Klavs Bruun Jørgensen var i foråret 2016 helt ude i kulden efter dårlige resultater og kritik fra både medier og fra sine egne spillere på landsholdet.
I oktober var Klavs Bruun Jørgensen slået tilbage til start og stod foran enten en ny begyndelse eller en langsom ende som landstræner. DR interviewede ham i Virum, hvor han åbnede op omkring sine frustrationer og sine visioner.
Her kan du genlæse interviewet, der blev bragt 3. oktober 2016.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det er nok tilfældigt. Eller også er det ikke. Klavs Bruun Jørgensen har sat sig tæt på en plakat med Muhammad Ali.
Og måske er det endnu en tilfældighed, eller også er det ikke, da han i juni brugte et citat fra Ali som svar på et spørgsmål om, hvorvidt man var kommet videre på landsholdet efter den massive kritik udformet i et brev fra spillerne mod ham.
“I wish people would love everybody else the way they love me. It would be a better world.”
Alle, der har mødt træneren for kvindelandsandsholdet i håndbold kan ikke være i tvivl om, at han med sit væsen og holdninger indkapsler Ali’s citat. Den komplicerede balance mellem passioneret dedikation og stålsatte overbevisninger, mellem personlighed og ideologi, mellem stædighed og pragmatik.
Klavs Bruun Jørgensen tror på, at hans visioner og hans måde at gøre det på vil gøre kvindelandsholdet bedre og få det tilbage til den internationale top.
Spørgsmålet er, hvor mange andre der tror på det? Og om han har ret?
Klogere end tidligere
Da han overtog landstrænerposten for ét år og fire måneder siden, var han ikke i tvivl. Det er han heller ikke i dag.
Fiasko ved VM, en fejlet OL-kvalifikation, vragede spilleres vrede, et opsigtsvækkende tre siders klage-brev fra hans spillere, beskyldninger om ensidig fokus på det fysiske, anklager om manglende kommunikation med spillerne og manglende tilstedeværelse i klubberne har ikke fået ham til at vakle.
Klavs Bruun Jørgensen har endnu ikke ramt kanvassen. Han står stadig. Klogere end tidligere, siger han. Og i bedre form. For et par uger siden gennemførte han et halvmaraton, og i løbetræningen har han fundet et rum for ro midt i kaos og svære beslutninger.
Ro til at reflektere over sin første tid som landstræner og til at kigge frem mod et ikke bare vigtigt efterår, men også en afgørende fremtid for dansk kvindehåndbold. I dag mødes han med sit landshold til en samling, hvor kikkerten er rettet mod EM i Sverige.
DR møder ham i Virumhallerne, rammerne for Jørgensens opvækst og opdragelse. Han skænker den kaffe, han selv har medbragt, læner sig tilbage i det bløde lædersæde, tager en dyb indånding og lader det flyde.
- Dansk kvindehåndbold er et godt sted lige nu. Også fordi den megen ballade, der har været, har nulstillet tingene, siger Klavs Bruun Jørgensen.
- Jeg har jo ikke så meget at miste længere. Jeg har fået så mange hug på kryds og tværs, så jeg er lidt mere rolig omkring det hele. Jeg er stadig sikker på, at de ting, jeg sætter i gang nu, er de rigtige og nødvendige, og hvis man i sidste ende ikke mener, at det er det rigtige, skal man finde en anden, siger han.
- Dét har jeg det helt fint med, og sådan tror jeg også, at nogle af spillerne føler det nu. Jeg tror, at alle har det sådan, at nu har vi været helt nede at skrabe bunden, og nu kigger vi så fremad, siger landstræneren, der mener, at hans stil som landstræner bunder i en nødvendighed.
- Jeg kan da godt se, at jeg ind i mellem kan have trådt nogen over tæerne. Det kan være min stil, og det giver bagslag en gang imellem. Men det er sådan, det må være, for jeg har hele tiden følt, at det har været nødvendigt. Ellers ville jeg ikke gøre det og heller ikke fortsætte med det, siger han.
- Men i det sidste år og fire måneder er jeg blevet klogere på mange ting. Jeg er også blevet hærdet. Der er ingen tvivl om, at hvis man føler, at man er ømskindet som træner, og man gerne vil have lidt mere hår på brystet, så skal man søge jobbet som landstræner på damesiden, smiler han.
Har du nogensinde overvejet at smide håndklædet i ringen? At sige stop?
- Nej, ikke seriøst. Nej, dér er jeg ærekær og stædig. Nu har jeg fået dette job, og det er fordi, der er nogen, der har ment, at jeg var den rigtige mand til det. Hvis man spørger Ulrik Wilbek nu, kunne han jo godt forudse nogle af disse udfordringer, men han mente, at jeg var et godt bud til at kunne ændre tingene. Så er det min forbandede pligt at kæmpe for det, indtil der er nogle, som mener noget andet, siger han.
- Hvis man tror på noget, bliver man nødt til at holde fast. Der er nuancer, men ingen slingrekurs. Ellers skal man ikke være landstræner, siger han og slår fast:
- Men jeg synes, jeg lige nu er et sted, hvor jeg befinder mig rigtigt godt. Det var ikke den opgave, jeg havde regnet med, da jeg gik ind til dette job, men jeg har det fint med det, siger han.
Mere samarbejde
Og så kan han puste ud. Tid til lidt mere kaffe og lidt flere tanker.
Han og landsholdet er startet forfra. Og han har det altså godt med det. Det har Klavs Bruun Jørgensen måske, fordi han føler, at hans insisterende råb er blevet hørt. Og fordi han selv har hørt kritikken, og at man derfor nu snakker sammen i dansk kvindehåndbold.
- Jeg synes, at forståelsen for, hvor jeg gerne vil hen med kvindelandsholdet og dansk kvindehåndbold generelt er gradvist blevet større. Jeg har også taget på mig at komme ud til klubberne og snakke med trænerne og med spillerne om, hvor jeg mener, vi skal rykke hen. Jo mere, jeg gør det, jo større forståelse bliver der, siger han.
- Det er jo ikke alle, der er enige, men det behøver de heller at være, bare vi kan finde en middelvej, hvor vi kan gå i samme retning, og hvor vi i hvert fald ikke skal bashe hinanden med forkerte opfattelser af tingene. Min fornemmelse er, at vi nu begynder at gå i samme retning.
Det er den retning, han har insisteret på, og som han har mødt kritik for. En retning brolagt med en mere intens træningskultur og bedre fysik. Når Klavs Bruun Jørgensen taler, er dét ord, han bruger mest, ”fysik”. Spillernes fysiske niveau er for dårligt, fordi træningskulturen er for dårlig.
Igen og igen indskriver han denne holdning som en rød tråd i den 2020-plan for det danske kvindelandshold, hvor det skal ramme den internationale top.
Et problem, der efter landstrænerens mening har sit udspring i den manglende udvikling, siden Ulrik Wilbek og forbundet nedfældede strategien ’Plan 92’ med de grundsten, der skulle udgøre fundamentet i talentudviklingen i dansk håndbold.
- Jeg vil godt stille spørgsmålet: Har vi været gode nok til at udvikle os derfra? Eller hænger vi fast i ’Plan 92’, som bare hedder noget andet nu. Har den udvikling, som vi skulle have bygget videre på, været god nok? Har vi været gode nok til at lære af de ting, andre gør. Én ting er de traditioner, vi har, men er vores udvikling fulgt med?
- Det kan jeg have mine tvivl om. Jeg ikke sikker på, at man set over hele paletten har været dygtige nok til at arbejde sammen om, hvilken retning man gerne ville gå i udviklingen af kvindehåndbolden. Især når vi på damesiden står og kigger tilbage på 10 år, hvor en bronzemedalje er resultatet af, hvad vi har fået ud af det.
Bedre træningskultur
Løftestangen skal altså være fysikken, mere intensitet og dedikation samt en bedre træningskultur. Det er kommet bag på Jørgensen, at disse aspekter har haltet på kvindesiden, hvilket han har kritiseret og fået kritik for. Men han står fast på, at det aspekt skal forbedres; at det er løsningen.
- Det handler om en generel svag træningskultur i Danmark. Dermed ikke sagt, at der ikke er nogen, der træner fint, men jeg er sikker på, at det sagtens kan blive bedre på alle parametre, siger han og uddyber:
- Vi kan alle yde lidt mere. En del af den snak, der har været, har handlet om, at man føler, at man gør nok. At man gør rigeligt, og man har gjort alt, hvad man kunne. Det lytter jeg til og forsøger at forstå. Jeg tror bare, at vi kan gøre endnu mere og gøre det det endnu bedre, siger han og henviser til det fysiske træningsmiljø, han som træner skabte som herre-træner i Holstebro.
En kultur og et miljø, hvor alle på konkurrencemæssige vilkår kunne spejle sig i hinanden og konstant kunne motivere hinanden i den fysiske træning, som han siger.
- Den måde, at gribe det an på, tror jeg, er den rigtige. Jeg er klar over, at der er mange veje til Rom, men jeg tror bare ikke, at den intensitet og energi, som jeg mener, at der skal lægges i den fysiske træning, har været tilstrækkelig på kvindesiden. Og det kom bag på mig. Dér troede jeg egentlig, at vi var længere, mener han.
- Det kan lyde kritisk, men sådan skal det ikke forstås. Det handler jo også om, hvor man kommer fra, siger Jørgensen og fortæller om dengang, han som ung spiller blev trænet af Olle Olsson og blev hevet ud af sengen klokken seks om morgenen for at lave styrketræning eller for at øve detaljer i håndboldhallen.
- At træne mere seriøst, at fokusere på styrke og intensitet kræver mere af den enkelte, og det koster mere, siger han og fortsætter:
- Jeg har jo ikke altid selv gjort det her. Overhovedet ikke. Men jeg skal da være forbandet, hvis ikke, jeg tager nogle af de fejl, jeg selv har lavet, og forsøger at få andre til at undgå at lave dem. Jeg kan se, hvor disciplinerede andre atleter er til det her, og omvendt kan jeg se, at vi er for mange, der ikke er gode nok til det i håndbolden. Og det er dén kultur, jeg gerne vil forsøge at ændre.
Men fordi du havde succes med det på herresiden i Holstebro, betyder det vel ikke, at det vil medføre samme succes på kvindesiden?
- Der er jo forskel på kønnene. Men der er da ingen som helst grund til at gøre forskel på dette punkt. Der er mange af herrespillerne, der er veltrænede, og det er der også hos kvinderne, men de kunne sagtens blive endnu bedre trænede.
Vejen til succes
- Hvis man eksempelvis ser Reebok Crosfitt Games (international fitness-konkurrence, red.), så har jeg ikke en eneste spiller, der ser sådan ud. Det behøver man måske ikke nødvendigvis, men det er da tankevækkende, at de ser så ekstremt veltrænede ud og er så stærke, mens vi spiller i en sport, hvor man ved, at det fysiske parameter betyder mere og mere, og hvor man ved, at jo mere veltrænet man er, jo større chance har man for succes på håndboldbanen.
https://twitter.com/CrossFitGames/status/782093920507269120
- Man ser jo flere og flere spillere, der teknisk og taktisk ikke er strålende talenter, men som fysisk bare er pragteksemplarer, og som derfor kan gøre sig på internationalt højt niveau. At være fysisk bedre end sine modstandere er den med længder nemmeste vej til succes på et håndboldhold, insisterer han på.
Mange har antydet, at den manglende succes for kvindelandsholdet skyldes andre aspekter end det fysiske. Hvad hvis du ikke har ret?
- Nu har vi både inden og efter sommerferien testet spillerne, hvilket har gjort, at vi har et meget bedre billede af, hvad der sker fysisk. Flytter de sig? Er der stagnation? Vi får et bedre billede af, om de træner rigtigt i klubberne og med den rigtige intensitet, siger Jørgensen.
- Nu har jeg jo sagt alt det her uden at have haft beviser for det, jeg sagde. Det var bare min umiddelbare fornemmelse. Men den fornemmelse har jeg nu i en eller anden grad fået bekræftet via disse tests. Hvordan, testene konkret er gået, bliver mellem mig, klubberne og spillerne, men jeg kan sige, at der er mange ting, vi kan gøre bedre.
- Det har været vigtigt for mig, at jeg rent faktuelt har fået tal på dét, der foregår, så det ikke bare bliver min fornemmelse. Derfor kommer jeg ud i klubberne igen og fortæller om det. Det gjorde jeg inden sommerferien, og nu vil jeg ud i klubberne igen og fortælle, hvad jeg synes, der er behov for i forhold til det her.
I starten havde du den holdning, at der ikke var forskel på at træne et herre- og et kvindehold. Man kunne anføre, at den holdning kunne være problemet. Nu har du haft over et år som kvindelandstræner. Er du blevet klogere?
- Selvfølgelig er jeg blevet klogere. Det er jo ikke, fordi jeg siger, at der ikke er forskel, men det behøver ikke at være en udtalt forskel, det behøver ikke at være en forskel, man italesætter, eller som man tager hensyn til. Og jeg synes ikke, at der skal være forskel på tilgangen til mandskabsbehandlingen.
- Jeg ser ikke, at der er behov for at lave en forskel, selv om der er kommet de tre siders evaluering fra spillerne. I den evaluering er der nogen ting, jeg tager med mig i forhold til holdet og i forhold til enkelte spillere, som gerne vil have mere besked om nogle ting. Det skal de nok få, siger Klavs Bruun Jørgensen.
https://twitter.com/TV2SPORTdk/status/695370695367262208
- Men sådan har det også været på herreholdene. Dér, hvor der har været en forskel, har været, at herrerne har været hurtigere til at komme til mig og sige tingene selv. Dér har der måske været nogle barrierer hos damerne, og det har jeg skullet vænne mig til. Der er naturligvis nuanceforskelle, men i forhold til, hvordan man griber det an, tror jeg stadig fuldstændigt, klokkeklart på, at man ikke behøver at gøre så stor forskel.
Fysisk førerhund
Der er dog ét punkt, hvor Klavs Bruun Jørgensen må konstatere, at der er en forskel. Han omtaler det selv som et sårbart punkt, når hierarkiet og anføreren på et hold skal på plads, fordi det ofte foregår i offentligheden. Det er ikke længe siden, han selv skiftede anfører på landsholdet, og nu er hierarkiet ved at sætte sig.
- Det, jeg har oplevet, er, at det på et herrehold går hurtigere med at finde en førerhund, end det har gjort på et damehold. Det kan have mange forskellige årsager. Det har været et tema hos os, og det er ikke noget, man bare kan ordne over en nat og heller ikke på det år, jeg har været træner. Det tager tid, siger han.
- En leder på et hold skal være i tråd med den stil, træneren har og skal på mange parametre flugte den vej, træneren vil gå. Hvis ikke det er tilfældet, bliver det en træner og en spiller, der gnider mod hinanden, og så fungerer det ikke, for så flytter holdet sig ikke i samme retning. Og det bliver i den grad udstillet, når det er på et landshold som i vores tilfælde, siger han.
Og betoner atter det fysiske aspekt, også i et holds hierarkiske opbygning.
- Hvis man skal være leder og ikke har de naturlige egenskaber, handler det om, at du i træningslokalet går forrest og viser dig frem på en anden måde og vinder positionen som førerhunden uden at blive verbal, men fysisk. Det er en del af den kultur, jeg gene vil forsøge at præge hele systemet med. Det skal være tydeligere, at den, der går forrest i styrkelokalet, også bliver den, der går forrest på banen, siger landstræneren.
Ikke et ’one man job’
Ordene ”fysik”, ”kulturændring” og ”træningskultur”. Igen og igen. Det er dét fundament, der ifølge landstræneren skal understøtte udviklingen i dansk kvindehåndbold, så man igen rammer den internationale top. Han mener det, Klavs Bruun Jørgensen.
Men det vil kun virke, hvis alle parter marcherer i samme takt, understreger han.
- Én ting er, hvad jeg synes, i forhold til hvor vi skal være, og hvor vi skal hen. Men det kan ikke og skal ikke kun være mit projekt. For hvis det bliver det, vil det være uundgåeligt, at klubberne og landsholdet ender med ikke at gå den samme vej eller bliver for uenige om nogle ting. Og det har jeg ikke lyst til, siger han.
- Det her skal være et fælles dansk håndbold-projekt. Det skal være forbundet og klubberne, og det skal især være en sportschef, som skal holde en rød tråd i forhold til, at vi har en base, hvor vi kan tro på, at vi kommer til at være i top 8. Det skal ikke stå og falde med, at jeg er landstræner.
- Dén røde tråd, mener jeg, er ikke til stede lige nu, og den vil jeg gerne være med til at arbejde på som et fælles projekt. Jeg har måske heller ikke været god nok til at snakke med forbundet om, at det ikke kun skal være mit projekt, siger han.
Det lyder, som om du synes, at du har stået alene med det her?
- Det gjorde jeg måske til at starte med, hvor jeg begyndte at sige nogle af de ting, jeg siger. Skulle jeg have været bedre til at få klubtrænerne endnu mere med? Ja, det skulle jeg nok have gjort. Men det handler om, at jeg ikke var lige så bevidst om de udfordringer, der er, som jeg er blevet nu.
- Så vi har da alle begået fejl. Men jeg har også den holdning, at en landstræner ikke skal udstikke de taktiske og rammemæssige dessiner for, hvordan klubberne skal gebærde sig. Det skal være en sportschef, som laver det overordnede klubarbejde og lede arbejdet i forhold til den vej, man gerne vil gå med håndbolden i Danmark
Nu har forbundet jo ingen sportschef længere. Bliver opgaven sværere uden Wilbek? Hvad har man mistet med Wilbeks afgang?
- Jeg ved ikke, hvad vi har mistet endnu. Politisk set har vi haft en stærk figur, som har været vigtig for forbundet. Men når man mister noget, får man noget nyt, og ofte er det sådan, at så fungerer det også. Jeg vil ikke dvæle ved, hvad vi har mistet, men hellere tænke på, hvad får vi, siger Jørgensen, som ærgrer sig over måden, hvorpå Wilbek forlod posten.
- Wilbek var helt sikkert blevet, hvis det ikke var kommet ud, at der havde været de møder om Gudmundsson under OL, siger han og fortsætter:
https://twitter.com/DRSporten/status/770909014192381952
- Sådan nogle ting sker alle steder. Alle har sådanne møder. De ting har vi ofte været igennem som landstrænere både Wilbek, Pytlick, Gudmundur og mig. Forskellen er bare, at de ikke kommer ud i offentligheden. Dér har spillerne og andre også et ansvar, de skal holde tingene internt. Det ser så torskedumt ud hver gang, sådan noget kommer ud, siger han.
Det er ødelæggende, mener Klavs Bruun Jørgensen, når en sådan sag, rammer medierne. Ligesom da brevet, eller evalueringen, fra spillerne på kvindeholdet med kritikken mod Jørgensen blev lækket til medierne.
- Der er nogle ting, hvor medierne simpelthen bliver nødt til at give os ro. Det er især omkring de ledelsesmæssige ting, for man kan ikke bedrive ledelse i medierne. Det kan man ikke, det er en umulig opgave. Den lukkethed, som jeg arbejder efter, og som jeg får hug for, den bliver nødt til at være der, hvis man skal have tingene til at fungere på et hold.
Menneskelig udvikling
Termokanden med det varme vand er efterhånden ved at være tømt. Pensionisterne, der denne morgen har spillet badminton i Virumhallerne, har indfundet sig ved bordene ved siden af Klavs Bruun Jørgensen. Larmen tager til, mens landstræneren fortæller om den forestående samling og om træner-forbilleder som José Mourinho, Carlo Ancelotti, Veselin Vujuvic og Ulrik Wilbek.
Og naturligvis Muhammad Ali.
- Han var fascinerende, især psykologisk. Jeg kan forestille mig, at han ikke var meget bedre end de andre, men han snakkede sig til meget, og til sidst troede alle på det, siger Klavs Bruun Jørgensen.
En kompromisløshed og en tilsyneladende urokkelig tro på sine egne visioner, som Klavs Bruun Jørgensen spejler. Han har dog indset sine fejl og er blevet klogere, men der er alligevel grænser for kompromiserne, slår han fast.
- Igennem min tid som landstræner har jeg udviklet mig som menneske og træner. Til det bedre, for jeg tror altid, vi kan blive en bedre version af os selv. Men mine grundværdier og de principielle ting står fast, og der er ting, jeg vil påstå er åbenlyse, og at vi derfor skal gå den vej, mener Klavs Bruun Jørgensen.
- Mange tror så, at jeg kun vil denne vej, men jeg har enormt meget respekt andre opfattelser. Men nu er det mig, der er landstræner, så jeg skal tegne et overordnet billede, og det handler lige nu om kulturen og intensiteten omkring den fysiske træning. Det er min vej. Der er masser af kompromiser, men der skal også være grænser for kompromiserne, siger han.
- Ind i mellem har det været en svær periode. Problemet har jo været, at der gennem det ene år og fire måneder hele tiden har været nye ting, der er dukket op.
- Ting, som jeg har følt, at jeg har været nødt til at tage hånd om, for at vi kunne komme videre, og for at det kan blive til en kultur, som jeg kan stå inde for, og som, jeg mener, er den rigtige for et landshold og for den udvikling, jeg gerne vil skabe. Det arbejde og den udvikling er først lige begyndt.