Hollywood holder vejret op til søndagens Oscar-uddeling.
Den glittede filmfest risikerer nemlig i år at udvikle sig til en kontroversiel politisk begivenhed – og dét ønsker akademiet bag prisuddelingen absolut ikke sker.
- Oscaruddelingen skal være så underholdende som mulig – respektfuld og fuld af beundring, men også sjov og rørende, formaner Oscarakademiets producer Jennifer Todd over for avisen The New York Times.
Men et væld af politiske markeringer truer med at stjæle rampelyset ved den 90. udgave af Oscar i en grad, at showet kan blive det mest samfundskritiske i årtier:
#metoo-protester mod sexchikane, #neveragain-protester mod den amerikanske våbenlovgivning, protester mod USA’s republikanske præsident Donald Trump, som er foragtet af mange i det liberale Hollywood, og endelig - ganske som ved de senere års Oscaruddelinger - protester over, at verdens største filmpris i næsten alle kategorier er domineret af hvide mænd.
Frygter dundertaler
Oscar er med sine flere hundrede millioner tv-seere i 225 lande og territorier en stærk platform for ethvert budskab. Men arrangørerne vil have glæde og galla på den røde løber, ikke politik og polemik.
De frygter, at det skader filmbranchen, hvis showet bliver for kontroversielt med vrede dundertaler i stedet for jublende takketaler.
- Oscar skal også være en stor reklame for hele filmindustrien, hvis vækst vi alle har brug for, siger akademiets producer Jennifer Todd, der understreger, at netop Oscars 90-års jubilæum er så meget desto mere grund til at holde fest – og altså ikke politisk stormøde for rullende kameraer.
Men uanset, hvad arrangørerne måtte mene, så er spørgsmålet ikke, OM politik bliver en del af Oscarshowet på søndag – spørgsmålet er, HVORDAN alle markeringerne kommer til udtryk.
Filmfesten har en lang tradition for at værter, prisoverrækkere og vindere bruger scenekanten til politiske markeringer, men Oscar 2018 tegner til at blive den mest politiske omgang i årtier, særligt på grund af tre temaer:
1. Præsident Trump
Showets vært, Jimmy Kimmel, har allerede afsløret, at præsident Trump kommer til at fylde en del. Den populære tv-stjerne har det seneste år engageret sig personligt i den offentlige debat om både våbenlov og sygesikring – to af de mest sprængfarlige emner i amerikansk politik – og Kimmel er ikke fan af Trump.
Trump er omvendt ikke fan af Oscar, som præsidenten – i lighed med mange republikanske amerikanere - mener er lukket fest for en politisk korrekt elite. Og det konservative Republikanske Parti kritiserer på forhånd den liberale filmverden for at tage Oscar som politisk gidsel:
- Amerikanerne er ikke interesserede i at høre Hollywood-liberale ævle løs om politik i en sal fuld af Hollywood-liberale, siger Steve Guest fra Den Republikanske Nationalkomité til magasinet Variety.
2. #NeverAgain
En anden massiv dagsorden bliver sat af #NeverAgain-bevægelsen, der kæmper for en strammere våbenlov og som har Hollywood på sin side.
Filmfolk som Steven Spielberg, George Clooney og Oprah Winfrey har erklæret deres politiske og økonomisk støtte til en stor våbenprotestmarch i regeringshovedstaden Washington D.C. den 24. marts og ved søndagens Oscaruddeling agter #NeverAgain-bevægelsen at uddele protest-badges til stjernerne på den røde røber.
3. #metoo
Endelig kommer #metoo til at fylde, både på den røde løber og under selve Oscar-showet, hvor blandt andre værten Jimmy Kimmel har erklæret, at han vil tale om malstrømmen af sexkrænkelser i den amerikanske filmbranche.
Og Time’s Up-bevægelsen, der udspringer af #metoo og som kræver et opgør, ikke mindst juridisk, med sexisme og krænkelser over alt i det amerikanske samfund, agter også forsøge at sætte dagsorden ved Oscar-showet.
Bevægelsen opfordrer alle til at bære en lille Time’s Up-nål på smokingen eller gallakjolen – men har dog ikke opfordret til en gentagelse af januar måneds Golden Globes, hvor mange stjerner ankom i sort for at markere deres støtte til Time’s Up-kampagnen.
Frygter seerflugt
Mens vrimlen af politiske aktivister gør sig klar til Oscar, vrider arrangørerne hænder.
Seertalsmålinger viser nemlig, at amerikanerne zapper væk, hvis der går for meget politik i de store underholdningsshows.
Således faldt årets Golden Globes-seertal med fem procent i forhold til 2017, mens Grammy Awards, der i en sketch gjorde massivt grin med præsident Trump, måtte opleve sine seertal dykke med hele 24 procent.