I anledningen af Morten Olsens udmelding om, at han definitivt stopper trænerkarrieren, bringer vi her et interview med Morten Olsen udgivet 7. april 2017. Et interview, hvor Olsen forholder sig til tiden som landstræner, tilværelsen som fodboldpensionist, og de ting, der har formet ham som menneske og træner.
I carporten holder en elegant, gammel motorcykel. Morten Olsen har haft den stolte Honda siden 1990’erne, men det er ikke meget tid, han har haft til at køre på den klassiske motorcykel. Det har han nu.
Det er lidt over et år siden, Morten Olsen stoppede som dansk landstræner efter over 16 år og dermed bandt sløjfe på en unik landsholdsæra på knap 50 år. En periode, hvor spilleren, træneren og værdikrigeren Morten Olsen har været den historiske og ideologiske bannerfører i moderne dansk fodbold.
Nu har han tid til at køre på sin motorcykel. Ud på landevejen, i stille og roligt tempo og mærke friheden, som han siger. Tid til at besøge venner, til at læse bøger, til at være sammen med sin kone og til alle de ting, han ikke har nået de seneste 50 år.
Og tid til at fravælge fodbold på alle planer. Han så ikke ét eneste minuts fodbold i fire måneder efter sin afsked i december 2015, og selv om han er begyndt at se nogle kampe, er det ikke fordi, han savner det.
Det fortæller Morten Olsen i sit hus i fødebyen Vordingborg. Han har stort set aldrig inviteret en journalist ind i sit hjem i det sydlige Sjælland, men Olsen byder DR velkommen i Villa Mimo, som det store hus med udsigt til Storstrømmen hedder, til en snak om de 16 år, han var chef for det danske landshold, og om tiden efter.
67-årige Morten Olsen kigger fra det store vinduesparti ned mod havet og fortæller om bådentusiasterne, som han ikke selv tilhører.
Han fortæller, at han skal have fundet en person, der vil køre hans motorcykel til Belgien, han fortæller, at han ikke har fløjet mellem København og Bruxelles siden terrorangrebet på den belgiske lufthavn for et år siden, og han peger på væggen, hvor der hænger et maleri af hans hus i Belgien.
Her er den store, legendariske skærm, hvorfra han så kampe fra Superligaen og fra de europæiske ligaer, de danske spillere har spillet i. En antik kikkert, en skolebænk i gammel stil, en imponerende pejs, lys sildebensparket og en Per Thøstesen-kogebog. To enorme sofaer over for hinanden med et bord imellem, hvor hans belgiske kone Mireille har serveret belgiske chokolader
Morten Olsen sidder i den ene sofa og begynder sin fortælling. Om livet efter fodbolden, om fodboldtræthed, om den nye, fodbold-uvidende DBU-ledelse, om fejltagelser, om at sige nej til Holland og Tyskland, om de gode og de dårlige slutrunder, om tragedien, der formede ham som menneske, spiller og træner.
LIVET UDEN FODBOLD
- Der er intet fra min tid som landstræner, jeg fortryder. Det ville være hyklerisk.
- Naturligvis blev der begået fejl, men der er ikke noget, jeg ville have gjort om. Jeg gjorde dét, jeg troede på. Basta. Folk har så travlt med mit eftermæle, men det interesserer mig ikke. Hvad skal jeg bruge mit eftermæle til? Det går så hurtigt nu om stunder, at man er hurtigt glemt, og det gælder også mig. Folk må selv lave facitlisten.
- Lige nu er jeg ved at læse en bog af en tidligere belgisk udenrigsminister, der handler om, hvordan vi overlever i den globale verden med alle de problemer, der er. Det er virkelig interessant. Det har jeg tid til nu. Min kone og jeg er personer, som ikke har nok i 24 timer i døgnet, vi keder os ikke. Det er et spørgsmål om at fylde tiden ud, og det har jeg ikke haft problemer med.
- Efter den sidste kamp mod Sverige, vidste jeg ikke, hvordan jeg ville reagere følelsesmæssigt. Derfor overraskede det mig, at jeg var så fodboldtræt. Det var første gang i mit liv. Jeg så slet ikke fodbold i fire måneder. En overraskende, men god følelse. Det gik nok op for mig, at jeg var blevet mæt af at se så mange dårlige kampe.
- Livet er spændende, og jeg mangler forhåbentlig at opleve mange ting her i livet. Derfor har jeg valgt at sige, at det ikke længere skal være fodbold døgnet rundt. Jeg vil gerne lave alle de ting, jeg ikke har nået tidligere. Og så har jeg har en kone, der gennem 30 år har accepteret mit liv og haft mange ensomme stunder. Derfor kommer jeg ikke til at arbejde med fodbold døgnet rundt igen. Det skylder jeg hende.
ER DET SLUT?
- Derfor er min karrieren som træner højst sandsynligt slut.
- Det er ikke en definitiv udmelding, for det kan være der pludselig kommer en spændende mulighed, hvor det kan lade sig gøre. Men ligegyldigt, hvilket trænerjob man får, vil det være døgnet rundt, og i mit tilfælde ville der ikke være plads til andet. Og så er det, jeg siger: Hvad har jeg til gode? Jeg har været dér før.
- Jeg har fået tilbud fra alle topklubber i Bundesligaen. Alle. Også Bayern München. Den mest glædelige oplevelse, jeg har haft som træner har været, at alle de klubber, jeg blev fyret fra, har givet mig tilbud om vende tilbage. Brøndby har prøvet, FC Köln har prøvet to-tre gange, og det samme har Ajax.
- Jeg har lige haft besøg af avisen Kölner Express, og de sagde, at man i Køln stadig taler om, at hvis man ikke havde fyret mig, så havde de ikke været en elevator-klub i 15 år. Det er en fantastisk følelse rent fagligt.
- For 14 dage siden havde jeg mulighed for at komme til en klub midt i en sæson. Og der kommer tilbud, som, hvis jeg var 10 år yngre, ville have hapset med det samme. Men jeg har ikke lyst til at flytte igen. Jeg fik et tilbud fra Anderlecht, men det sagde jeg nej til, selv om jeg ikke skulle flytte. Jeg kunne simpelthen ikke se mig arbejde som træner døgnet rundt, og det kan jeg sådan set stadig ikke.
- Jeg ser for mig, hvordan tilværelsen for mig og min kone ville være, og så er det, at jeg siger, at det nok er slut. Det handler om at afveje de to ting: Hvad har jeg til gode i elitefodbold, hvor jeg har været i 50 år? Og hvad har jeg så til gode i mit resterende liv i forhold til interesser, venner og kone? Balancen tipper over imod det sidste.
GODT OG SKIDT I 16 ÅR
- Jeg forbød spillerne at bruge Twitter ved EM i 2012.
- Det var nok ikke gået i dag, for spillerne er mere vant til at omgås det nu. Dengang var det nyt. Efterfølgende var der mange kolleger, der sagde, at det var sgu godt gjort, og at det skulle de også have gjort. Jeg tænkte på holdet. Vi skulle have en god stemning, og her var noget, der kunne være problematisk.
- Gennem alle 16 år har spillerne været åbne og lydhøre. Det har været fantastisk. Simpelthen en fantastisk tid. For satan, hvor har jeg nydt det. Måske ikke udadtil, folk mente jo, at jeg aldrig smilede, men jeg nød det virkelig. Jeg har jo været ambitiøs og var altid skridtet videre efter en sejr. Fodbold lever af følelser, også for mig, derfor har der både været følelser og fornuft.
- Jeg er ikke tilfreds med, at vi kun har kvalificeret os fire gange, men der manglede ikke ret meget, så havde vi gjort det syv gange. Det er pisse-irriterende, og det er heller ikke godt nok, men hvis man analyserer det til bunds, så har vi været lige ved.
- I de første 10 år, og det har overrasket mig, tabte vi ikke to kampe i træk. Dengang var vi heldige, at vi ikke havde så mange skader i de vigtige kampe, og i de sidste år havde vi mange unge spillere med. Og unge spillere svinger meget i deres præstationer.
- Vi spillede godt ved VM 2002 og ved EM i 2004 og 2012. I den sidste slutrunde var vi to minutter fra at komme i kvartfinalen. Det var fantastisk, at vi kvalificerede os til VM 2010. Fuldstændigt forrygende. At vi så gik ind til slutrunden med nogle spillere, der havde spillet mindre, blev et problem. Det var et valg, jeg foretog. I stedet for at tage de urutinerede tog jeg de rutinerede. Det var ikke en god slutrunde.
- Det blev nok sværere til sidst i forhold til de første år. Vi havde med unge spillere at gøre, der ikke havde så meget erfaring, så de var ustabile spillere på det tidspunkt. Spillet var fantastisk, og vi spillede godt, men det var ustabilt.
- Og så er man nødt til at acceptere, at tilfældigheder var afgørende. Folk kan ikke lide at høre det, men vil man have det store billede af hvorfor og hvorfor ikke? Det er et fyord, men det var ofte tilfældigheder, der blev afgørende
MIN SVAGHED? KÆRLIGHEDEN TIL FODBOLD
- Jeg har alle papirerne fra alle træninger og alle kampe gennem hele min trænerkarriere. Alt det, jeg har skrevet ned til hver enkelt træning og hver kamp. Det er gemt i kasser både i Belgien og i Danmark.
- Jeg har været igennem mange år, hvor folk har sagt, at jeg bare vil spille god fodbold og ikke vinde. Det er jo sludder og vrøvl, for jeg har vundet mange kampe. Men diskussionen er vigtig.
- Da jeg var træner i Ajax, blev jeg forbavset over at blive pebet ud, selv om vi havde vundet 3-0. Det har jeg meget mere forståelse for, end det sort-hvide fra dem, der kalder sig eksperter, og dem, der mener, de har sandheden på de sociale medier. Den snak, der tidligere foregik på baren over en øl med vennerne, bliver i dag ophøjet til artikler og sandheder.
- Man sagde, at efter Olsen skulle vi nu have en træner, der var mere pragmatisk. Men alle toptrænere skal jo være pragmatiske. Man gør dét, man tror, er det rigtige for at vinde kampen. Der er stadig nogle, der mener, at vi sluttede i 2015 med at spille på samme måde, som vi gjorde i 2000. Det er noget vrøvl.
- Vi har spillet alle systemer, folk har bare ikke lagt mærke til det, hvilket er fint. Nede i Albanien spillede vi tre forskellige systemer i samme kamp. Mod Frankrig ved VM i 2002 vendte vi trekanten, hvilket blev kaldt kynisk, fordi vi tilpassede os modstanderen, og mod Albanien i Parken gjorde jeg taktisk det modsatte af, hvad deres træner troede, jeg ville gøre.
- Vi har altid gerne villet have bolden, og det både vinder og taber man på. Men jeg har en god fornemmelse af, at det var det bedste. Der kommer min svaghed nok ind som træner: Det er, at jeg også er fodboldelsker. Jeg ved godt, at jeg ikke kan vinde kampe hver gang med champagnefodbold, men hvis ikke jeg havde den kærlighed, var jeg ikke blevet træner eller spiller.
- Talentudvikling er én ting, men hvordan A-landsholdet spiller, bestemmer A-landstræneren. Men det slog mig, da jeg så kampen mellem Ajax og FCK: FCK spillede mod et U23-hold, og måden, de spillede fodbold på, er det sværeste, der findes. Det ene hold spillede på fysik, det andet på kreativitet, plus automatismer, når de havde bolden. Det er sådanne spillere, vi skal uddanne.
- Kasper Hjulmand fik meget kritik af pressen og blev kaldt naiv i forhold til, hvordan de spillede mod Juventus og Chelsea i Champions League sammenlignet med FCK, der også har spillet mod de hold. Jeg klappede af FCN.
- Det er dén accept, jeg mangler i dansk fodbold: At man ser og anerkender ambitionen om god fodbold. Hjulmand blev kaldt naiv. Det var totalt latterligt. For han havde ikke vundet ved at forsvare den hjem, det viste FCK jo, da de spillede mod de hold. Dér så man intet fodbold.
- Jeg håber ikke, at der i DBU vil blive rørt så meget ved det, vi lavede med filosofien i talentudviklingen (Den Røde Tråd, red.). Folkene i DBU skal jo kigge på, hvad man skal være gode til generelt, men man skal uddanne spillerne til det sværeste. Vil man fokusere på spillere, der er bedst til, når modstanderne har bolden, eller spillere, der er bedst, når vi har bolden?
- Jeg ville græde snot, hvis man pludselig siger, at nu skal vi gøre det første og trække os tilbage.
CLAUS BRETTON vs. JIM STJERNE
- Jeg mener ikke, at jeg skulle have stoppet som landstræner noget før.
- Der har været perioder, hvor jeg har tænkt meget over det og overvejede at stoppe. Men jeg fortsatte, fordi spillerne ville have, at jeg fortsatte. Det har været afgørende. Samtidig kunne jeg hver gang se nye muligheder. Men under alle omstændigheder, uanset om vi var kommet til EM i Frankrig, var jeg selv stoppet efter den slutrunde.
- Tyskland og Holland tilbød mit at blive landstræner for dem, og det overvejer man da, for det er ’once in a lifetime’. Men jeg sagde selv nej. På et tidspunkt undersøgte vi muligheden for, om jeg kunne være klubtræner i Ajax og landstræner samtidigt, men det sagde DBU nej til, og det må man acceptere.
- Der var ikke et ondt forhold mellem mig og ledelsen i DBU i de sidste år. Men lad os tage Claus Bretton-Meyer og Jim Stjerne Hansen:
- Jeg mener ikke, at Jim Stjerne skulle være stoppet, han holdt op fem år for tidligt. Han indeholdt alt, der skulle til, og så var han fodboldmand. Så kommer der med den nye ledelse pludselig en anden atmosfære. En stemning med en person, der på et område kan en hel masse, men som er uvidende om andre ting. Og det kan en gang imellem støde begge parter.
- Bevar mig vel, at Bretton-Meyer skulle komme efter Jim, hold da op, det må være svært. Så der blev naturligvis lavet misforståelser og dumheder, som man er uvidende om, fordi man ikke er sportsmand og fodboldmand, men det kan jeg sagtens bære over med. Jeg har ingen problemer med de mennesker, men jeg klikkede da bedre med den ledelse, der var dér før.
- Det handlede ikke så meget om, at Peter Bonde ikke fik jobbet som talentchef. Det, jeg blev vred over, var måden, han blev behandlet på. Det kunne jeg ikke acceptere. Jeg vil ikke komme ind på, hvad det var konkret, men det var for mig totalt uacceptabelt. Og det var også en uacceptabel måde, Lars Berendt og et par af de andre mennesker, der havde været der hele deres liv, blev fyret på.
- Man har lov til at sætte et nyt hold, men man skal gøre det på en værdig måde. Det fortalte jeg de mennesker. Jeg sagde, at jeg ikke kunne acceptere det, og derefter gik det op for mig, at jeg ikke følte mig tilpas dér længere og, at jeg ikke skulle være dér længere. Og sådan tænkte de nok også.
SPILLEREN, TRÆNEREN, MENNESKET
- De valg, man foretager som menneske, som fodboldspiller og som træner er præget af mange ting.
- For mig har det naturligvis været min baggrund og opvækst her i Vordingborg. Men der er ting i menneskers liv, som kan ændre dit sind og din vej. At miste en person ændrer noget i indstillingen til mange ting. Det gør det nok for mange mennesker. Når folk mister deres forældre i en tidlig alder, har det har også en vis indflydelse på deres aktuelle livsgang eller senere i deres liv.
- På tidspunktet for den hændelse, hvor jeg mistede, (Olsens kæreste, Marianne, forvandt i 1978 og er aldrig blevet fundet, red.), var jeg nok lidt usikker som menneske og som spiller, og der sker så noget, der gør, at jeg forandrer indstillingen til livet, til arbejdet og til min sportsgren. Sådan at man siger: Nu kan det også være lige meget.
- Det er sådanne ting i livet, der umiddelbart kan virke negativt, men som så omvendt virker – ikke positivt, det er et forkert ord i denne sammenhæng - men anderledes. At man reagerer anderledes på ting i livet, end man gjorde i forvejen. Hvordan man så reagerer, handler meget om, hvem man er på det tidspunkt?
- Jeg var måske meget beskeden i den periode. Man skal have en sund ydmyghed, men samtidig også have en sund arrogance, vide at man er god, selv om man måske kun er 19 år. Den ydmyghed kan have været en hæmsko for mig. Mit første professionelle tilbud var fra Bayern, men jeg valgte Cercle Brugge. I dag ville man nok have valgt anderledes, men det handlede om ydmyghed og tryghed.
- Jeg ved ikke, om jeg var blevet den spiller og træner, jeg har været, hvis det ikke var for den hændelse. Det handler jo også om, at man bliver prikket på skulderen af nogle, der kan se talentet hos dig, og det handler også om, hvordan man selv ser på det, og hvordan andre ser på det; om man skal skubbes eller hives tilbage. Det var vejledning. Det, der skete, var personlig vejledning for mig.
FORNUFTIG GAMMELMANDSNAK
- Jeg mangler ikke at opleve noget fodboldmæssigt. Jeg er privilegeret, det er jeg bevidst om, og det bør alle fodboldspillere være.
- Når jeg syntes, at mine spillere i FC Köln var for meget surmule, tog vi ud på bilfabrikkerne lidt uden for byen, selv om de havde fri, så de kunne se og høre på de folk, der havde de jobs. Da fandt de ud af, at hvis ikke de kunne sparke til en bold, havde de stået dér ved samlebåndet, så derfor skulle de stoppe med at surmule over en halv times ekstra træning.
- Jeg skrev julekort til alle mine landsholdsspillere hvert år. At tænke på hinanden og menneskelig kontakt dør aldrig, og det gælder for alle generationer.
- Jeg er født i 1949, og jeg plejede at sige til mine spillere, at der er nogle ting og værdier fra 1945, der stadig holder og er lige så gode i dag: Sammenhængen og respekten mellem mennesker. Det ved jeg, at de unge mennesker tror på, og det skal man værne om, især i dagens usikre verden. Det er ikke gammelmandssnak, men fornuftig snak.