Hvis en klub ønsker at spille i Superligaen hos mændene, så skal den fremover også have et elitehold hos kvinderne.
Sådan lyder et af de markante forslag i den rapport, som Dansk Boldspil-Unions kvindekommission offentliggør mandag.
Senest om fem år skal det være indført, at superligaklubberne skal have et kvindehold for at få licens til mændenes Superliga, hedder det i rapporten.
Kommissionen lægger op til en wildcard-ordning, så superligaklubberne kan være med i den bedste kvinderække uden at skubbe de nuværende, etablerede kvindeklubber ud af topfodbolden.
- Vi ved, at det er et forslag, der vil udløse debat. Men hvis kvindefodbolden herhjemme for alvor skal løfte sig, så skal vi have en stærk liga. Og dette forslag er en af vejene til at få den liga, vi har brug for. Det er vigtigt at få gang i en debat om, hvordan vi gør kvindeligaen bedre, siger Lykke Friis, der er næstformand i kvindekommissionen.
Inspirationen til forslaget kommer fra udlandet:
- Vi kan konstatere, at herre-topklubber i udlandet investerer massivt i kvindefodbold i disse år. Det er ikke, fordi klubejerne pludselig er blevet feminister, men fordi de ser muligheder i kvindefodbolden. Den holdningsændring skal vi også have til at slå igennem i dansk fodbold, siger Lykke Friis.
Lang vej igen
At der er et stykke vej til, at alle superligaklubber har et kvindehold på topplan, kan ses på situationen i dag.
Lige nu er det kun Brøndby, der er repræsenteret både i Superligaen hos mændene og i 3F Ligaen hos kvinderne.
Brøndbys kvindehold er endda ikke en del af aktieselskabet bag superligaholdet, men drives af amatørklubben Brøndby IF.
Tidligere har OB haft et hold i 3F Ligaen, men kvindeholdet fra Odense er i dag udskilt i en selvstændig klub, Odense Q.
1. divisionsklubben Vejle har også et hold i 3F Ligaen, mens SønderjyskE er repræsenteret i kvindernes næstbedste række, 1. division.
FC København, AaB og FC Nordsjælland luftede sidste år planer om at etablere kvindehold på topplan, dog uden at det endnu er blevet realiseret.
Kvindekommissionens rapport bliver præsenteret forud for landskampen mod Ukraine mandag aften.
Du kan se landskampen direkte på DR1 fra kl 17.45.