Danmark var bedst i første halvleg, men Norge var bedre i både anden halvleg og den forlængede spilletid.
De forsvarende norske verdensmestre er klar til VM-finalen efter en dramatisk sejr på 29-28 over Danmark i fredagens semifinale.
Danmark gik til pause foran 14-9, men i anden halvleg ventede et sandt drama. Efter de 60 minutter var alt lige, 23-23, takket være et veleksekveret straffekast fra Kristina Jørgensen med få sekunder igen.
I den forlængede spilletid trådte Team Esbjerg-stjernen Henny Reistad i karakter og sikrede med sin 15. scoring Norge en smal, men vital sejr.
DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen har ageret censor og bedømt det danske landshold for indsatsen mod Norge.
Dyk ned i karaktererne og bedøm selv de danske spillere herunder:
Althea Reinhardt: 10
- Imponerende og fantastisk kamp fra Althea Reinhardt. Hun var medvirkende til, at det norske hold var så lang tid om at komme op på siden af Danmark i en anden halvleg, hvor det danske hold sled angrebsmæssigt.
- I første halvleg stod der Althea Reinhardt på stort set det hele, og hun var tæt på at være den altafgørende spiller i semifinalen i Norge. Hun endte kampen med 13 redninger og en redningsprocent på 38.
Sandra Toft: 02
- Sandra Toft fik overraskende chancen i den forlængede spilletid, men hun kunne ikke finde sit vanlige niveau. På de 10 minutter, hun var på banen, havde hun bare en enkelt redning på otte norske forsøg. Hun greb ikke helt den tillid og chance, som Jesper Jensen gav hende.
Rikke Iversen: 7
- Som altid kæmpede Rikke Iversen bravt i den danske defensivt. I modsætning til tidligere opgør så det ud til, at hun kunne bruge sin store viden om Nora Mørk (holdkammerat fra Team Esbjerg, red.), når nordmanden søgte mod midten. Samtidig bevægede hun sig også godt for at gøre det danske forsvar kompakt, hvilket resulterede i en norsk offensiv, som var udfordret i hele kampen.
- Det var skuffende, at Rikke Iversen ikke så den sidste situation, hvor hun også var en af de spillere, der kunne have været fremme og tackle Henny Reistad.
- Rent offensivt scorede Rikke Iversen et mål på et meget vigtigt tidspunkt, men ellers var det ikke meget, hun fik at arbejde med.
Sarah Iversen: 4
- Den her kamp kommer til at give Sarah Iversen mange søvnløse nætter, for hvordan i alverden kunne hun undgå at gå frem til Henny Reistad, da hun skød med et sekund tilbage. Det er sådan en aktion, der kommer til at gøre ondt i lang tid.
- Hun tabte desværre for mange dueller defensivt overfor Reistad, som var for hurtig og stærk i mand mod mand-duellerne. Offensivt var det ikke meget, Sarah Iversen fik at arbejde med, og den ene chance, hun fik, fik hun ikke omsat til mål.
Kathrine Heindahl: 10
- Alle mine tanker går til Kathrine Heindahl, som desværre gik ud af opgøret med en slem skade, som desværre ikke tegner godt.
- Hun var ellers absolut flyvende i kampens begyndelse, hvor hun lynhurtigt fik sig noteret for hele fire scoringer. Det krydrede hun med at stå godt og stabilt i den danske defensiv. Kæmpe tab for det danske hold at miste Kathrine Heindahl, som indtil skaden spillede sin uden sammenligning bedste kamp i turneringen.
- Jeg krydser fingre for det bedste med hensyn til Kathrine Heindahls skade.
Trine Østergaard: 7
- Der skulle stort set gå 60 minutter, før Trine Østergaard fik bolden til en afslutning. Her var hun til gengæld iskold og modig, da hun risikerede alt og sikrede det straffekast, som gjorde, at Danmark fik udlignet. Det var vigtigt.
- Ellers skal Trine Østergaard have ros for sine defensive kvaliteter, hvor hun var mere bevægelig og mere tacklende. Det håber jeg at se meget mere til fremover og især i bronzekampen.
Emma Friis: 4
- Startede kampen som skudt ud af en kanon, men brændte et par chancer, hvilket trækker ned. Emma Friis havde chancen for at sende Danmark foran med syv mål i slutningen af første halvleg, men brændte i to forsøg.
- Defensivt var der ikke en finger at sætte på Emma Friis' arbejde.
Anne Mette Hansen: 12
- Anne Mette Hansen var kampens spiller og motoren i den danske offensiv. Hun var igen og igen noget alene om at udfordre den norske defensiv. Det kan ikke undgås i en kamp med så høj intensitet, at Anne Mette Hansen skulle have pauser, men hver eneste gang kunne man se det på det danske angrebsspil.
- Defensivt var der mange fine situationer, hvor Anne Mette Hansen fik tacklet og brugt sin store fysik.
Kristina Jørgensen: 10
- Sjældent har jeg set en spiller være så kølig i så mange situationer som Kristina Jørgensen. I min optik er det præcis det, det dansk landshold har brug for. Stor ros for effektiviteten på straffekastene. Desværre var overtalsspillet fyldt med for mange dårlige beslutninger. I den del af spillet manglede Kristina Jørgensen effektivitet.
- Defensivt er der fortsat en del at arbejde med for Kristina Jørgensen, som for tit taber dueller i meget små rum. Hun skal arbejde med at bruge den store fysisk, som hun besidder.
Mie Højlund: 4
- Der var enormt tillid fra Jesper Jensen til Mie Højlund i dagens kamp. Hun viser i glimt sin farlighed, og hvor direkte hun kan spille. Dog var der – set over 70 minutter – for mange situationer, hvor Mie Højlund ikke får sat sig igennem og har modet til at angribe hårdt nok og trykke hårdt på.
- Det ser jeg gerne i bronzekampen, fordi der manglede spillere, der var modige i angrebets seks mod seks-spil.
Simone Petersen: 02
- Kæmpe hjerte og kæmpe ros for at kaste sig gennem det norske forsvar, hvilket sikrede Danmark et vigtigt straffekast i den forlængede spilletid. Det var desværre det, der var på den positive side, for det norske forsvar var godt forberedt, og det fik fuldstændig pakket Simone Petersens evner i overtalsspillet, som virkede begrænsede og fastlåste, væk.
- Vil Jesper Jensen fortsætte med at spille overtalsspillet på den måde, er det nødvendigt, at Simone Petersen er skarpere og mere direkte i sit spil.
Louise Burgaard: 10
- Under kommenteringen måtte jeg rose Burgaard for hendes vilje og hendes mod. Hun sled og slæbte gennem kampen i sin søgen på de mindste huller i det norske forsvar. Bedst af det hele var, at hun var succesrig med sine aktioner.
- Louise Burgaard scorede fire mål, tilkæmpede sig straffekast og lavede to assister. Skulle Burgaard have fået en højere karakter, skulle hun have været skarpere i den forlængede spilletid, hvor kræfterne var ved at slippe op.
Line Haugsted: 10
- Bevægelig, hårdt tacklende og utrolig forudseende er ord, man kan sætte på Line Haugsteds indsats. Hun var omdrejningspunktet i den danske defensiv med sine gode blokader og store fysik. Det gav de norske spillere kæmpe problemer.
- Jeg savnede farten op ad banen i kontrafasen, hvilket jeg slet ikke fik set i dagens kamp. Det var der ellers brug for i anden halvleg, hvor den danske offensiv kæmpede.
Uden for bedømmelse
Andrea Aagot, Helena Elver og Julie Scaglione spillede ikke nok minutter til at få en retvisende bedømmelse.
Jesper Jensen: 10
- Helt overordnet var det danske landshold én redning, én scoring og én teknisk fejl fra at vinde kampen. Det danske hold viste mod og fik vist sig godt frem. Det var en barsk skæbne, som Jesper Jensen og hans hold led med den norske scoring et sekund før tid.
- Det arbejde, som landstræneren har sat i gang, skal han have al mulig ros for, og det skal de danske spillere selvfølgelig også.
- Undervejs vil der selvfølgelig være problemer mod et hold, der er storfavoritter til at vinde VM. Problemet i dagens opgør var det danske angreb. Selvom angrebsspillet ikke virkede, forsøgte Jesper Jensen fra bænken at bringe forandringer, men der var ganske enkelt for få spillere, der havde en topkamp i sig.
- Forsvarspillet trækker gevaldigt op, hvor man havde styr på alt fra Nora Mørk og verdens bedste playmaker, Stine Oftedal, men desværre havde man ikke styr på Henny Reistad, som er svær at holde nede over 70 minutter. Taktisk var det danske hold utrolig godt forberedet, hvilket gav Norge mange problemer.
- Jesper Jensen skal have kigget på det danske overtalsspil, som virker uskarpt. Det ser ud til, at modstanderholdene har læst, hvad der skal ske. Det skal være fokusområdet til bronzekampen, for overtalsperioderne var simpelthen ikke gode nok.
Gennemsnit: 7,3
Lars Krogh Jeppesens gennemsnitskarakter til det danske landshold lander på 7,3 efter nederlaget til Norge.
Danmark spiller søndag klokken 16.00 bronzekamp mod Sverige. Kampen kan følges direkte i DR LYD, i LIGA på P4 samt på dr.dk.