I år markerer DR blandt andet Sønderjyllands genforening med Danmark med serien ’Grænseland’. Lars Mikkelsen tager seerne med tilbage til de historiske perioder og episoder, der har været med til at forme den grænse, Danmark har i dag.
Serien byder både på dramatiseringer og rekonstruktioner af virkelige begivenheder. For at gøre det så troværdigt som muligt, har DR været på en jagt efter rekvisitter, der kunne bidrage med den helt rigtige stemning.
- Når vi laver sådan en serie, er det ikke sikkert, vi kan optage lige præcis dér, hvor begivenhederne foregik. I stedet har vi brugt lokationer som for eksempel ’Den Fynske Landsby’ i Odense. Her arbejdede vi på at skabe et troværdigt miljø, som lignede noget, der kunne være rigtigt. Der skal være nogle fine mennesker og nogle knap så fine, så flere lag er repræsenteret, fortæller Karl Emil Hammerager, der er rekvisitøren på ’Grænseland’.
Lavet, lånt eller fra lager
Men hvordan får man fat i ting og sager, der skal forestille at være over 100 år gamle? Her trækker Karl Emil Hammerager i flere tråde. For det første har DR et stort lager af rekvisitter, der kan bruges. Det kan for eksempel være trækasser eller en tønde, som er med til at skabe et miljø, der minder om det, der var for 100 år eller mere siden.
Ifølge Karl Emil Hammerager er den slags rekvisitter ikke tidsbestemte – nogle kan bruges både i 1800-tallet og i 1950’erne. Derimod kan det være sværere at skaffe rekvisitter, der er meget specifikke for den rekonstruktion, de skal bruges til.
- Nogle ting bliver vi nødt til selv at lave, og det lægger jeg en plan for. Et eksempel kan være grænsestenene. Dem kan vi jo ikke grave op og bruge. I stedet undersøger vi, hvordan vi kan få dem lavet i DR. En special effects-mand ser på, hvordan man kan få stenene til at se tunge ud, uden at det ødelægger skuespillerne. Stenene bliver derfor bygget i et andet lettere materiale, bliver beklædt med cement, og efter det får en maler dem til at ligne de rigtige sten, uddyber Karl Emil Hammerager.
Den sidste måde at anskaffe rekvisitter er ved at låne fra forskellige museer eller privatpersoner. Karl Emil Hammerager oplever, at der her tit er interesse for at hjælpe med at finde de helt rigtige rekvisitter.
- Vi havde for eksempel en skuespiller, der skulle cykle meget rundt. Vi lavede et samarbejde med et cykelmuseum og snakkede med dem om, hvilke slags cykler der fandtes dengang. Karakteren var sådan en smart politiker, derfor skulle det også være en moderne cykel. Til sidst fandt vi frem til, at han skulle have en cykel med træhjul, siger han.
Trak selv i kostumet
Processen med at anskaffe de rigtige rekvisitter starter med en grundig research. Et hold historikere læser manuskriptet igennem for at vurdere, hvilke situationer der er realistiske.
Det er Karl Emil Hammerager og hans holds arbejde at omsætte den research til troværdige rekvisitter. Det kræver nogle gange lidt kreativitet at få det til at gå op i en højere enhed.
- Vi samarbejdede med Sønderborg Slot, hvor vi fik lov til at låne en del ting. Blandt andet en hel speciel postkasse. Vi havde bare ikke lige tænkt på, at den var lavet af støbejern og simpelthen for tung til, at vi kunne lade en statist håndtere den museumsgenstand. Så måtte jeg trække i et kostume og være med i stedet for, griner Karl Emil Hammerager.
Det kræver meget samarbejde for at få rekvisitterne på plads. Karl Emil Hammerager kan godt lide, at de forskellige værksteder er tæt på.
- Det fungerer rigtig godt, at alle de specialiserede fag er tæt på i DR Scenografi. Der er ikke langt til maleren, snedkeren, lageret eller special effects. På den måde kan vi dele viden og finde ud af, hvad der fungerer bedst sammen, siger Karl Emil Hammerager.
Der kommer et nyt afsnit af ’Grænseland’ hver søndag på DR1 og DRTV frem til den 7. juni.