27-årige Michelle Willumsen fra Søborg er muslim.
Hun konverterede fra kristendommen til islam som 12-årig og begyndte at gå med tørklæde tre år senere.
Michelle Willumsen har valgt at dele sine tanker og oplevelser om at konvertere i programmet ’Når naboens datter bliver muslim’.
Kvinderne er bange
Michelle Willumsen vil gerne vise, at hendes liv ikke er meget anderledes end andres, selvom hun er konverteret.
Men mange danske konvertitter ligesom Michelle Willumsen passer på med at stå frem.
Lisbet Barret og Vibeke Heide-Jørgensen fra DR Fakta har lavet programmet og fortæller, at de har skrevet til mange med blå øjne og tørklæde på blandt andet Facebook.
- Mange svarer ikke, mens nogle tænker over det noget tid og siger så nej tak, fordi de er bange for, hvordan de bliver fremstillet, siger Vibeke Heide-Jørgensen.
Nogle af kvinderne bliver råbt af
Brian Arly Jacobsen er religionssociolog ved Københavns Universitet.
Han fortæller, at nogle kvindelige konvertitter oplever, at de bliver fremstillet forkert.
- De oplevelser, jeg hører om, er, at nogle af de her kvinder bliver spyttet på, bliver råbt af eller får hevet deres tørklæde af af andre, de møder, siger Brian Arly Jacobsen.
Ifølge Brian Arly Jacobsen findes der ikke præcise tal på, hvor stort omfanget af problemet er.
Hør Michelle Willumsen forklare, hvorfor hun har valgt at deltage i programmet 'Når naboens datter bliver muslim' i videoen ovenfor.