En norsk scoring i sidste sekund slukkede fredag de danske VM-drømme.
Efter forlænget spilletid kunne norske Henny Reistad sende Norge i finalen, og det var en tydelig skuffet Anne Mette Hansen, som kort efter den dramatiske kamp satte ord på nederlaget.
- Jeg er vildt skuffet. Vi har dem lige, hvor vi vil have dem. Vi mangler noget rutine til sidst. Specielt i forsvaret. Ej, hvor gør det ondt, men der er ikke noget at gøre ved det nu.
- De har stået her mange gange før, men der er vi bare ikke kyniske nok. Vi har dem lige der, hvor vi vil have dem. Jeg håber på et tidspunkt, at vi lærer af vores fejl, for det her er for dumt.
- Det er marginaler, der afgør det. Vi brænder måske et skud for meget, eller glemmer at holde vores aftaler i forsvaret, siger Anne Mette Hansen.
Også Mie Højlund var skuffet over det danske nederlag i sidste sekund, kunne dog finde små positive ting i det skuffende resultat.
- Lidt for mange følelser til at kapere. Jeg er virkelig, virkelig skuffet. Lige nu er det det, der overvælder mig. Jeg er stolt over, at vi spiller lige op mod Norge. På sådan en hjemmebane havde jeg virkelig ønsket, at vi havde trukket det længste strå, siger Mie Højlund.
- De var med til at skabe en fantastisk stemning i dag, og har været med os hele vejen. Det var så tæt på i dag. Jeg er ked af det.
Hør Mie Højlund sætte ord på nederlaget til Norge:
'Det er marginalerne, der afgør det til sidst'
Danmark var foran med fem mål ved pausen, og den danske fløjspiller Emma Friis, som scorede tre gange i semifinalen, havde svært ved at forstå, hvordan det danske landshold kunne smide den føring og misse VM-finalen.
- Vi er jo sindssygt kede af det og ærgerlige, for jeg synes vi spiller en virkelig god kamp. Det er marginalerne, der afgør det til sidst, og det er rigtig tungt lige nu, siger Emma Friis.
Særligt den sidste scoring, hvor Henny Reistad sender Norge i finalen med et sekund igen, var svær for Emma Friis at sluge.
- Det er jo meget hektisk og det er svært at vide, hvor lang tid der er tilbage. Vi vidste godt det ville komme fra Henny, det har det gjort de sidste ti minutter, men vi når ikke at få en tackling på hende, siger Emma Friis.
Hør Emma Friis sætte ord på det danske semifinalenederlag til Norge: