Helene Arca smiler og rækker hånden frem, da hun glider op for enden af rulletrappen i DR Byen.
- Hej, jeg hedder Helene, siger hun og trykker DR's journalist i hånden.
Jeg troede ikke, at du måtte give hånd?
- Vi bor i Danmark, hvor man giver hånd, når man hilser på hinanden. Jeg har aldrig kunnet forstå, at nogle muslimer vælger ikke at give hånd, for jeg har ikke kunnet finde noget om det i koranen eller i profetens skrifter, siger Helene.
- Det bliver faktisk beskrevet, at han altid gav hånd, når han hilste.
31-årige Helene Arca er pæredansk, konverterede til islam som 16-årig og er med i DR1-programmet 'Når naboens datter bliver muslim'.
Hun er kommet til DR Byen for at tale om, hvilke praktiske udfordringer det giver hende i hverdagen at være udøvende muslim.
Tørklædet
Det er svært at komme uden om tørklædet. Den synlige hovedbeklædning har været genstand for megen diskussion i Danmark, og tørklædet giver da også visse udfordringer for Helene. Ikke så meget på grund af det praktiske.
- Det er lidt som et accessory. Der er nye farver og nye mønstre, og jeg ser ikke noget besværligt i det.
Men på grund af det, som tørklædet symboliserer. Og det kan være meget forskelligt fra person til person.
- Folk kan godt kigge lidt underligt, og jeg skal tit svare på, hvorfor jeg har det på. Nogle gange kan det være lidt svært at svare på alle spørgsmål, for det kan også komme til at handle om ISIS (Islamisk Stat, red.). Så jeg skal tit redegøre for nogle ting, som jeg ikke har noget med at gøre, siger Helene.
Bøn
Allah kræver Helene og andre muslimers nærvær fem gange om dagen, og det kan godt være lidt stressende at få mast fem gange bøn ind i en hverdag som sygeplejerske.
- Det ville være løgn at sige andet, for man går og tænker på, at man skal have gjort det, selv om man skal en masse andre ting. Så jo, det kan godt være stressende.
Hver bøn tager 3-5 minutter og kræver en afvaskning inden.
- Man skal rense hænder, ansigt, mund og fødder. De steder, der kan blive beskidte, men du skal ikke stå og tage et helt bad. Så føler man sig også frisk og veloplagt bagefter.
Egentlig skal bønnen foregå på et tæppe med ansigtet mod Mekka.
Men:
- Jeg lægger mig ikke på et tæppe, når jeg er i det offentlige rum. For det første, synes jeg, det er krænkende. For det andet har jeg ikke brug for den opmærksomhed. Det er ikke en ting mellem mig og alle. Det er en ting mellem mig og gud.
Det med Mekka vægter ifølge Helene ikke så højt.
- Der følger jeg det citat fra koranen, der siger, at man, når man er ude, sagtens kan bede stående, ridende eller siddende, og at det ikke er vigtigt, hvordan man vender sig. Det er det, når du ved, hvor Mekka ligger. Når du ikke ved det, så er det vigtigt, at du bare får bedt.
Så det gør Helene ofte foran computerskærmen, når hun passer sit arbejde på Amager Hospital.
- Så tror folk bare, at jeg sidder og kigger på skærmen.
De praktiske udfordringer bliver overgået af det, Helene får ud af bønnen.
- Det er meget spirituelt og lidt yoga-agtigt. Man får samlet tankerne og kommer i gang med dagen. Og sådan er det også, når man har haft en rigtig stressende dag, hvilket man tit har på sygehuset. Når man kommer hjem, så er det bare at koble alt fra og bede, siger den 31-årige mor til to.
- Man får hele kroppen og sjælen i ét. Sådan føler jeg det, når jeg beder. Jeg kommer lige væk i fem minutter.
Gris og øl
Hold jer fra svin og alkohol! Det er ikke godt for jer.
Koranen er klar på det område. Ingen kølig pilsner og ingen leverpostej med bacon. Det sidste kan godt være lidt ærgerligt, når ens farmor er opvokset på en gård med grise og selv lavede postejen til stor nydelse for den kristne Helene.
- Jeg har engang imellem savnet en leverpostejmad med rødbede, men smagen er næsten glemt, og det er ikke så vigtigt for mig, konstaterer Helene.
Det kød, som Helene kommer i munden skal være halal-slagtet, og det meste slik er no-go for konvertitten, for det indeholder oftest svinefedt, og så kan det godt være en udfordring for hende at gå til en buffet.
- Det kan være lidt svært, hvis man synes, at noget ser lidt lækkert ud, og der så er baconstykker i.
Udover det med grisen, der ifølge koranen ikke er god for mennesker, så er hensynet til kokken, når Helene er ude hos venner eller familie og spise, som regel større end hensynet til, at maden er lavet på den helt rigtige måde.
- Profeten (Muhammed, red.) siger, at når man er ude, så spiser man med velbehag det, som andre har lavet, så længe det ikke er svin. Det hører ikke til islam at såre mennesker på den måde, siger Helene.
At holde sig fra alkohol er ikke det store problem for konvertitten.
- Jeg synes faktisk selv, at jeg er meget underholdende uden at drikke alkohol. Jeg har det altid sjovt.
Savner følelsen af hav på huden
I det hele taget synes Helene Arca ikke, at det er så besværligt at praktisere islam, som det måske kan virke til.
- Jeg synes generelt ikke, at der er så mange regler. Det er nok mere, når man ser det udefra.
Hun tager måske heller ikke alle islams regler så bogstaveligt, som man kan gøre. For eksempel kan det godt være svært at få bedt på de helt rigtige tidspunkter, når kanyler, medicin og patienter skal passes.
- Så skal man bare sige til sig selv, at man aldrig bliver straffet for at gøre noget andet i en god mening. Når jeg arbejder, tjener mine egne penge og hjælper syge mennesker, så kan jeg bede bagefter, og det er også helt okay, siger sygeplejersken.
For en kvinde, der ikke har været muslim i hele sit liv, kan det dog være svært at forene sig med tanken om, at hun skal trække i en burkini, hver gang hun skal i bølgen blå med sin mand og to drenge.
- Jeg kunne godt tænke mig at kunne hoppe i havet uden at skulle have en dragt på. Jeg savner at mærke vandet på huden. Det er ikke sådan, at det hele bare dirrer på mig, og jeg tænker, at jeg bare skal gøre det. Men det kan jeg godt savne.
https://www.boombox.com/c/quiz/316396/islam-eller-kristendom