Oscaren er og bliver den mest prestigefyldte filmpris i USA og selvom akademiet historisk set ofte vælger at lefle for store Hollywoodproduktioner med stort publikumspotentiale, så uddeles der hovedsageligt priser til filmfolk inden for et vis kvalitetsniveau.
Ind i mellem er der dog svipsere, og man kan undre sig over, hvilke politiske og kommercielle agendaer - eller måske bare hvilken fjolletobak akademiet har røget - der hindrer de retmæssige vindere i at modtage de gyldne statuetter.
Specielt plejer der at være stærke meninger om priserne for de bedste skuespilpræstationer, og det føles ofte som om, at det er skuespilleren med den bedste (og dyreste) PR-kampagne, som giver feltet baghjul.
Det skal dog ikke have lov til at gå ubemærket hen, så her kommer mit bud på fem af de mindst fortjente vindere inden for Oscar-showets skuespil-kategorier i nyere tid.
Vinder af prisen for bedste kvindelige hovedrolle 2003: Halle Berry (Monster’s Ball)
Burde have vundet: Sissy Spacek (In the Bedroom)
Halle Berry er ikke verdens største skuespiltalent og desværre løfter hende spil sig aldrig over det middelmådige i Monster’s Ball - der ellers skrev hende ind i historiebøgerne, da hun var den første afroamerikanske kvinde til at vinde en Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle.
Hvad Halle Berry ikke har i skuespilevner, har hun i overflod i selvironi og personlighed.
Det beviste hun, da hun kun få år efter at have vundet Oscarstatuetten for sin præstation i den middelmådige film Monster’s Ball sikrede sig prisen som enhver skuespillers mareridt er lavet af; Razzie-prisen for årets værste skuespilpræstation i den rædsomme superheltefilm Catwoman.
De færreste skuespillere vil stå ved deres mindre gode arbejde, men ikke Halle Berry. Hun troppede op til The Razzie Awards (også kendt som Golden Raspberry Awards) i sit stiveste puds med sin Oscarstatuette i hånden og holdt en legendarisk og hysterisk morsom takketale. Well played, Halle Berry (no pun intended).
Se klippet hvor Berry modtager sin Razzie HER.
Vinder af prisen for bedste mandlige skuespilpræstation 1974: Art Carney (Harry and Tonto)
Burde have vundet: hvilken som helst af de andre - Al Pacino (Godfather 2), Jack Nicholson (Chinatown), Dustin Hoffman (Lenny), Albert Finney (Murder on the Orient Express)
Det her er den absolut mest fortjente placering på listen. Men hvem er Art Carney, spørger du måske dig selv. Han var en fabelagtig skuespiller og komiker, der havde en lang og imponerende karriere, men som desværre også er kendt for at modtage den måske mest ufortjente Oscarstatuette gennem tiderne, da han vandt over fire skuespillegender i nogle af deres stærkeste roller.
Carneys småsjove og stereotype portræt af den ældre mand Harry blegner mildest talt i sammeligning med især Al Pacinos kraftfulde præstation som gangsterbossen Michael Corlone i The Godfather: Part ll eller Jack Nocholsons intense privatdetektiv i Roman Polanski-filmen Chinatown. For slet ikke at nævne Dustin Hoffmans imponerende portræt af komikeren Lenny Bruce…
Jo mere tid der går, jo større klassiker-status får The Godtfather: Part ll og Chinatown, og jo mere pinlig fremstår Carneys sejr for filmen Harry and Tonto.
Vinder af prisen for bedste mandlige skuespilpræstation 2014: Eddie Redmayne (The Theory of Everything)
Burde have vundet: Steve Carell (Foxcatcher) eller Michael Keaton (Birdman
Okay, indrømmet. Jeg er ikke kæmpe fan af Eddie Redmayne. Han har egentlig aldrig trådt mig over tæerne, men der er noget ved den altid lidt dengsede skuespiller - som jeg mener overspiller i alt, hvad han er med i - der får mig helt op i det røde felt!
Specielt hans (ellers roste) præstation som geniet Stephen Hawking var for mig nærmest uudholdelig at komme igennem. Jeg tror simpelthen aldrig på, at denne britiske overklassedreng, som er personlig venner med Prins William (og tidligere model), kan tappe ind i den modgang, som Hawking har oplevet i sit liv.
Redmayne prøver ellers alt, hvad han kan at overbevise selv dem på bagerste række om den dybtfølte tragedie. Det bliver bare aldrig rigtig troværdigt.
Samme år var der eller to aldeles stærke præstationer af henholdvis Steve Carell som den sindssyge rigmand John Du Pont og Michael Keatons fandenivoldske comeback i Birdman.
Vinder af prisen for bedste mandlige skuespilpræstation 1998: Roberto Benigni (LIvet er Smukt)
Burde have vundet: Edward Norton (American History X)
Livet er smukt (1997) er en pragtfuld film, som jeg holder meget af, og det er en præstation i sig selv, at den italienske filmmand Roberto Benigni både instruerede, skrev og spillede hovedrollen i filmen.
Men det er ikke just kontroversielt at mene, at Benigni fik det maksimale ud af sit talent, da han vandt Oscar-statuetten for bedste mandlige skuespilpræstation.
Han vandt endda over en absolut storspillende (og på det tidspunkt relativt ukendt) Edward Norton, der samme år havde imponeret alt og alle i American History X.
Det er mig stadig en gåde, at Benigni gav Norton baghjul, men til gengæld fik vi et komplet uimodståeligt øjeblik, da den italienske skuepiller og instruktør viste sin uforbeholdne begejstring og legede jorden er giftig halvvejs op til Oscar-podiet, hvor prisen for bedste Udenlandske Film ventede på ham, som den første i en lang række af priser den ene, og for italienske filmfans, uforglemmelige aften.
Vi har ikke set meget til Roberto Benigni siden, men han havde dog en morsom rolle i Woody Allens To Rome With Love i 2012.
Vinder af prisen for bedste mandlige birolle i 2013: Jared Leto (Dallas Buyers Club)
Burde have vundet: Michael Fassbender (12 Years a Slave)
Tænk engang, det er ikke mere end fem år siden, at Jared Leto vandt en Oscar for sit portræt af transpersonen Rayon, og på alle tænkelige måder var på toppen af verden.
I dag er han hovedsageligt udskældt for pinlige roller i Blade Runner 2049 og Suicide Squad, hvori hans portræt af Batmans nemesis for en stund fik mig til at glemme, hvor fed en skurk The Joker kan være i hænderne på fantastiske skuespillere som Jack Nicholson og Heath Ledger.
Jared Letos præstation modtog en del kritik fra en lang række af fremtrædende transpersoner, bl.a. skuespillerinden Fallon Fox der mente, at Leto var utroværdig i rollen, og jeg må erkende, at jeg giver hende ret.
Leto er ikke bare en smuk mand, han har bestemt også visse evner som skuespiller. Men alt klingede hult ved denne præstation, som jeg gerne havde set blive spillet af en (trans)person med bedre evne og villighed til at sætte sig ind de problematikker, der hører med at være en del af en udsat minoritetsgruppe.
Letos perfekte rockstar-persona var i hvert fald ikke velvalgt, men heldigvis brillerede den altid formidable Matthew McConaughey i hovedrollen som den Aids-ramte Ron Woodroof.