Politikere: Myndigheder svigtede i sag om identitetstyveri

Politi og Skat burde have efterforsket anmeldelser om, at en ung mands mistede identitetspapirer blev brugt til at indsætte ham som indehaver af et tvivlsomt byggefirma. Det siger flere politikere.

(Foto: © GRAFIK: Mads Rafte Hein, (c) DR)

Historien om gymnasieeleven Michael, der ifølge hans egen forklaring blev truet til at udlevere sine identitetspapirer og senere opdagede, at de var brugt til at indsætte ham som indehaver af et tvivlsomt byggefirma, får nu flere politikere til at reagere.

- Det er en fuldstændig grotesk sag, hvor offentlige myndigheder har svigtet på stribe, siger De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen.

- Her bruges identitetstyveri givetvis som led i organiseret kriminalitet. Det skal Skat og politi jo slå ned på. Men myndighederne svigter tilsyneladende fælt i sagen, siger Socialdemokraternes skatteordfører Jesper Petersen.

Sagen er landet mellem to stole

Sagen handler om en 18-årig gymnasieelev, der i januar 2015 ifølge hans egen forklaring blev truet til at udlevere sine identitetspapirer til en gruppe mænd.

Nogle måneder senere opdagede drengens mor ved en tilfældighed, at drengen stod som indehaver og direktør for et mindre byggefirma. Familien bad såvel Skat som politiet om at efterforske sagen, men begge myndigheder henlagde sagen.

Folketingspolitikere fra begge sider af salen er forargede.

- Det er helt uacceptabelt. Identitetstyveri er et meget ubehageligt overgreb, og når der så ikke sættes en stopper for det, så er det så meget desto værre, siger SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

- Skat og politiet skulle have grebet ind meget tidligere og taget det mere seriøst, at en ung mands identitet bliver stjålet og får smadret et ungdomsliv, siger Brian Mikkelsen fra De Konservative.

- Det er en helt grotesk sag, hvor Skat og politi efterlader en uskyldig ung mand i en urimelig situation. Det er ham, der er offer for en kriminel handling. Politi og Skat får endda et klart tip og viden om, hvordan sagen forholder sig. Men alligevel er den ikke blevet løst, siger Jesper Petersen fra Socialdemokratiet.

Politikere: Skat og politi skal forbedre samarbejdet

I denne sag vurderer politiet i første omgang over for DR, at Skat burde have efterforsket sagen. Omvendt siger Skat, at det er politiet, der efterforsker identitetstyveri. Københavns Vestegns Politi vendte dog få dage før denne artikels offentliggørelse tilbage til DR og beklager nu forløbet.

Politiet vil nu – et år efter anmeldelsen – alligevel efterforske sagen.

Hele sagen efterlader ifølge en momsekspert fra revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte borgeren i en urimelig situation.

- Det er ikke rimeligt, at borgeren står tilbage med problemet. Hvis eksisterende regler ikke giver et klart svar på, hvilken myndighed, der har ansvaret, så bør det hurtigst muligt sikres, at sådanne regler kommer på plads, siger partner og momsekspert hos Deloitte, Lars Loftager Jørgensen.

Og det er SF`s skatteordfører enig i.

- Jeg har adskillige gange spurgt både skatteministeren og justitsministeren, om der ikke burde etableres et bedre samarbejde mellem Skat og Politi. På baggrund af denne sag vil jeg nu gøre det igen, siger Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

Også Brian Mikkelsen (K) vil på baggrund af sagen henvende sig til de to ministre.

- Det skal der strammes op på, og jeg vil opfordre justitsministeren og skatteministeren til at indskærpe overfor politi og Skat, at sådanne anmeldelser skal tages seriøst og følges til dørs, siger De Konservatives skatteordfører.

Minister: Jeg bliver dybt forarget

Politikere fra begge sider af salen vil altså nu spørge ind til myndighedernes manglende behandling af borgeres tips om identitetstyveri.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil ikke kommentere den konkrete sag eller besvare DR's spørgsmål om, hvorfor Skat ikke efterforsker en sag, hvor en borger selv opdager svindlen og fortæller Skat om det.

Men alligevel er ministeren forarget.

- Jeg bliver altid dybt forarget, når jeg hører om sådanne sager, hvor helt sagesløse mennesker tilsyneladende bliver udnyttet. Og hvis myndighederne – uanset hvem det måtte være – har begået fejl, forventer jeg naturligvis, at der bliver rettet op på dem, siger skatteministeren til DR.

Karsten Lauritzen satte i januar i år gang i en øget kontrolindsats overfor momssvindel.

-Regeringen har styrket indsatsen mod momssvindel. Vi ved, at svindlerne er dygtige, og derfor skal myndighedernes indsats også være effektiv, lyder det fra skatteministeren.