Det er for tidligt at fælde dom over Åge Hareide. Det mener DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul, efter den kritik, Danmarks norske landstræner blev mødt med efter 0-0 i Rumænien i søndags.
24. marts rundede Åge Hareide årsdagen for sin tiltræden som landstræner, og ud af fem kvalifikationskampe har Danmark kun vundet to.
Det rækker til en aktuel tredjeplads i VM-kvalifikationsgruppen, hvilket ikke er nok til en plads ved VM i Rusland i 2018. Andenpladsen, der besættes af Montenegro, giver som stillingerne i VM-grupperne ser ud lige nu, heller ikke adgang til play off-kampene om at komme med til slutrunden.
Det fik i går ekspert på Discovery Networks Mikkel Bischoff til foreløbigt at dumpe Åge Hareide bedømt ud fra de betydende kampe, han har stået i spidsen for.
Det er DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul uenig i.
- Det er for tidligt at dumpe Åge Hareide efter et år. Jeg synes, at Danmark har om ikke en god mulighed, så en realistisk mulighed for at nå andenpladsen i gruppen og nogle play off-kampe. Og vi er nødt til at give en ny landstræner, indtil vi matematisk begynder at dumpe ham, siger Kraul.
Sort-hvid verden
Han erkender dog, at resultaterne i VM-kvalifikationsgruppen ikke er godkendt.
- Hvis man kigger udelukkende på stillingen i VM-kvalifikationsgruppen, er det ikke godkendt. Men fodboldverdenen bliver ofte udlagt meget sort-hvid, siger Kraul og fortsætter:
- Åge Hareide er jo kun én kamp fra at have en godkendt første år med det danske landshold, og det var nederlaget mod Montenegro. Det er dén kamp, der gør, at det er ikke godkendt, siger han.
Andreas Kraul peger på, at Åge Hareide har vist sig pragmatisk og åben over for nye taktiske muligheder på det danske landshold, i modsætning til Morten Olsen, der fastholdt sit system gennem alle sine år som landstræner.
- Nogle gange kan man godt tænke, at vi er lidt utaknemmelige. Det, vi kritiserede Morten Olsen for ikke at gøre, kritiserer vi Åge Hareide for at gøre siger Kraul.
- Jeg synes, at Åge Hareide har tænkt nogle nye og spændende tanker taktisk, og man kan ikke forvente, at det bliver indført på et i øvrigt ungt landshold på 14 dage.