Det er direktøren og bestyrelsen, som drages til ansvar, hvis et selskab går konkurs med en stor gæld og flere kriminelle forhold.
Men når selskabet er designet til at snyde og bedrage, står der altid en stråmand i spidsen, fordi så kan bagmændene være svære at stille til ansvar. Et sådan selskab kaldes populært for et skraldespandsselskab:
- Et skraldespandsselskab er et rigtig godt navn, fordi idéen med selskabet er, at det er startet for at gå neden om og hjem med en hel masse gæld, siger Lars Bo Langsted, der er professor ved Aalborg Universitet og forsker i økonomisk kriminalitet.
Gælden oparbejdes
Men til det skal der bruges et navn:
- Man vil typisk gøre det, at man indsætter en stråmand, én der ikke reelt har noget med selskabet at gøre, men der skal bare være et navn, for ellers kan man ikke få registreret et selskab, fortæller Lars Bo Langsted.
Og så kan de kriminelle ellers slå gækken løs:
- Tanken er, at man opretter et selskab, hvor man oparbejder gæld. Det kan være til staten, og det kan være til private, og så skal det på et tidspunkt gå nedenom og hjem, så staten ikke får sine penge, eller dem man ellers skyldte penge, ikke får dem, siger han.
Direktør af navn
Når en kurator går i gang med et konkursbo, og der er mistanke om kriminelle forhold, ender det ofte med, at en stråmand sidder i Skifteretten intetanende om det selskab, som stråmanden står i spidsen for:
- En stråmand er en person, der bliver sat ind i et selskab af navn men ikke af gavn. Han får titlen som direktør eller bestyrelsesformand, eller hvad det nu kan være, men meningen er ikke, at han skal blande sig. Det er andre, der bestemmer. Når man har brug for en stråmand, så er det for at få registreret selskabet; det er for at have nogle navne at sætte på i forhold til de offentlige myndigheder, siger Lars Bo Langsted.
Der findes ikke noget offentligt register over omfanget af stråmænd i danske virksomheder.
Men både professorer og politiet fortæller, at det oftest er tilfældet, når der er foregået svindel i et selskab:
- Det er typisk folk, som ikke aner, hvad det er, de går ind til. Det kan være folk nede fra den lokale bodega, det kan være udlændinge, som måske ligefrem er fragtet til landet for at agere stråmand. Det, de får ud af det, er typisk nogle kontanter; de får måske fem eller titusinde kroner for at lægge navn til, forklarer Lars Bo Langsted.
Identitetstyveri kan blive opdaget
Der er også tilfælde, hvor stråmanden ikke har kendskab til, at vedkommende pludselig er direktør for et selskab. Så er der tale om identitetstyveri, men det er kriminelle mere varsomme med, forklarer Langsted:
- Man kan også indsætte stråmænd med en identitet, som man har stjålet. Det er lidt farligere, fordi den, der har fået stjålet sin identitet, vil råbe vagt i gevær, og man risikerer, at myndighederne finder ud af det og konkluderer: ’jamen det er en stjålet identitet, der er anvendt som stråmand til identiteten’. Så det er lidt farligere, siger han.
Udviklingen i typen af stråmand er i høj grad gået i retning af, at mange af de stråmænd, som vi ser i dag, er østeuropæere, det er rumænere.
- Ofte er det folk, som kommer hertil som gæstearbejdere eller måske oven i købet bliver transporteret hertil for at leve kummerligt, lave usselt arbejde til en meget lav løn, og så bruger man deres identitet til forskellige typer af stråmandsvirksomhed, siger Lars Bo Langsted.
Forklaringen er simpelthen, at rumænere er sårbare, fordi de er villige til at gå langt for at hæve deres egen levestandard, er Lars Bo Langsteds vurdering:
- Det har noget at gøre med leveforholdene: hvem kan man få til at komme herop? Hvilke EU-borgere har vi? Det er nemmere, så længe det er inden for EU. Det bliver sværere, når vi taler tredjelandsborgere.