Kommunerne kan bruge alle de penge på kommunikationsbureauer og eksterne konsulenter, de vil. Men i sidste ende vil det ikke have nogen som helst betydning for, hvor tusinder af statslige arbejdspladser ender henne i den nye udflytningsrunde.
Sådan lyder det fra minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V), der snart ventes at præsentere regeringens planer for hvor mange statslige arbejdspladser, der skal rykkes ud af København og hvilke kommuner, der skal huse de udflyttede institutioner.
21 Søndag har via flere aktindsigter og en rundspørge kunne afdække, hvordan kommunerne hver især har lavet et stort lobbyarbejde for at fremstille deres by attraktiv.
Knap to ud af kommuner har direkte henvendt sig til regeringen - enten skriftligt eller mundtligt - for at plædere for, at der skal arbejdspladser til deres kommuner.
Flere kommuner har ligeledes hyret konsulenter og kommunikationsbureauer med midler fra kommunekassen for at få vægtskålen til at tippe over til deres kommune.
Minister: Naturligt at borgmestrene gør en indsats
Og det er hævet over enhver tvivl, at kommunerne gør deres del for at gøre sig attraktive, fortæller Sophie Løhde. Men det ser hun ikke nødvendigvis som noget skidt tegn.
- Jeg kan godt mærke, at der blandt borgmestrene er en helt særlig interesse i forhold til, at vi har annonceret, at vi snart kommer med den næste store plan for udflytning af statslige arbejdspladser. Jeg synes også, at det er naturligt. Vil man ikke være en dårlig borgmester, hvis ikke interesserer sig for at gøre sig selv attraktiv?, spørger ministeren retorisk.
Er du overrasket over omfanget af det arbejde, kommunerne har udført. For eksempel er der nogle kommuner, der har hyret konsulenter?
- Jeg vil sige, at alle dem, der hyrer konsulentbureauer, det preller fuldstændig af på mig. Jeg synes, at kommunerne burde være mere optaget af at se på, hvad de kan tilbyde i stedet for at hyre alle mulige fancy konsulenter fra København, der skal fortælle, hvorfor medarbejdere skal flyttes ind i resten af landet i forhold til statslige arbejdspladser, siger Sophie Løhde.
Kommuner byder ind på specifikke styrelser
I materialet 21 Søndag har fået adgang til, fremgår det også, hvilke statslige arbejdspladser de forskellige kommuner har budt ind på.
Blandt de kommuner, der har gjort meget ud af det af, er Fredericia, som har udarbejdet en større folder, hvor de præsenterer kommunen.
I deres henvendelser til regeringen har de peget på mere end 25 styrelser, der vil passe til kommunen hermed flere af de mest attraktive som Energistyrelsen, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Fødevarestyrelsen.
Flere kommuner har også brugt betydelige kommunale skattekroner på at gøre deres kommune attraktiv i regeringens øjne.
For eksempel har TV2 blandt andet kunne fortælle, at Business Region Århus, som er en sammenslutning af 12 østjyske kommuner, har brugt 29.000 kroner om måneden fra 1. marts 2017 på lobbyister, der har været betalt af kommunale skattekroner.
Ligeledes har Jyllands-Posten kunne fortælle, at Tønder Kommune har betalt kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese 325.000 kroner for rådgivning blandt andet for at få de rigtige budskab ud.
Sophie Løhde, kommunerne hyrer vel kun konsulenter, fordi du har lagt op til, at de skal byde ind på arbejdspladserne?
- Kommunerne har valgt deres egen proces. For mig gør det ingen forskel, og det preller fuldstændig af på mig, at nogle fancy konsulenter har lavet noget fint materiale på glittet papir. Det er ikke det, som vi laver denne her plan ud fra, siger Sophie Løhde og fortsætter:
- Det er et kompliceret arbejde. Det er ikke nogle lette beslutninger, og der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed. I sidste ende skal vi hele tiden have for øje, at det afgørende er respekten for de medarbejdere, som sidder på de pågældende stillinger og arbejdspladser i dag.