'Rynker bør blot angive, hvor smilene har været.'
Ordene er Mark Twains, og de indleder en ny bog om sund alderdom, 'Det gode seniorliv', som er skrevet af tre forskere fra Center for Sund Aldring ved Københavns Universitet.
- Vi lever længere, og der er heldigvis mange gode år i ældrelivet. Vi vil væk fra, at det er et problem at blive ældre, og i stedet fokusere på, at ældrelivet kan være smukt, værdigt og produktivt, siger en af forfatterne, ph.d. og lektor i etnologi, Astrid Pernille Jespersen.
Musklerne skal holdes ved lige
- Men når man bliver ældre, har man været i sin krop i rigtig mange år, og der går nogle biologiske processer i gang, som kræver opmærksomhed. Muskelmassen skal holdes ved lige, hvis man vil blive ved med selv at bære sine indkøbsposer, tage trapperne eller gå ture med sine børnebørn. At kunne gøre den slags dagligdags ting betyder rigtig meget.
Forskningen viser, at gode, sociale relationer ikke alene giver større livskvalitet, men også forlænger livet.
- Vi ved, at det gode liv handler om 'os' og 'vi'. Det sociale er meget vigtigt, hvad enten det handler om et godt venskab, en stærk familie eller en klub, man kommer i. Der er en direkte og meget klar forbindelse mellem den sunde krop og gode, sociale relationer. Isolation er et problem for de ældre, der rammes af det, uanset deres livsvilkår i øvrigt, fortæller Astrid Pernille Jespersen.
Store omvæltninger
Ældrelivet består af mange dramatiske omvæltninger, når man for eksempel trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, skifter bolig eller mister sin ægtefælle. Derfor er det vigtigt at ruste sig til at komme gennem de forskellige livsomvæltende begivenheder.
- 'Resten af livet' er blevet længere, og det kræver et beredskab at vedligeholde det liv, man gerne vil leve. Det handler ikke om, at man skal stræbe efter den unge krop, men om at se det smukke i alderdommen og ruste sig til de forandringer, der kommer i den livsfase, siger Astrid Pernille Jespersen.
Hun understreger, at det aldrig er for sent at træne både kroppen og de sociale relationer.
Gode råd om sund aldring:
- •
Styrk dine muskler. Fra 50-årsalderen mister vi cirka en procent af vores muskelmasse om året og endnu mere muskelstyrke. Derfor er det vigtigt at lave styrketræning
- •
Spis masser af protein, som er vigtige byggesten til musklerne. Sørg for at få proteiner i alle dine måltider fra for eksempel magert oksekød, tun, kikærter, mandler eller svinekoteletter
- •
Find og hold motivationen. Træn på faste tider og sammen med andre, du glæder dig til at være sammen med. Opsøg viden om, hvorfor træning og proteinrig kost er vigtigt for din sundhed og velvære.
- •
Opsøg sociale relationer. Gode sociale relationer forlænger livet - opsøg derfor aktiviteter sammen med andre. Inviter familie og venner på besøg eller kontakt gamle venner og bekendte.