Succestræner stopper øjeblikkeligt i FCM

Helle Thomsen stopper som cheftræner for FC Midtjyllands håndboldkvinder med øjeblikkelig virkning.

Helle Thomsen stopper med det samme i FC Midtjylland på grund af interne stridigheder. (Foto: © Annelene Petersen, Scanpix)

Helle Thomsen stopper som cheftræner i FCM Håndbold med øjeblikkelig virkning, meddeler klubben i en pressemeddelelse.

Helle Thomsen har været cheftræner for midtjydernes håndboldhold i den bedste kvindelige række gennem fire sæsoner.

- Det er selvfølgelig i 11. time i forhold til den kommende sæson, der starter med Super Cupfinale i Vejle den 6. september, men vi skal tænke både kort og langsigtet, og vi får nu mulighed for at bygge langsigtet op igen siger, Stefan Kristensen, der er sportsdirektør i FCM Håndbold.

- Vi er Helle en stor tak skyldig for det arbejde hun har leveret og de resultater hun har skabt i FCM Håndbold, men alting har en ende, siger Stefan Kristensen, som i samme forbindelse ønsker Helle Thomsen det bedste for fremtiden.

Ifølge en pressemeddelelse fra klubben skyldes cheftrænerens stop, at der internt i klubben er uenighed om strategi og ledelse.

/ritzau/