Historien begynder i januar 2015, hvor den dengang 18-årige gymnasieelev Michael, ifølge hans egen forklaring, trues til at udlevere sine identitetspapirer til en gruppe mænd.
Michael meldte straks afpresningen til politiet, der fortsat efterforsker sagen. Af hensyn til sin egen sikkerhed ønsker Michael ikke at stå frem med sit rigtige navn.
Fire måneder efter identitetstyveriet googlede Michaels mor sin søns navn og fik et chok.
- Hans navn dukkede op i et link til erhvervsdatabasen Biq, hvor han står opført som ”fuldt ansvarlig indehaver” – altså direktør - i et byggefirma. Vi var totalt rystede, for han kender absolut intet til dette firma. Han er jo bare gymnasieelev, siger Michaels mor Birgit Sode, der er statsautoriseret revisor.
Firma oprettet tre dage efter tyveri af id
I erhvervsdatabasen Biq stod byggefirmaet indtil for få dage siden stadig opført som aktivt, og Michael stod stadig som indehaver. Michael bad først Erhvervsstyrelsen opløse firmaet,efter at DR havde fået fuld aktindsigt i sagen.
Det fremgår af erhvervsdatabasen, at firmaet er oprettet tre dage efter at Michael mistede sine identitetspapirer.
- Alt tyder jo på, at den unge mands identitetspapirer lynhurtigt er brugt til at oprette byggefirmaet, og at han er sat ind som stråmand. Sådanne firmaer bruges typisk til at svindle med moms, siger momsdirektør Søren Engers Pedersen fra konsulentvirksomheden TimeTax.
Advarede myndigheder om det falske firma
Det var 21. maj 2015, at Birgit Sode opdagede, at Michael stod registreret som direktør i byggefirmaet. Samme aften skrev hun til Skats sladrehankstjeneste.
- Jeg skrev til Skat, at min søn intetanende stod som den, der havde oprettet firmaet, og at det var oprettet kort tid efter, at han blev truet til at udlevere sine identitetspapirer. Jeg oplyste firmaets navn og adresse og CVR-nummer, fortæller Birgit Sode til DR.
Få dage senere meldte Michael det falske firma til Københavns Vestegns Politi. Han bad politiet efterforske, at hans stjålne identitet var blevet misbrugt til at oprette firmaet. Michael opgav firmaets navn, adresse og CVR-nummer.
DR er i besiddelse af såvel moderens anmeldelse til Skat som Michaels anmeldelse til politiet.
Firmaets e-mailadresse deles af to rockerklubber
Byggefirmaet har adresse et sted på Københavns Vestegn, og det fremgår af erhvervsdatabasen Biq, at der på samme adresse ligger et andet byggefirma. De to firmaer deler ikke bare fysisk adresse. De har også samme e-mailadresse.
DR’s Undersøgende Databaseredaktion har efterfølgende opsporet, at to københavnske rockerklubber samt en person med forbindelser til rockermiljøet har samme e-mailadresse som de to byggefirmaer på adressen – altså også det firma, som Michael ufrivilligt er direktør for.
- Alt tyder på, at dette firma er oprettet med det ene formål at snyde i moms. Vi ser ofte, at rockere og bander opretter disse dækfirmaer, og når der så skal betales moms, så er firmaet lukket, og den ansvarlige direktør – i dette tilfælde Michael – kender intet til firmaet, siger momsdirektør Søren Engers Pedersen fra konsulentvirksomheden TimeTax.
DR har skrevet til e-mailadressen og bedt om at få oplyst, hvorfor Michael er indsat som direktør i et firma, han intet kender til. DR har dog ikke fået svar.
- Jeg er rystet over, at min søns ”firmas”e-mailadresse deles af rockerklubber, og det bestyrker mig i mistanken om, at det er et stort svindelnummer, hvor min søns stjålne ID er brugt til at lave et fupfirma, der bruges til momssvindel, siger Birgit Sode.
Skat lod sagen ligge
Det fremgår af DR’s aktindsigt i sagen, at Skat få dage efter Birgit Sodes anmeldelse i maj 2015 skrev til firmaet og oplyste, at firmaet var blevet anmeldt for at have en falsk direktør samt at firmaets opgivne telefonnummer ikke eksisterede.
Skat bad i brevet firmaet om straks at ændre disse oplysninger hos Erhvervsstyrelsen.
Da brevet nogen tid efter kom retur til SKAT med stemplet ”Ubekendt på adressen”, foretog Skat sig ikke yderligere.
- Det er jo yderligere mistænkeligt, at brevet kommer retur med stemplet ”Ubekendt på adressen” og at firmaets telefonnummer ikke eksisterer. Dette skulle netop have fået Skat til at efterforske firmaet nærmere. I stedet henlægger Skat sagen, og det er stærkt kritisabelt, siger direktør Søren Engers Pedersen fra TimeTax.
Michaels mor Birgit Sode er forarget over, at Skat ikke har undersøgt sagen ordentligt.
- Først får Skat et klokkeklart tip om, at et navngivent firma bruger en intetanende 18-årig dreng som direktør – en dreng, som tre dage før firmaets oprettelse blev truet til at udlevere sine identitetspapirer. Så kommer Skats brev til firmaet retur, fordi firmaet ikke eksisterer på adressen, og endelig eksisterer firmaets telefonnummer ikke. Alle alarmklokker bimler løs, så det er under al kritik, at Skat lader sagen ligge, siger hun.
Forskudsregistreres som direktør trods advarsel
Selv om Skat altså har fået oplyst, at Michael er indsat som falsk direktør i byggefirmaet, så har Skat alligevel forskudsregistreret Michael, som om han var direktør for firmaet.
I en intern mail i Skat, som DR har fået aktindsigt i, skriver en medarbejder fra Skats Person- og Datakontrolafdeling, at Michael er blevet forskudsregistreret med en foreløbig fastsat momsrestance på godt 26.000 kroner samt et forventet overskud af egen virksomhed på 50.000 kroner.
Konsekvensen er, at gymnasieeleven Michael i 2016 har fået forhøjet sin trækprocent og sænket sit fradrag, fordi han er registreret som direktør i byggefirmaet.
- Det her er virkelig noget rod. Skat ved jo, at han ikke er direktør i firmaet, men i stedet for at opklare sagen, forskudsregistrerer Skat ham, som om han er direktør, siger Søren Engers Pedersen fra TimeTax.
Skat: Vi kommenterer ikke konkrete sager
DR har stillet Skat en række spørgsmål om, hvorfor sagen ikke er blevet bedre undersøgt og hvorfor Skat forskudsregistrerede Michael som om han var direktør for firmaet, når Skat udtrykkeligt havde fået at vide, at dette ikke er tilfældet.
Men Skat henviser til sin tavshedspligt.
- Skat er underlagt en udvidet tavshedspligt og kan derfor ikke udtale sig om sagsbehandlingsskridt i konkrete sager. Vi kan i den forbindelse oplyse, at det er politiet, der efterforsker og opklarer identitetstyveri, siger underdirektør i Skat, Lisbeth Rasmussen.
Hun oplyser også, at personers forskudsregistrering bliver lavet på baggrund af tidligere selvangivne oplysninger, herunder oplysninger om overskud af virksomhed, med mindre en person selv indberetter oplysninger til sin forskudsregistrering.
- Det giver jo ikke mening at sige, at personers forskudsregistrering bliver lavet på baggrund af tidligere selvangivne oplysninger, for den unge mand har jo netop ikke oplyst, at han ejer et firma. Tværtimod har han oplyst, at han IKKE ejer firmaet, siger direktør Søren Engers Pedersen fra TimeTax.
Politiet henlagde sagen uden at efterforske
Heller ikke Københavns Vestegns Politi har brugt kræfter på at afsløre fup-firmaet. Michael anmeldte sagen til politiet 29. maj 2015, og DR’s aktindsigt i sagen viser, at politiet den 14. juli 2015 gav den stemplet ”Henlagt”.
Politiet forklarede i første omgang overfor DR den manglende efterforskning med, at Michael ikke selv har lidt et økonomisk tab, og derfor kan han ikke melde misbruget af sit navn til politiet.
Men for få dage siden vendte Politiet tilbage til DR. Nu beklager politiet sagen og vil efterforske den.
- Borgeren har ikke fået den rette vejledning, da han søgte at anmelde forholdet. Det beklager vi og vil hurtigst muligt kontakte manden samt genoptage sagen, siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Vestegns Politi.
Han bedyrer endvidere, at politiet siden denne sag har ændret procedure, så lignende sager fremover vil blive efterforsket.
Moms-eksperter: Myndighederne må samarbejde
Men ind til DR gik ind i sagen mente politiet altså, at det var Skat der burde efterforske, hvordan Michael er endt som direktør i et byggefirma med sandsynlige rockerrelationer efter at han blev truet til at udlevere sine identitetspapirer. Derfor havde politiet henlagt sagen uden at efterforske.
Skat mener, at det er politiet, der skal efterforske identitetstyveri. Så Skat henlagde også sagen uden at efterforske.
Det er, ifølge en momsekspert fra Revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte, ikke særligt smart.
- Det er vigtigt, at myndighederne påtager sig ansvaret for at efterforske sager, hvor der er mistanke om, at stjålne identitetsoplysninger bruges til at svindle med blandt andet moms, siger partner i Deloitte, Lars Loftager Jørgensen.
Antallet af såvel identitetstyverier som sager, hvor der ved hjælp af stjålne identitetsoplysninger svindles med blandt andet moms, stiger. Det stiller øgede krav til myndighederne.
- Myndighederne må koordinere indsatsen mellem sig, således at sådanne sager ikke falder mellem to stole, siger Lars Loftager Jørgensen til DR.
Også momsdirektør Søren Engers Pedersen fra konsulentvirksomheden TimeTax opfordrer myndighederne til at samarbejde om at komme momssvindel til livs.
- Det er et stigende problem, at identitetsberøvede og intetanende personer indsættes som stråmænd i firmaer, der bruges til momssvindel og kædesvig. Så nu må myndighederne finde ud af at arbejde sammen om at efterforske disse sager i stedet for bare at henlægge dem, siger Søren Engers Pedersen.