Hjælpere kan styrke din motivation til træning

Mennesker, viden og digitale værktøjer kan give din træning mere spænding og variation.

Der findes et hav af hjælpemidler til at holde motivationen til træning oppe. Gadgets, telefonapps, sociale medier, personlige trænere, holdkammerater, fællesskaber er bare nogle af dem. (© SCANPIX)

Uanset om du er nybegynder eller har motioneret i årevis, så har de fleste brug for lidt inspiration til at gøre træningen god og sjov.

- Det er fuldstændig almindeligt at bruge træningshjælpere til at holde motivationen oppe, siger Henning Langberg, der er professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og lige har været med til at skrive bogen ’Motivation – nå i mål med din træning!’.

I bogen er der otte forslag til forskellige træningshjælpere, som du kan prøve af, hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med træning, eller hvis du brug for ny inspiration:

1) Holdtrænere

I foreninger, klubber og på hold i fitnesscentre er der trænere og instruktører, der har tilrettelagt et program. Udover at hente inspiration i deres øvelser og træningsmetoder kan du også stille dem spørgsmål om din egen træning.

2) Træningsvejledere

I nogle fitnesscentre kan du få tildelt en gratis træningsvejleder, der kan hjælpe dig med at lave et træningsprogram og vise dig, hvordan udstyret fungerer.

3) Personlige trænere

Du kan hyre en personlig træner til at hjælpe dig gennem et træningsforløb. Personlig træner er ikke en beskyttet titel, og der er stor forskel på deres uddannelse og erfaring, så vælg med omhu.

4) Ambassadører

Mentorer eller ambassadører er personer, som frivilligt deler ud af deres erfaring og hjælper andre med træning.

5) Træningskammerater

Det kan være en stor hjælp at træne sammen med andre på dit eget niveau, der har samme alder, interesser og baggrund. Det kan både være gamle venner eller personer, du møder i dit fitnesscenter eller din idrætsforening. Når man har en aftale med andre, så er det også sværere at springe fra træningen.

6) Bøger og magasiner

Der findes mange gode bøger og magasiner om træning. Få anbefalet nogle stykker af venner, trænere eller på biblioteket.

7) Internettet

Også digitalt findes der et ocean af viden om træning. På nettet kan du for eksempel finde gode råd og træningsprogrammer i tekst eller på video. På sociale medier og motions-fora er der mange personer, der deler ud af deres erfaringer.

8) Teknologi

Der findes også et utal af teknologiske hjælpemidler, som for eksempel apps til din smartphone, der kan hjælpe med kalorieberegning, ruteplanlægning, træningsdagbog osv. For mange er gadgets som pulsure, hastighedsmålere osv. også motiverende.