Helle Thomsen: Det var en lynhurtig men let beslutning

At aftalen er så kort og indbefatter et EM, gjorde beslutningen let for Hollands nye landstræner.

Helle Thomsen har fulgt det hollandske landshold tæt gennem flere år. (Foto: © Annelene Petersen, Scanpix)

For tre dage siden fik hun et opkald og blev inviteret til et møde allerede i dag. Det møde, som varede et par timer, resulterede i en kontrakt som hollandsk landstræner.

Det er gået lynhurtigt de seneste dage for den tidligere håndboldtræner i FC Midtjylland Helle Thomsen.

- Vi har været i dialog i få dage, og på mødet i dag fik vi lukket aftalen.

- Det er klart, når jeg lige blev spurgt, var der nogle overvejelser, men at det kun er for tre måneder, gjorde det til en let beslutning, fortæller Helle Thomsen til DR Sporten.

45-årige Helle Thomsen har lavet en kort aftale med hollænderne, der gælder til og med EM i december.

Godt kendskab til holdet

Allerede i næste uge drager hun på træningslejr med holdet, og det er uden de store overvejelser og forventninger, hun kaster sig ud i projektet.

- Det er gået så hurtigt, så jeg tager det stille og roligt i næste uge. Men jeg ser frem til at komme afsted med nogle af verdens bedste håndboldspillere, siger Helle Thomsen.

Holland har leveret gode resultater de senere år. Holland vandt VM-sølv i 2015, og holdet sluttede på fjerdepladsen ved OL i Rio.

- Jeg har fulgt Hollands landshold gennem lang tid og kender mange af spillerne fra den hjemlige liga. Holland har præsteret rigtig fint de sidste par år, men nu må jeg lige se tingene an, siger Helle Thomsen.

Helle Thomsen har landsholdserfaring fra sin tid som svensk landstræner, hvor hun blandt andet førte Sverige til EM-bronze i 2014.