Det er svært at slippe. Især når Ikast ikke er større, når miljøet er så småt, og når minderne griber fat i hende ved hver krog af byen.
Og da DR entrer Hotel Medi i Ikast midtby, står Helle Thomsen da også med lederen af hotellet og snakker om FC Midtjylland. Klubben, der fyrede hende i august sidste år.
Grinende viser hun ham video-optagelser fra den fest, hun og holdet havde på hotellet efter en af de tre pokaltriumfer, hun som cheftræner var med til at sikre. Graden af vildskab på videoen kommer noget bag på hotel-lederen, men han husker smilende den manglende oprydning efter festen.
Og sådan er det overalt, hvor Helle Thomsen kommer i den midtjyske by. Hun er stadig synonym med FCM, og ikke bare spillere og fans har svært ved at slippe taget i hende, men hun har også selv kæmpet med at finde fodfæste efter det identitetstab, der ramte hende med den pludselig fyring efter fire succesfulde år.
Derfor er nu hun i gang med at pakke. Den 46-årige træner forlader Ikast, sender sine ejendele hjem til sine forældre i Frederikshavn og vil bo skiftevis i Holland, hvor hun er landstræner, og hos venner, når hun er i Danmark, hvor hun gerne vil finde et job som klubtræner ved siden af sin landstræner-stilling.
- Det har været svært for mig at være her i Ikast. Jeg er jo kendt som FCM-træner, og det bliver man mindet om hele tiden. Det har været rigtigt, rigtigt svært, siger Helle Thomsen.
- Det er hårdt, når jeg går forbi hallen, og jeg ved, at de skal spille kamp. Det er jo Midtjylland. Det er spillere, jeg har valgt at have på holdet, og så er det svært bare at blive skubbet til siden, mens andre står der. Jeg kunne lide at træne disse spillere og elskede alt det, vi gjorde sammen.
- Det er blevet pillet fra mig. Det er mange timers arbejde, der er pillet fra mig, det er hverdagen, der bliver pillet fra mig. Jeg er vant til at være i hallen og se U10-holdene, tredjedivisions-holdet, drengene og pigerne træne. Jeg er vant til at gå op ad fodboldafdelingen og være nede i cafeteriaet og få en sodavand med halinspektøren. Det var hele min hverdag, der bare blev revet væk, siger Thomsen.
Hun har kun set holdet spille én gang, på tv, siden august. Helle Thomsen understreger, at hun ikke har noget dårligt at sige om FCM, selv om hun stadig er uforstående over for fyringen, der kom på trods af to mesterskaber i fire finaler i træk, tre pokaltitler, triumf i EHF Cuppen og semifinale i Champions Leagues Final Four.
- Det er en livsstil, jeg går altid 120 procent ind i det, og havde der været flere end 24 timer i døgnet havde jeg også brugt dem på håndbold, siger hun stille i caféen på hotellet i Ikast, mens hun holder fast i sit glas med Cola Light i.
- Efter fyringen har jeg skullet lære at være sammen med andre mennesker og lave andre ting end håndbold. Nu har jeg fundet et frirum i et træningscenter, hvor jeg bare er Helle, og hvor de er ligeglade med, om jeg er fyret eller har vundet eller tabt.
Feministisk forbillede?
Det er sjældent, Helle Thomsen giver interview. Håndbold er det vigtigste. At hun er en af landets mest succesfulde trænere, at hun er landets eneste kvindelige cheftræner på klub- og landstrænerniveau, og at hun derfor er et feministisk forbillede, går hun ikke så meget op i. Ligestilling i sportens verden bliver i hendes verden overskygget af resultattavlen og tabellen.
At hun som 30-årig blev plejemor for en 15-årig Sabine Pedersen, der nu spiller i FCM, skilter hun ikke med. Ej heller at hun gerne vil prøve træner-kræfter med et herre-hold. Men det hører med til billedet af mennesket Helle Thomsen. At hun udover succesen i FCM også har ført Holland til EM-finalen og vundet EM-bronze med Sverige fuldender et billede præget af dedikation, kompromisløshed, og kærlighed.
Spillerne i FCM har ikke været i tvivl. De elskede Helle Thomsen for hendes dedikation både på og udenfor banen. Til ledelsens utilfredshed flashede de Thomsen-hyldest-trøjer efter sejren i Super Cuppen, og selv da de danske landsholdsspillere skulle spille semifinale mod Holland ved seneste EM, hyldede danskerne Hollands træner, Helle Thomsen.
Betydningen af, at hun er kvinde, den eneste i dansk håndbold på eliteniveau, og vel den eneste på dette niveau på tværs af alle sportsgrene, har været en væsentlig faktor for hendes succes og hendes tætte forhold til spillerne. Det har adskillige af hendes spillere fastslået.
Der får dog ikke Helle Thomsen til at vaje med feminismens fane.
- Jeg betragter mig ikke som et forbillede for kvinder. Jeg tænker ikke så meget over, at jeg gør noget specielt, eller at jeg er i en speciel situation. Jeg gør bare dét, jeg gerne vil, siger Helle Thomsen.
Alligevel håber hun, at hun kan inspirere flere kvinder til at tage skridtet ud og blive cheftrænere. Lige nu er der for få, men det er ifølge Helle Thomsen ikke nødvendigvis et problem.
https://twitter.com/HBkanalen/status/819787626261528576
- Jeg synes ikke, at det er et problem. Jeg har den holdning, at man skal tage de bedste. Det handler ikke om køn, men om de bedste, og lige nu er der flest mænd, der er de bedste trænere, siger hun og fortsætter:
- Nu er man i de internationale forbund begyndt at sige, at der kun skal være kvindelige dommere i bestemte turneringer. Det er jeg ved at kaste op over. Jeg har det sådan, lad nu de bedste komme til. At kvinder skulle kunne komme ind på steder, kurser, uddannelser og jobs, bare fordi de er kvinder, nej, stop nu. Jeg synes, at der skal være lige vilkår for alle til at komme ind.
Hvorfor er der så få kvindelige trænere?
- Det handler om, at når du er en leder, skal du tage nogle dumme beslutninger, som folk bliver kede af og sure over, og som måske er forkerte. Der er mange kvindelige trænere på U16-niveau, men de begynder at falde fra ved U18, hvor der kommer store krav fra spillerne, forældrene, sponsorerne, skolerne og klubberne.
- Det med at tage beslutninger, der får konsekvenser og skuffer folk, gør, at mange kvinder hopper fra. Og så får man jo også slag i pressen, fra bestyrelsen, fra tilskuerne og sponsorer og spillere. Nogle gange er man alene i verden, især når man taber. Mænd er mere selvsikre, og selv når de bliver fyret, søger de bare en anden storklub.
Hvad skal der til for, at flere kvinder går trænervejen?
- Man skal sparke til de kvinder, der er U16- og U18-trænere og give dem lidt mod til at gå videre. De skal ikke have speciel behandling, men de skal have modet til at gå videre, og klubberne skal gøre endnu mere for at beholde de kvindelige trænere, inden de forsvinder, siger hun og afviser, at det er kvindernes vilkår, der er problemet.
- Jeg synes ikke, at vilkårene er sværere eller hårdere for kvinder. Man må som kvinde rette ryggen lidt op og gå ind i det selv. Man skal som kvinde ikke bare tro, at man får det serveret. Jeg synes ikke, at jeg har haft det sværere, end de mandlige kolleger, jeg har haft som træner.
- Måske skal kvinder en gang imellem bevise sig en ekstra gang som dommere eller trænere, men det er ikke noget, jeg ser som et problem for, at der ikke er flere kvinder i håndbolden. Kvinder må også bare mande sig op og så gå efter det, siger Helle Thomsen.
Ligestilling ikke et must
Hun erkender dog, at den biologiske forskel kan være en faktor.
- Der er naturligvis også aspektet med at få børn og familie. Det er en del af årsagen til, at nogle kvinder vælge det fra, hvis de har små børn, for det er svært at være i en klub, hvis du har et barn på et eller to år. Men jeg tror på, at man kan gøre det. Det er en livsstil, og så vælger man at få det til at hænge sammen. Hvis man planlægger sig ud af det, så tror jeg på, at det kan lykkes.
Har du selv fravalgt mand og børn på grund af din karriere?
- Nej, det har ikke været et bevidst valg, at jeg ikke har familie. Det beror på, at jeg ikke har mødt ham, jeg skal have familie med. Jeg tror, at det er vigtigt, at hvis jeg skulle have familie, så skulle min mand acceptere det miljø og arbejde, jeg har, for det er jo specielt. Det er dog ikke noget fravalg, og nu er jeg for gammel til det.
Er der slet ikke noget at kæmpe for som kvinde i sportsverdenen?
- Det handler om resultater både for kvinder og mænd, siger Helle Thomsen.
- I min verden er ligestilling ikke et must, alt behøver ikke at være lige. Præmiepenge og bonusser eksempelvis. Hvis der kommer 7000 tilskuere og ser herrelandsholdet, og alle deres kampe vises på tv, mens kvindelandsholdet spiller foran kun 500 mennesker, er det ok, at herrerne får mere. Hvis du er i forretningsverdenen, er det jo også sådan, at dem, der sælger bedst, får den største bonus, siger hun.
- Det får jeg nok lidt hug for at sige, for folk siger, at man jo bruger lige meget tid på at træne og spille kampe. Det er jeg enig i, men hvis man synes, at man bruger for meget tid på det, så kan man bare sige fra. Så må man stoppe med at spille håndbold.
Mangler der kvindelige, feministiske forbilleder i sportens verden?
- Det er et svært spørgsmål, for hvis der er nogen, der råber op, skal der være andre, der skal være klar til at gribe boldene og føre det ud i livet. Jeg ved ikke, om det kan flytte noget, hvis man ikke også præsterer og leverer varen. Bliver man ved med at råbe op om ligestilling, så må man også gøre noget konkret.
Kunne en kvinde blive træner for et herrehold. Eller for herrelandsholdet eller kvindelandsholdet?
- Jeg kunne godt tænke mig at træne et herrehold. Også for at prøve noget nyt. Men ikke som cheftræner i starten, måske som assistent eller som cheftræner for et lavere rangerende hold. Det er noget, man lige skal lære først, og når jeg så har lært det, så kunne det være fedt at være cheftræner for et herrehold.
- Der er nok noget med respekten. Synes de, at man er dygtig nok? Jeg har før været i kontakt med herrehold, og det kan være sværere at blive accepteret som kvinde end modsat. Hvis du kommer som træner og starter med at krybe sammen, duer det ikke. Når der kommer en mandlig træner, siger han, at han er verdens bedste. Det tror jeg ikke, at kvinder gør. Men det kunne man jo lave om.
Vi har kun haft mænd som trænere for kvindelandsholdet. Hvorfor har vi ikke en kvinde som landstræner for kvindeholdet? Og kunne du tænke dig den post?
- Årsagen er, at når DHF skal finde en landstræner, har man masser af mænd at vælge imellem og næsten ingen kvinder. Ja, jeg kunne godt tænke mig at være landstræner, det vil være en ære. Men det skal ikke være nu, for lige nu er man i gang med et projekt, som jeg håber, de får succes med. Men kommer tilbuddet på det rigtige tidspunkt, og mavefornemmelsen er rigtig, kunne jeg godt tænke mig det.
Plejemor for Sabine
Helle Thomsens liv og karriere synes at bestå af en række af tilfældigheder; den måde, hvorpå hun som assistent blev cheftræner i FCM, pludselige landstrænerjobs i Sverige og Holland, en uset fyring og ikke mindst en uventet mor-rolle som 30-årig. Men tilfældighederne hviler alligevel på en fast bund.
Hendes opvækst med forældre, der begge var dedikerede sportsfolk, præget af en engageret alt-eller-intet-holdning i form af, at man aldrig gjorde noget halvt. Det gælder i håndboldverdenen, trænergerningen og i livet generelt.
Da Helle Thomsen, mens hun var lærer på en skole i Brønderslev, lærte en utilpasset pige ved navn Sabine Pedersen at kende, gik Thomsen heller ikke på kompromis med sine værdier.
Helle Thomsen blev både træner for Sabine Pedersen i den lokale håndboldklub og lærer for hende på skolen. Det endte med, at den unge pige hver dag kørte med Thomsen i skole og til træning, og de udviklede et nært forhold til hinanden, og pludselig blev hun plejemor for Sabine Pedersen.
- Det var ikke meningen, at jeg skulle have hende i pleje, men hun boede hos mig i nogle uger, fordi papirerne i forhold til den plejefamilie, hun skulle ud til, skulle gå i orden. Det varede tre måneder med de papirer, og efter de tre måneder ville hun simpelthen ikke flytte ud til de plejeforældre. Hun ville blive hos mig.
- Hun blev så min plejedatter og en del af familien. Man får jo et forhold til den unge tøs, og hun passede ind i det liv, jeg havde med håndbolden. Havde hun siddet ved en symaskine, havde jeg aldrig sagt ja til det. Og så var hun ligesom jeg heller ikke den type, der har faste spisetider og sovetider, for der er altid lige en kamp eller træning, siger Thomsen.
- På det tidspunkt var jeg ikke klar til at få familie. Jeg stod som 30-årig, i fuld gang med mit liv og alt muligt, og så får man lige pludselig en 15-årig pige ind at skulle tage hensyn til på alle måder. Dér havde jeg samme holdning som med alt andet i livet: Hvis man går ind i noget, går man 120 procent ind i det.
- Jeg tænkte slet ikke på familie dengang, så Sabine var ikke en slags erstatning, fordi jeg ikke havde en datter. Dengang tænkte jeg, at jeg skulle have en kæreste og stifte familie. Det her var mere hendes ønske, det var hende, der lå og græd og ville blive, siger Helle Thomsen.
I dag kan hun se tilbage på en succes-historie og på en ’datter’, der også er en ven. Men dengang sprang hun ind i moderskabet uden at vide, hvad hun gik ind til.
- Sabine siger jo i dag, hvor hun er 30, at det er først nu, hun forstår, hvor svært det må have været for mig at tage hende. Og når jeg ser tilbage på det, forstår jeg det måske ikke helt selv. Det var og er et kæmpe ansvar, siger hun om forholdet til Sabine Pedersen, der i dag spiller i FCM.
- Jeg er så glad for at se, at en pige som hende, der havde svære vilkår, klare sig så godt. Det giver en masse optimisme for dem, der ikke altid har det let i livet. Det viser, at der er håb og mulighed for at gå efter sine mål og drømme, selv om man har udfordringer i livet, og alt ser sort og svært ud. Det handler om at tage chancen og ikke mindst at have modet til at tage den.
Kontrolfreak
Flyttekasserne er ikke fyldt helt op endnu. Ikast er stadig en tilstand, eller snarere stilstand. Og før Helle Thomsen forlader den midtjyske by, vil tilstanden stadig omslutte hende.
Derfor vender snakken om FCM konstant tilbage, mens tankerne om, hvorvidt hun selv, hendes person, mentalitet og engagement stod i vejen for fortsat samarbejde med FCM slår ring om den tilstand.
Som i alt andet i hendes liv har engagementet og dedikationen balanceret mellem det geniale og det overdrevne. Mange hæfter betegnelsen ’kontrol-freak’ på Helle Thomsen. Et tveægget sværd, der giver grobund for succes, men som også kan overophede forhold og relationer.
Det erkender Helle Thomsen, der endda peger på, at det kan være en af årsagerne til afskeden med FCM.
- Jeg kunne godt have gjort noget anderledes for ikke at blive fyret, men så ville jeg have gået imod mine værdier og den måde, jeg er på. Så nej, jeg ville ikke gøre noget anderledes, siger hun og fortætter med et ’men’:
- Men jeg kunne godt have ønsket, at jeg ikke havde haft så mange arbejdsopgaver, også selv om jeg selv har taget mange af dem til mig. Jeg går meget op i, at tingene skal være i orden for spillerne, jeg tænker hele tiden på, hvordan de bedst kan præstere. Er deres sko kommet til tiden, så de ikke får skader? Er deres proteinpulver klar? Kan vi komme af sted en dag før på en CL-tur, fordi en hviledag forøger chancen for sejr?
- Dér er jeg kommet på kant med dem, der styrer klubben. Jeg har gået op i helt vildt små ting, og det har jeg bare holdt fast på. Men det har hele tiden været med tanken om, at præstationerne skulle optimeres, siger Thomsen og erkender, at hun har behov for at have og tage kontrol.
- Jeg bliver en kontrol-freak, når der ikke er kontrol på tingene. Jeg vil helst slippe mange af arbejdsopgaverne, men hvis der ikke er styr på dem, så påtager jeg mig dem, siger hun og uddyber:
- For eksempel kom jeg til at stå for alt træningstøj og kamptøj, for når der kom nye spillere til klubben, skulle de ikke rende rundt i diverse klub-tøj i flere måneder. Jeg bestilte tøj, bolde og harpiks hjem samt tøj til de frivillige. Det tror jeg ikke, at der er andre cheftrænere, der gør, siger hun.
- Et andet eksempel: Vi skulle til Randers, og jeg kunne se på afgangstidspunktet, at vi ville komme for sent til Randers. Så spørger jeg om tidspunktet nu også er det rigtige, og jeg får et bekræftende svar. Så tænker jeg, at jeg nu vil lade være med at være en kontrol-freak og lader det ligge, fortæller hun og fortsætter:
- Men vi kommer så 30 minutter for sent til Randers, og det endte med, at nogle af spillerne ikke nåede at få fysioterapeut-behandling. Sådanne ting kan man og skal ikke acceptere, siger Helle Thomsen.
- Det har været for meget, det vil jeg indrømme. Alle var også klar over, at det blev for meget. Men vi har skullet gå fra et budget på 10 mio. ned til fire millioner kroner. Torben Kølbæk (direktør), Hans Peter Riis (sportschef) og jeg arbejdede i døgndrift, og når jeg bestilte tøj, var det fordi, ingen andre gjorde det, siger Thomsen.
https://twitter.com/HaandboldNyt/status/660374051366506496
Du er en person, der bliver meget involveret i de ting, du laver i privatlivet, i klubber og i dine spillere. Går du for tæt på? Kan det være et problem?
- Der kan være perioder, hvor spillere er sårbare, og jo mere åbne, vi er omkring det, jo mere kan vi hjælpe hinanden. De har altid kunnet komme til mig, og dér er det nogle gange lettere at være kvinde. Der er dog også mange mandlige trænere, der kan det, det handler mest om, hvordan man er som menneske, siger hun.
- Men når jeg er der for mine spillere, betyder det ikke, jeg altid er sammen med dem. De synes faktisk, jeg er kedelig, fordi går aldrig ud med dem for at spise eller lignende. De skal også have deres frirum, hvor de kan svine mig til, og jeg klæder eksempelvis aldrig om med dem, siger hun.
- Der, hvor jeg virkelig har følelser for dem, er, når jeg som træner for Holland slår Danmark i en EM-semifinale, og jeg kan kigge over på Stine Jørgensen og Trine Østergaard og se, hvor kede af det de er. Det rammer mig virkelig hårdt. Man ser deres drømme blive knust, og dét gør rigtigt, rigtigt ondt på mig. Og det vil det altid gøre.