Det er nemt at oprette et enkeltmandsfirma i Danmark. Man skal bruge navn og personnummer på direktøren samt NemID med nøglekort.
Har man det, tager det fem minutter at oprette firmaet via nettet og få et CVR-nummer på www.virk.dk.
Og det er for nemt, mener to momseksperter. Konsekvensen er nemlig, at det ikke blot er nemt for lovlydige borgere, der vil oprette virksomhed, men også for lyssky svindlere, der benytter falske direktører i firmaer.
- Identitetstyveri bliver mere og mere udbredt, og vi nærmer os et punkt, hvor man ved registrering af en virksomhed bør forlange, at den registrerede direktør møder personligt op hos myndighederne med identitetspapirer før registrering af virksomheden godkendes, siger momsdirektør i TimeTax, Søren Engers Pedersen.
Rockerklubber deler mail med falsk firma
DR's Undersøgende Databaseredaktion har i historien om Michael vist, hvordan stjålne identitetspapirer blev brugt til at oprette et byggefirma, der har samme e-mailadresse som to københavnske rockerklubber.
Og adskillige sager viser, at blandt andre rockerklubber gribes i at oprette dækfirmaer med det formål at begå momssvindel.
- Det er en meget alvorlig kriminalitetsform, som kan bruges af organiserede kriminelle til for eksempel momssvindel. Samfundet bliver snydt for mange penge, når Skat og Politiet ikke reagerer på en anmeldelse, siger de Konservatives skatteordfører Brian Mikkelsen.
Ekspert: Skrappere krav vil mindske svindel
Også momsekspert Lars Loftager Jørgensen fra Revisions- og Rådgivningsfirmaet Deloitte mener, at det er for nemt at registrere en virksomhed udelukkende over nettet.
- Hvis vi i Danmark – i lighed med andre lande – stillede krav om yderligere dokumentation, når nogen vil oprette et enkeltmandsfirma, så ville det besværliggøre og formentlig mindske den form for svindel, som vi ser i denne sag. Det kunne være i form af egentlig notarpligt, hvor direktøren skal møde frem og identificere sig, eller det kunne være via en advokat eller revisor, der har en offentlig bestalling, siger Lars Loftager Jørgensen.
Politikere positive overfor at stramme krav
Ifølge Erhvervsstyrelsen oprettes der hvert år cirka 29.000 nye enkeltmandsvirksomheder, og flere politiske partier er positive overfor at stramme kravene til identifikation ved oprettelsen af netop enkeltmandsvirksomheder.
- Det synes jeg lyder som en fornuftig ide, som jeg umiddelbart er positiv overfor. Men vil godt have undersøgt konsekvenserne først, så vi sikrer, at det stadig er nemt at være iværksætter og oprette virksomhed, siger tidligere Økonomi- og Erhvervsminister Brian Mikkelsen fra De Konservative.
Også SF lægger vægt på, at det fortsat skal være nemt at oprette et firma.
- Men jeg synes godt, at man kunne forlange, at man møder op og bekræfter sin identitet. Det kunne eventuelt ske på borgerservice, ligesom når man skal have nyt pas. Det er et helt minimalt besvær, og hvis det løser problemer er det fint, siger SF's skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen.
Socialdemokraternes skatteordfører Jesper Petersen er ærgerlig over, hvis nogle få personers misbrug og svindel skal gøre det lidt sværere for ærlige borgere at oprette en virksomhed.
- Jeg er ikke klar til at drage konklusionen endnu, men problemet med momssvindel, som vi har diskuteret med regeringen i efteråret, og en sag som Michaels gør indtryk, siger Jesper Petersen.
Minister vil undersøge om sikkerhed kan styrkes
Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen (V) lægger vægt på, at det skal være nemt at drive virksomhed i Danmark.
- Det er samtidig vigtigt, at vi har en fornuftig sikkerhed omkring vores virksomheder. Registrering af enkeltmandsvirksomheder sker ved brug af NemID, og den eller de, der registrerer en enkeltmandsvirksomhed, efterlader sig derfor et digitalt spor, som kan efterforskes af politiet, siger Troels Lund Poulsen.
I sagen om Michael fik såvel Skat som politiet for et år siden at vide, at en enkeltmandsvirksomhed var blevet oprettet med Michaels NemID få dage efter, at den unge mand blev truet til at udlevere sin NemID med kode til en gruppe mænd. Hverken Skat eller Politiet efterforskede sagen.
Sagen gør indtryk på ministeren.
- Vi holder hele tiden øje med balancen mellem, at det skal være nemt at drive virksomhed og hensynet til sikkerheden. Derfor vil vi også undersøge, hvordan sikkerheden omkring enkeltmandsvirksomheder kan styrkes i lyset af denne sag, siger Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen.
Han påpeger også, at Erhvervsstyrelsen i sager om identitetstyveri kan slette en virksomhed fra CVR-registeret, hvis den forurettede oplyser, at han intet kender til virksomheden.
Dette har Erhvervsstyrelsen gjort Michael opmærksom på kort tid efter, at DR gjorde styrelsen opmærksom på sagen, og Michael har nu afmeldt firmaet.