Froomes ti måneders bjergetape resulterer i frikendelse og en hullet troværdighed

Chris Froome har været igennem et stort uvejr, og selvom han er kommet ud på den anden side som frikendt, så hænger sagen ved.

(Foto: © PHILIPPE LOPEZ, Scanpix)

Han er der egentlig, som man altid kender ham. I den samme rolle, som han har fyldt så flot ud de seneste år i verdens største cykelløb. Veltalende og selvsikker med en favoritværdighed, der for mange ville være tyngende, men som for Chris Froome bare fungerer som en rygstøtte.

- Jeg er lidt nervøs, men det skal man være et par dage før løbets første etape.

Men før starten på årets Tour de France er noget ændret. Froomes i forvejen ustabile troværdighed blandt cykelfans har været igennem 10 måneders bjergetape. Han er godt nok kommet ud på den anden side som frikendt, men det har kostet kræfter og endnu mere troværdighed.

Vandene mellem Froomes tilhængere og modstandere delt endnu mere op. En Vuelta- og Giro-sejr har fået kærligheden til at vokse hos nogen, mens mistanken om snyd er vokset hos andre. Det havde dog ikke behøvet at komme så vidt.

Det hele starter i september sidste år.

Den positive test

Froome er på vej mod karrierens første samlede sejr i Vuelta a España efter at have genrejst sig selv med kun tre etaper tilbage.

Dagen inden er briten ellers ved at tabe det hele på gulvet med en stor nedtur, men med profiler som Vincenzo Nibali og Alberto Contador pustende i nakken finder Froome atter diamanter frem i benene og sikrer sig reelt den samlede sejr der på 18. etape.

Men den obligatoriske dopingtest giver efterfølgende problemer.

Prøven er nemlig tydelig – 2000 nanoliter salbutamol. Det er dobbelt så højt i forhold til den tilladte grænseværdi. Salbutamol er et astmapræparat og er derfor ikke et ulovligt stof at benytte, men da det er over den tilladte værdi, er Wada og UCI nødt til at se nærmere på sagen.

Froome og holdet Team Sky får det at vide to uger efter på e-mail, men udover dem er der ikke andre, som skal vide det. Det er nemlig som nævnt ikke et stof på Wadas forbudte liste, og derfor er han ikke aktuel for en suspendering, før sagen er afsluttet.

Ligeså vigtigt er det, at sagen ikke skal ud i offentligheden. Reelt set kan der være mange sager lignende Froomes hvert år, som man aldrig hører om, fordi det ender uden en straf. Man holder det blandt andet hemmeligt for ikke at skade rytterens troværdighed i tilfælde af, at personen er uskyldig.

Det er dog ikke lang tid, at Froomes sag bliver holdt skjult for folket, fordi i slutningen af december er historien lækket. Det franske medie Le Monde og det britiske The Guardian melder begge, at Froome har afgivet en positiv test og derfor risikerer karantæne og at få frataget sin Vuelta-sejr.

Folk vil have Froome suspenderet

Det starter en lavine fra offentligheden. Kritikerne ser det som brænde på bålet for Froomes manglende troværdighed.

Præsidenten for UCI, David Lappartient, mener, at Froome bør suspenderes af Team Sky, så han ikke kan stille til start, når 2018-sæsonen begynder. I hvert fald ikke så længe sagen kører.

- Det er op til Dave Brailsford (Team Skys manager) at tage ansvar. Udover det tror jeg, at det også er, hvad rytterne ønsker. De er presset af det generelle billede, siger præsidenten i januar til Le Telegramme.

Cykelsporten er på ny rystet. Den firedobbelte Tour de France-vinder har en sag hængende over sig, og der bliver atter sat spørgsmålstegn ved cykelsportens generelle troværdighed.

Presset stopper dog langt fra Froome. Selvsamme januar træner Team Sky-kaptajnen alene på træningsophold i Sydafrika, og det er ikke bare en blød opstartsfase. Der bliver givet fuld gas og måske lidt mere til.

Appen Strava viser nemlig, at Froome eksempelvis på den sidste dag med overskriften ”tøm tanken” tilbagelægger 271,65 kilometer på godt seks timer med en gennemsnitsfart på 44,8 km/t.

Se en tidslinje for Chris Froomes salbutamol-sag.

Det er et markant højere tempo end eksempelvis Alejandro Valverde i Liege-Bastogne-Liege sidste år, der på næsten den samme distance kører med en gennemsnitsfart på 40,27 km/t. Og Froome gjorde det vel og mærke helt alene uden et felt og holdkammerater omkring sig.

Og det er faktisk ikke helt uden betydning for Froomes forsvar i sagen. Flere mener nemlig, at træningstallene fra Sydafrika skal bruges som en del af bevismaterialet for at påvise, at under ekstreme kraftanstrengelser kan der være udslag i hans fysiske tal og derfor også salbutamol-indholdet i kroppen.

Går efter Giro-sejren

Trods den fortsatte modstand i cykelmiljøet for at se Froome på en cykel, mens sagen er i gang, så er han at finde til de store løb i løbet af foråret. Under sæsonens første løb i Ruta del Sol mærkede han dog også en del opbakning.

- Det er den første gang, siden det hele skete, at jeg har været sammen med mine kolleger. Det er dejligt at ses igen, og det var fantastisk at mærke deres støtte, sagde Froome til Velonews.

Froomes sæson er anderledes end de andre år. Som den første rytter siden Marco Pantani i 1998 går briten efter at vinde både Giro d’Italia og Tour de France i samme sæson.

Det betyder et mere tilbageholdende program og samtidig mere ro fra pressen, der ellers står klar med de kritiske spørgsmål. Flere ryttere udtrykker utilfredshed med, at Froome styrer mod Giro-starten.

- Det er hans beslutning at være her. Jeg har sagt det før, mit hold er en del af MPCC (foreningen for troværdig cykling, red.), og hvis jeg var i samme situation, så ville jeg ikke være her i dag, sagde Tom Dumoulin i dagene før Girostarten.

I Giroen ligner Froome da heller ikke en rytter, som er, hvor han skal være. Gisningerne om en mand, der ikke bare er ramt fysisk, men også mentalt på grund af sagen. Som løbet begynder at folde sig ud, falder han tilbage i klassementet.

Men som man mindst venter det, viser briten endnu engang, hvorfor han regnes som en af nyere tids bedste etapeløbsryttere. I et sandt mesterværk angriber han 80 kilometer fra mål på 19. etape med en masse bjerge foran sig, og det giver pote.

Chris Froome står med trofæet som vinder af årets Giro d'Italia. (Foto: © ALESSANDRO GAROFALO, Scanpix)

Froome kommer i mål mere end tre minutter før sine konkurrenter og erobrer førertrøjen, som han ender med at holde løbet ud. Dermed har han nu vundet tre Grand Tours i streg.

Det store forsvar

Men det helt store mål om en ”double” hænger stadig i uvisheden. Får han overhovedet lov til at starte i Tour de France?

Kort inde i juni sender Froome sit forsvar til UCI og Wada. Selvom ingen af parterne har meldt noget officielt ud omkring, hvad der er blevet sagt, så har medier som L’Equipe og The Times rapporteret i løbet af foråret, at Froomes side har forsøgt at påvise usikkerheden omkring Wadas salbutamol-test.

Der bliver blandt andet skrevet, at der er en 15,4 procents usikkerhed i de test. Der sammenlægger man det med, at Froome udover testen på 18. etape fik taget yderligere 21 prøver i løbet af Vueltaen, som alle lå under det tilladte.

Alt imens dokumenterne bliver læst igennem, så har ASO, som er organisationen bag Tour de France, ikke mere tålmodighed. Mindre end en uge før starten på løbet sender de ifølge det franske medie Le Monde en e-mail til Team Sky, hvori der står, at Froome ikke vil få lov til at starte, hvis sagen ikke er lukket.

Sagen er lukket

De ved dog ikke, at Wada to dage forinden rent faktisk har lukket sagen. De har kigget beviserne igennem og mener ikke, at der er nok til at dømme, at Froome har taget salbutamol for at fremme sin præstation. Froome er frikendt og har lov til at stille til start.

- Det er selvfølgelig en kæmpe lettelse for mig. At jeg nu kan begynde at fokusere på at cykle igen. De sidste ti måneder har selvfølgelig været en utrolig svær periode, men jeg er virkelig glad for, at fakta nu er kommet på bordet, så mit navn er blevet fuldstændig renset, sagde Froome til DR få dage før starten.

Men sagen har ikke gavnet nogen. Cykelsporten har endnu engang været igennem en lang periode, hvor dårlig omtale har overskygget flotte præstationer, og Froomes renommé er yderligere belastet.

For Tour-favoritten er frygten, at de tidligere meget aggressive fans, som har både spyttet og kastet med urin mod briten, bliver endnu mere voldsomme i årets løb og udsætter ham for fysisk fare.

I Le Monde skriver Froome et åbent brev til fans, hvor han forklarer sin side af historien i håb om, at folk vil forstå og acceptere, at han er frikendt.

- Jeg anerkender, at optakten til løbet ikke har været den nemmeste – hverken for mig, for løbets arrangører og for jer cykelfans og franskmænd, som er Tourens puls, skriver han.

Spørgsmålet er så om selve løbet bliver nemmere for Froome og cykelfans. Sagen er godt nok lukket, men den er ikke forsvundet fra folks bevidsthed.

Så selvom Team Sky-kaptajnen er kommet ud på den anden side uskyldig, så er det med en hullet troværdighed hos de største skeptikere.