Der er ikke meget af det, som Helle Thomsen har rørt ved, der ikke er blevet til en succes, hvor hun har vundet DM-guld samt pokalturneringen med FC Midtjylland, EM-bronze med Sverige og EM-sølv med Holland. Nu er kontrakten forlænget med sidstnævnte.
Men som dansker spørger man sig selv - hvad med det danske landshold? Det virker umiddelbart som det næste store skridt i den succesfulde karriere.
- Det vil jo altid være en ære at stå for sit eget land og være landstræner, men lige nu synes jeg, at der er gang i et projekt, som er spændende, siger Helle Thomsen.
- Og så længe Klavs (Bruun Jørgensen, red.) og Søren (Herskind, red.) fungerer godt i det projekt, og de kan se pilen går opad med det danske landshold, så er det jo det, forklarer hun.
Hvis man er dygtig og heldig
Men skulle muligheden en dag byde sig, så er det ikke nødvendigvis et nej, der venter Dansk Håndboldforbund.
- Hvis man en dag er så heldig og dygtig, at man bliver spurgt, om man vil være dansk landstræner, så er det selvfølgelig noget, man ville overveje. Men lige nu har jeg det rigtig godt med, at det går godt for dansk damehåndbold, siger Helle Thomsen.
Kontrakten gælder for de kommende to år, og den er ikke ensbetydende med, at Helle Thomsen ikke bliver klubtræner i den periode. Det er hun også på udkig efter.