fleste af os kender indledningen til juleevangeliet. Nedskrevet omkring år 80 efter Kristus. Fra Lukas skrev sit evangelium omkring år 80 efter Kristus til den tyske købmandssøn Johann Gutenberg i 1455 udgav verdens første trykte bibel, skulle der gå mere end tusind år.
Tusind år med afskrifter, kopier og plagiat.
Anonyme skriverkarle i en større sags tjeneste
Før opfindelse af trykpressen kunne ingen tekst overleve, uden at være blevet skrevet af.
Har man læst Umberto Ecos ’I Rosens Navn’ eller set filmen med Sean Connery i hovedrollen som munken William af Baskerville, husker man måske scenerne fra scriptoriet, hvor de skriftkyndige benediktinermunke sad koncentreret om at lave kopier af biblen.
Langt de fleste af disse munke var anonyme, om end deres bidrag til udbredelsen af kristendommen er betydelig. Men respekten for de hellige skrifter var simpelthen større end trangen til at se sin egen signatur under en tekst.
Et personligt aftryk kunne i stedet sættes i en særlig ornamentik eller smuk illustration,, som dermed har bidraget til at sikre de anonyme skriverkarle en plads i bogkunstens historie.
I 1700-tallert var det imidlertid slut med ydmygheden og det vrimlede efterhånden med litterære snyltere i en sådan grad, at der var behov for lovgivning. Helt i oplysningstidens ånd så de første europæiske love om ophavsret dagens lys.
To sjæle i én tanke - kapløb om teorierne
1800-tallet blev en epoke med store naturvidenskabelige gennembrud. Det er et velkendt fænomen, at flere videnskabsmænd har syslet med nogenlunde enslydende teorier på samme tid, men uden at have haft kendskab til hinanden.
Ligesom det er set, at forfattere har skrevet bøger med næsten identiske plot, uden at de kan have kendt til hinandens eksistens. Da Darwin i 1850’erne arbejde med sin banebrydende evolutionsteori var han ikke den eneste.
Kollegaen George Wallace var i gange med lignende forskning og beskrev sine studier i et brev til Darwin, der siden har givet anledning til beskyldninger mod Darwin om at han – selve ophavsmanden til læren om arternes oprindelse – skulle være en simpel bedrager.
Men da han næppe nåede at få kendskab til Wallace’s forskning, før han selv udgav Arternes Oprindelse har eftertiden kunnet frikende ham for plagiat.
Avler konkurrencesamfund kopi-kultur?
I dag skæver mange europæiske og amerikanske forskere sig nervøst over skulderen efter kinesiske forskere, der hastigt haler ind – ikke mindst når det gælder antallet af publikationer i internationale fagtidsskrifter.
Men det er velkendt at store dele af de kinesiske artikler er plagiat. Årsagen er, at der hersker en anden opfattelse af plagiat i Kina.
Dét at kunne efterligene noget til perfektion – hvad enten der er tale om en Guccitaske eller en filosofisk eller videnskabelig tekst - er gennem generationer blevet betragtet som en dyd.
Og kombineres denne evne med et ønske fra statens side om at øge den videnskabelige produktivitet, har vi opskriften på plagiat. Også i den danske uddannelsessektor er der bekymring for, om den stigende fokus på karakterer stimulerer de studerendes trang til at snyde.
Hovedsagen var at budskabet kom ud
For munkene i middelalderens klostre, var det ikke så vigtigt hvem der var afsender. Hovedsagen var, at budskabet kom ud.
I en tid, hvor vi alle opfordres til at konkurrere med hinanden, er afsender kommet i centrum i centrum. Ikke bare for hvad, han eller hun skriver, men også for hvor meget.
Derfor fristes han måske af trangen til at springe over hvor gærdet af lavest. Og vi fristes til at tilgive ham – i konkurrencestatens hellige navn.
Fra Lukasevangeliet til gen-teknologien er alle nye ideer blevet udbredt gennem kopiering i én eller anden form. Nogle med kreditering af de oprindelige ophavsmænd men mange uden.
Grænsen mellem loyal gengivelse og ussel plagiat er hårfin og i et samfund, der konstant har fokus på resultater er plagiering ikke længere et spørgsmål om dårlig moral men om trangen til at efterlade sig flest mulige spor.