- Integration fungerer ikke, og Integrationsministeriet kan lige så godt lukke.
Den egyptiskfødte civilingeniør Cherif El-Ayouty, 71, har, siden han kom til Danmark for 50 år siden, udviklet stærke holdninger til indvandring og integration.
- En rigtig integrationsindsats er, når hver eneste indvandrer, der kommer ind i landet - uanset om det er en muslim, kristen eller buddhist - integrerer sig selv, ligesom jeg og tusinder andre, der kom her til landet for 30, 40, 50 år siden, har gjort det, siger Cherif El-Ayouty.
Den indvandringskritiske danskegypter er udlændinge- og integrationsordfører i det højreorienterede parti Dansk Samling og medvirker i DR-dokumentaren 'Patrioten og Venligboeren'.
DR har sat ham stævne i en debat, hvor han møder venligboeren Mads Nygaard, der er en af de to hovedkarakterer i 'Patrioten og Venligboeren'.
Det er især indvandrernes personlige ansvar, der ligger Cherif El-Ayouty på sinde, og han mener, de frivillige i Venligbo-bevægelsen er med til at give flygtningene en sovepude.
- De er blåøjede. De kan ikke se sandheden, siger Cherif El-Ayouty.
- Det er en fuldstændig fejlopfattelse af, hvad det er, vi yder. Vi skaffer et netværk, og der er ikke nogen, der siger 'nu skal du være min ven', det bliver lagt ud til den enkelte, svarer Mads Nygaard.
Se debatten mellem de to i tv-klippene herover.
Med i debatten er også Helene Arca, 31, der er konvertit og medvirker i andet afsnit af DR's reportageserie 'Når naboens datter bliver muslim'.
Du kan selv udfordre Cherif El-Ayouty og Helene Arca, når de kl. 14 i dag sidder klar til at debattere med brugerne på dr.dk. Det er på dr.dk/debat.