Af Ulla Tofte
Den 7. juni 2013 åbnede Musee des Civilisations de l’Europe et de la Mediterranee for første gang dørene for publikum og mere end 60.000 fremmødte på havnen i Marseilles.
Siden har knapt en million gæster besøgt museet hvert år og MuCEM, som det kaldes, regnes for én af de mest succesfulde statslige institutioner i Frankrig, når det gælder om at række ud til forskellige grupper i samfundet.
Otte år før åbningen i Marseilles, havde det franske kulturministerium besluttet at tvangsforflytte det gamle Musee national des arts et traditions populaire fra sin eksklusive adresse i Paris’ 16. arrondissement til en forblæst mole 800 kilometer sydpå.
De blev forflyttet til en by med massive sociale problemer, tårnhøj arbejdsløshed og spændinger mellem den franske og den arabisk-talende del af befolkningen.
Beslutningen vakte chok og fuore.
Men siden åbningen er kritikken forstummet - MuCEM er en kæmpe succes og dets bidrag til transformationen af Marseilles nedslidte havneområder kan næppe overvurderes.
Statsansatte forventer at blive boende i København
Den danske regerings plan om at udflytte 3900 arbejdspladser fra København blev modtaget med nogenlunde tilsvarende skepsis i forrige uge.
Enkelte medarbejdere fik behov for psykologhjælp mens andre nøjedes med at protestere højlydt over at skulle flytte eller pendle til en arbejdsplads langt fra hjem og familie.
Men det er først indenfor de seneste 30-40 år, at man som statsansat kan forvente at blive boende i København gennem hele sin karriere.
Indtil langt op i 1970’erne måtte embedsmænd flytte rundt til provinsbyer i turnus efter meritgivende stillinger, mens ægtefæller og børn skiftede omgangskreds og skolekammerater ud, for at manden, som det oftest var, langsomt kunne kravle op ad karrierestigen.
Traditionen med at flytte rundt på statsapparatet går langt tilbage. I middelalderen flyttede kongen, rettertinget og danehoffet (senere Rigsrådet), fra by til by for at kunne udøve statsmagten dér hvor borgerne var.
Først i slutningen af 1400-tallet blev København fast residensby og efterhånden samledes størstedelen af de administrative funktioner dér.
De så det som en del af jobbet
Men fra tid til anden blev en udflytning af funktioner og embedsmænd alligevel nødvendige.
Og mon ikke datidens embedsmænd betragtede det som en del af jobbet, da kongen i slutningen af 1600-tallet sendte dem fra København til Frederiksodde, ved Lillebælt, for at opbygge fæstningsbyen Fredericia?
Eller de embedsmænd, der drog til Norge og Island i 1700-tallet for at udøve statens magt i fjerntliggende egne?
Med et forbedret rets-, hospitals- og skolevæsen i 1800 tallet blev unge jurister, læger og skoleinspektører sendt ud i købstæderne for at sikre sundhed, retssikkerhed og skolegang for alle borgere.
Familierne fulgte med og udgjorde små kolonier i købstæderne som efterhånden blev en integreret del af byens liv og dermed kom til at sætte præg på husmoderforeninger og læsekredse.
Vi er mindre mobile end i 1700-tallet
Årsagen til at udflytninger af arbejdspladser i dag vækker så stor modstand skyldes ikke så meget københavneri og storbysnobberi som det simple faktum, at det i langt de fleste tilfælde berører alle medlemmer af hustanden mere end før.
Ægtefællen skal også finde nyt job eller indstille sig på en pendlertilværelse. Tidligere var hun ofte hjemmegående.
Eventuelle eksmænd og delebørn bliver også en del af en ny logistisk øvelse. For, som en yngre københavnsk selvstændig rådgiver sagde for nylig:
- Jeg drømmer om at flytte til Bornholm. Men det kræver at jeg overtaler syv andre til at flytte med: Min kæreste, mine børn, min eks-mand, min eksmands nye kæreste og hendes børn.
Hvor mange der valgte at flytte fra Paris i Marseilles, da MuCEM i 2005 skulle flytte, er uvist. Men modstanden var sandsynligvis den samme som når styrelser og råd skal flytte til Hjørring og til Rønne. Hensynet til familie og venner vejer idag tungere end hensynet til staten og derfor er vi måske langt mindre mobile end i 1700-tallet.