Det var en tydelig skuffet, men også stolt dansk landstræner, som efter nederlaget til Norge i VM-semifinalen fredag aften satte ord på kampen.
- Ekstrem stor stolthed over holdet, over det mod, vi spiller med. Den stamnia, vi har, selvom vi kommer bagud efter en stor føring.
- Det er vildt ærgerligt. Vi havde en god chance i dag. Jeg synes, vi var lige så gode som Norge. 70 minutters håndbold og afgøres i sidste sekund. Det blev lidt et coin toss (at slå plat eller krone, red.), siger Jesper Jensen.
Særligt den afgørende norske scoring, som blev sat ind af Henny Reistadt i sidste sekund af den forlængede spilletid, skuffer landstræneren.
- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at Henny kommer til at afgøre det. Både det sidste skud, men også generelt i de sidste tyve minutter. Vi talte om, at vi gerne ville frem til hende, men hun er bare skyde dygtig.
Hvorfor lukkede i ikke ned for hende?
- Jeg ved det ikke. Det er urutineret. Jeg er ret sikker på, at hvis det var sket i den anden ende, havde Norge fået lukket ned for hende. Det er det, man får, når man har vundet 21 medaljer på de seneste 23 år. De har et eller andet i banken, siger Jesper Jensen.
Hør Jesper Jensen sætte ord på den sidste scoring af Henny Reistad:
Rutinen gjorde forskellen
Danmark førte i første halvleg med seks scoringer, og gik til pause foran med fem. Men i anden halvleg åd nordmændene sig ind på det danske landshold.
Men Jesper Jensen har svært ved at finde en forklaring på, hvorfor den danske føring skrumper og, at det til sidst ender med norsk sejr.
- Vores syv mod seks-spil var ikke så skarpt, vores seks mod fem-spil var ikke så skarpt. Ellers synes jeg sgu resten var ret godt sendt afsted. De har måske bare lidt mere rutine end os til at afgøre denne slags kampe. Det er ærgerligt.
Hvordan viser rutinen sig?
- Jeg synes, at vi er lige gode spillemæssigt, men da det skal afgøres i den ordinære spilletid, og også i den forlængede, har de en anden fornemmelse for hinanden. De ved præcis, hvor de har hinanden, og hvad de gerne vil. Og så blev vores manglende evne til at få lukket ned for Henny Reistad afgørende, siger Jesper Jensen.
Se Henny Reistads afgørende scoring her:
Stolte af rejsen de seneste fire år
Med nederlaget missede Danmark muligheden for at nappe de første guldmedaljer siden OL-guldet i Athen i 2004.
Ved de seneste to slutrunder er det blevet til først VM-bronze og senest EM-sølv i 2022. Men selvom det heller ikke denne gang bliver til guld, er Jesper Jensen stolt af sit hold og den rejse, de har været på, siden han blev landstræner i 2020.
- Vi kan godt sidde og ærgre os over, at vi ikke fik ramt Henny i perioder, men vi kan være stolte af den tur, vi startede i 2020.
- I dag byder vi verdens bedste håndboldhold op til dans. Det var en fantastisk ramme. Dansk og international kvindehåndbold skal være stolt over det niveau, der blev lagt derinde og den atmosfære, der var. Jeg håber, vi har inspireret mange unge mennesker til at spille håndbold.
I EM-finalen sidste år tabte Danmark 27-25 til Norge, og det ærgrer Jesper Jensen, at det ikke blev i år, at Danmark kunne slå Norge i en afgørende kamp ved en slutrunde.
- Jeg synes, vi gav det et fedt skud. Om det var Norge eller Danmark, var 50-50 i dag. Vi har hele tiden spist af den afstand, Norge har haft til os. Vi manglede åbenbart lige et sekund i dag.
Danmark spiller om VM-bronze på søndag mod Sverige, som tabte stort til Frankrig i semifinalen. Kampen begynder klokken 16.00. Du kan følge opgøret på dr.dk og i LIGA på P4.