Til foråret skal det besluttes, hvordan bestyrelsen i Dansk Boldspil-Union (DBU) fremover skal sammensættes. Anbefalinger fra både DBU’s politiske kommission og Kvindekommissionen lyder, at bestyrelsen skal slankes, og at kvindefodbold skal slankes.
Formandskabet i DBU har dog foreslået i et udspil, at Kvindedivisionsforeningen i fremtiden ikke har en repræsentant i DBU’s bestyrelse. Det er en svækkelse af kvindefodbold, lyder det fra Kvindekommissionens formandskab bestående af Helle Thorning-Schmidt, Lykke Friis og Christian Stadil.
- Forslaget går stik imod DBU’s egen politiske kommission og Kvindekommissionens forslag. Lige inden EM barslede vi i Kvindekommissionen således med vores første anbefalinger, hvor vi opfordrede DBU til at satse på mangfoldighed. Når piger og kvinder i stigende grad spiller fodbold, skal det naturligvis også afspejles i DBU’s ledelseslag, lyder det i en udtalelse fra Kvindekommissionen.
- DBU bør derfor vedtage en handleplan for, hvordan forbundet senest i 2025 kan indfri Dansk Idrætsforbunds (DIF’s) målsætning om minimum 30 procent mænd eller kvinder i bestyrelsen. Med andre ord: det er slet ikke nok bare at give Kvindedivisionsforeningen en plads. Tænk bare på, at der siden 1980 kun har været to kvinder i DBU’s bestyrelse.
Tid til nytækning
Tidligere fredag langede Kvindedivisionsforeningen (KDF) ud efter DBU på baggrund af forslaget, og KDF’s medlem af DBU-bestyrelsen, Mette Bach Kjær, kom med et alternativt forslag til en fremtidig bestyrelsessammensætning.
Kvindekommissionen retter også skarp kritik af DBU og betragter forbundets udspil som en svækkelse af kvindefodbolden lige i kølvandet på landsholdskonflikten mellem spillere og DBU.
- Med den seneste dramatiske udvikling in mente er det svært at forstå, hvorfor DBU nu tilsyneladende går den modsatte vej. Tiden må da være kommet til nytænkning og til at afdække så mange vinkler som muligt. Kort sagt: hvis fodbold fremadrettet for alvor skal være for begge køn, må kvindernes stemme styrkes - og ikke svækkes, lyder det fra Kvindekommissionen.
Kvindekommissionen meddeler samtidig, at man vil tage sagen op med DBU, når man skal mødes for også at drøfte kommissionens fremtid.