En stribe danskere har kastet sig over at samle store puslespil i corona-tiden. Unge og gamle sidder lige nu og kæmper med at få brikkerne til at passe sammen i en blå himmel eller med at finde en brik, der er blevet væk undervejs.
Statistkoordinator Oscar Skarbye fra DR har det lidt på samme måde som puslespilssamlerne i sit daglige arbejde i DR. Men han har nu også ’lagt dem’ allerede længe før nedlukningen af Danmark.
Oscar Skarbye skal få det hele til at gå op og sikre, at der er statister de rigtige steder og af den rette slags, når DR for eksempel filmer en dramaserie eller producerer en historisk serie.
Tidligere har Oscar Skarbye fundet statister til serien ’Historien om Danmark’ og DR’s dramaserie ’Bedrag 3’. Og lige nu er han ’aktuel’ i serien ’Grænseland’ på DR1 og DRTV, der handler om Sønderjyllands omtumlede historie og genforeningen med Danmark for præcis 100 år siden.
- Jeg har brugt omkring et år på at besætte statistrollerne, og en hurtig optælling, jeg har lavet, viser, at der har været 762 statistoptrædener i serien, forklarer Oscar Skarbye.
’Grænseland’ består i høj grad af dramatiske rekonstruktioner af historien, hvor der er brugt skuespillere og statister – og udover at finde de sidstnævnte har Oscar Skarbye også skullet tage sig af statisterne undervejs. Nogle gange med hjælp fra produktionsholdet, når der har været rigtig travlt.
I DR er siderne dr.dk/medvirkende og DR’s tekst-tv side 105 to oplagte steder at lede efter statister for Oscar Skarbye. Så det har han selvfølgelig gjort.
- Det, at serien er blevet optaget over hele landet, har faktisk gjort arbejdet en smule lettere for mig. På den måde er der lidt flere at få fat i, end hvis optagelserne alene foregår et bestemt sted. Jeg har for eksempel haft opslag ude i lokale aviser, sociale medier og hos foreninger. Et andet godt sted er hjemmesiden DASK-Online, der formidler castings og auditions til skuespillere og statister, samt Facebook-grupper for statister, forklarer Oscar Skarbye, der også har oplevet en helt særlig interesse fra sønderjyderne selv til at være med.
Historiske serier er udfordrende
Nu er det imidlertid ikke sådan, at Oscar Skarbyes arbejde er gjort, hvis han får præcis 762 til at bide på DR’s opslag.
- Den helt store udfordring i historiske serier er, at folk også godt må ligne nogen, der kunne have levet i 1800- eller 1900-tallet. Det vil sige, at de ikke må have farvet hår eller være karseklippede, at de ikke har synlige tatoveringer eller skæg på en særlig måde, som man ikke havde dengang, beretter Oscar Skarbye.
Selvfølgelig går alle ikke og ligner et fortidslevn, så en af Oscar Skarbyes opgaver er at samarbejde med DR’s chefsminkør om, hvad sminkørerne kan ’redde’ eller forvandle i sminken.
- Jo mere man som statist selv kan komme med, jo bedre. Lige omkring Første Verdenskrig var der for eksempel mange med overskæg, og derfor var det for eksempel oplagt at udvælge en del med overskæg, eller nogle med fuldskæg, som ville barbere det til et overskæg, til statistrollerne i ’Grænseland’, forklarer han.
Christian den 9. var svær
Én af de helt store udfordringer i ’Grænseland’ for Oscar Skarbye har været at finde en, der kunne spille en mindre rolle som Kong Christian den 9.
- Her var en del af udfordringen, at kongen havde et helt særligt udseende, og at han skulle være iført en helt særlig uniform, som DR har lånt til formålet. Men så skulle højden og drøjden på manden også passe til uniformen, forklarer Oscar Skarbye.
I sit arbejde er DR’s statistkoordinator vant til at spørge til, hvad folks badevægt viser, og hvor højt de rager op i landskabet.
- Vi har samarbejdet med foreninger og museer om at få de rigtige uniformer og rekvisitter til ’Grænseland’, ligesom DR’s kostumeafdeling også har en del. Men én af udfordringerne har været, at kostumerne generelt er ret små, og i nogle tilfælde sjældne, så statisterne skal derfor kunne passe kostumerne, og ikke omvendt, fortæller Oscar Skarbye.
Efterhånden som statistkoordinatoren får samlet folk, der vil være med, består hans arbejde blandt andet i at få formidlet alle oplysninger om og billeder af statisterne til de rigtige personer – for eksempel sminkørerne og kostumeafdelingen.
Oscar Skarbye er også med, når der bliver lavet produktionsplan for optagelserne. For hvornår er der optagelser, og hvornår skal hvilke statister bruges. Det skal de blive enige om, og i mange tilfælde er det så også ham, der har taget imod dem, når der var optagelser på ’Grænseland’. Til sidst skal han også sørge for, at statisterne får et gavekort for ulejligheden.
- Der flyder rigtig mange beskeder frem og tilbage, og for mig handler det om at skabe orden i kaos. Der er mange mails, der skal formidles frem og tilbage, men alt der foregår internt i DR prøver jeg at putte ind i skemaer – eller cast sheets, så jeg ikke sender mails til kostumeafdelingen og sminkørerne hele tiden, beretter Oscar Skarbye.
Den 27-årige statistkoordinator var egentlig i gang med at tage en uddannelse i katastrofe- og risikomanagement på professionshøjskolen Metropol i København. Film- og TV-branchen havde nu altid fristet ham, så da muligheden bød sig til at blive runner i DR i 2016, slog Oscar Skarbye til. Her har han så siden bevæget sig mere og mere over til at blive statistkoordinator.
- Nu har jeg både fundet statister til ’Historien om Danmark’, ’Bedrag 3’ og ’Grænseland’, og jeg oplever, det bliver lidt nemmere gang for gang, fordi jeg får mere erfaring, og fordi jeg lærer flere at kende, forklarer han.
- Efterhånden har jeg også fundet ud af, at der er en god skare derude, som gerne vil være statister i DR’s programmer og gerne vil prøve at være på tv. Jeg støder på folk, der både har været med 200, 300 og 400 forskellige roller som statist, og de er faktisk en stor hjælp for mig. For de kender arbejdet ud og ind, de ved godt, der kan være ventetid, og så hjælper de erfarne også de mindre erfarne, siger han.
Hans erfaring er, at der stort set altid skal bruges nogle 25-45-årige mænd, når der skal optages noget fjernsyn, og dem har der ikke mindst være brug for i en serie, der beskæftiger sig med Sønderjylland og de mange krige i området fra 1840 til 1920.
- Jeg kan godt lide mit job af flere grunde. Det er en blanding af noget kreativt og noget systematisk, hvor halvdelen af arbejdet foregår på kontoret, og den anden halvdel foregår ude på optagelserne. Samtidig møder jeg rigtig mange mennesker, så det er en perfekt balance, siger Oscar Skarbye.
Du kan se ’Grænseland’ på DR1 hver søndag klokken 20.00 frem til den 7. juni – og samme ugedag fra klokken 6.00 på DRTV.