Ny DR-julekalender kaster masser af oplevelser af sig over hele Danmark

Samtidig bliver der også rig mulighed for at fordybe sig i børne-TV’s historie, gamle DR-julekalendere og U-landskalenderens historie over hele landet frem til jul.

  • Karen (Karla Larsen Moltsen) og Marie Louise (Isa Thorlacius) fra 'Julehjertets Hemmelighed'. I løbet af resten af november og december kan du deltage i en række aktiviteter over hele landet med afsæt i DR's nye julekalender. (Foto: © BASTIAN SCHIØTT, Mastiff)
  • For første gang siden januar 2020 og coronanedlukningerne kan Børne-TV’s historie-udstillingen ses på Voergaard Slot i Nordjylland. Ny på udstillingen er pindsvinet Børste fra Minisjang, som også kan mødes i levende live. Her er han fra Bogforum i København for nylig. (Foto: © Christopher Hesselberg)
1 / 2

Når DR i december har premiere på den nye julekalender ’Julehjertets Hemmelighed’, er det ikke alene på skærmen, dramaserien kaster nye oplevelser af sig.

Rundt omkring i landet bliver der i den kommende tid rig mulighed for både at komme bag om årets julekalender og dykke ned i 1800-tallet, som ’Julehjertets Hemmelighed’ foregår i. Samtidig samarbejder flere kulturinstitutioner og DR sammen om at bruge årets DR-julekalender til at lære skoleelever om jul i gamle dage.

Ikke mindst på Fyn er der gode chancer for at jule med afsæt i årets julekalendere, når den regionale filmfond FilmFyn, Museum Odense, Destination Fyn, DR og TV 2 med flere i fællesskab udnævner den store ø i midten af Danmark til at være ’Juleøen Fyn’ i år. En del af forklaringen er, at både DR’s ’Julehjertets Hemmelighed’ og TV 2’s julekalender ’Tinka og Sjælens Spejl’, der også er ny, er optaget på Fyn - delvist.

Helt konkret betyder det, at man både på Møntergården i Odense, Jernbanemuseet i Odense, Den Fynske Landsby, Boltinggaard på Midtfyn og Erholm Gods ved Assens blandt meget andet kan fordybe sig i DR’s nye julekalender, og hvordan man holdt jul i gamle dage.

’Julehjertets Hemmelighed’ følger livet for både landsbyboere, herskab og tjenestefolk ved herregården Lindestrupgård, og hovedpersonen er den snart 13-årige Karen, der snart skal ud at tjene som stuepige på den nærliggende herregård.

Nisseloft og damplokomotiv

På Møntergården i Odense kan gæsterne for eksempel fra den 19. november til den 8. januar se rekvisitter, kostumer, små scenografier og bag om-materiale fra julekalenderen, og i Den Fynske Landsby kan man i de to første weekender af december prøve at fejre jul på landet midt i 1800-tallet og samtidig opleve nisseloftet fra ’Julehjertets Hemmelighed’ og se nogle rekvisitterne og kostumerne fra de 24 afsnit.

Jernbanemuseet i Odense genskaber blandt andet en særlig togscene fra ’Julehjertets Hemmelighed’ med damplokomotivet K563 fra den 18. november til den 24. december, og på Boltinggaard på Midtfyn kan man sidste weekend i november også opleve kostumer og enkelte rekvisitter fra DR-julekalenderen. Endelig kan man på Erholm Gods nær Assens de tre første lørdage i december studere herregårdsliv i 1800-tallet og se en udstilling af kostumer fra herregårdsfamilien, som i DR-julekalenderen bor på netop dét gods.

- Det er første gang, at DR og TV 2 begge har premiere på en ny julekalender samme år, som så tilfældigvis også begge optages på Fyn. Den historie vil vi gerne være med til at fortælle, og i DR vil vi altid gerne give folk et indblik i, hvordan der er blevet arbejdet med julekalenderen og give folk mulighed for at se kostumer, kulisser og rekvisitter tæt på, siger seniorprojektleder Thit Dyreberg fra DR Salg.

Tidligere har byer som Dragør og Billund også lavet udstillinger og arrangementer med afsæt i DR’s julekalendere. Det samme har Egeskov Slot på Fyn i forbindelse med ’Den Anden Verden’ i 2016, men arrangementerne har aldrig været så omfattende som i år.

Rumle bliver spillet af Thea Sofie Lundbak i 'Julehjertets Hemmelighed'. (Foto: © BASTIAN SCHIØTT, Mastiff)

Rumles yndlingskage

Også på Sjælland er der chance for at komme mere bag om ’Julehjertets Hemmelighed’ i weekender fra den 26. november til den 18. december. Frilandsmuseet i Kongens Lyngby åbner nemlig for tjenestefamiliens bolig fra DR-julekalenderen og laver flere spændende arrangementer i løbet af julen. Stenstruphuset på Frilandsmuseet har lagt rammer til tjenestefamiliens bolig, og her inviteres gæsterne indenfor, hvor de kan opleve scenografi og kostumer fra julekalenderen.

På museet kan publikum desuden lave traditionel julepynt, gå på jagt efter julehjertet og smage på nissen Rumles yndlingskage. Frilandsmuseets julepyntede gårde viser derudover forskellen på julen fra starten til slutningen af 1800-tallet.

Her kan man se forskellen på rig og fattig og få fornemmelsen for udviklingen af julens traditioner i form af mad, juleudsmykning og så videre. Temaer som i høj grad er aktuelle i 'Julehjertets Hemmelighed'.

Nye undervisningstilbud om julens historie

Med en række nye undervisningstilbud, der tager udgangspunkt i ’Julehjertets Hemmelighed’, vil Frilandsmuseet, Museum Odense og Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum i Auning også – sammen med DR Lær – gøre skoleelever klogere på julens historie i den kommende tid. Både på hvert af museerne og hjemmefra på skærmen på DR Lær kan børn og voksne blive klogere på julens kulturhistorie og magien fra julekalenderen.

- For mange mennesker sammenknyttes julehygge og danmarkshistorie i julekalenderformatet. Vi er en række kulturhistoriske museer, der har spillet en stor rolle i udviklingen og optagelserne af ’Julehjertets Hemmelighed’, så det er oplagt for os, at vi inviterer skoleklasser på besøg i julemåneden og bruger julekalenderen til at fortælle om den kulturhistorie, der ligger bag fiktionen, siger Helle Ingerslev Kristensen, der er museumsinspektør for børn og unge på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

I tiden frem til jul bliver der også mulighed for at se eller gense nogle af de udstillinger om DR-julekalendere og Børne-TV’s historie, som DR har haft rundt i landet i flere år.

For første gang siden januar 2020 og coronanedlukningerne kan Børne-TV’s historie-udstillingen ses på Voergaard Slot i Nordjylland. Her åbner udstillingen den 25. november, og den har åbent forskellige dage frem til den 18. december.

Udstillingen er en nostalgisk rejse for både gamle og unge, og blandt dem, der ’flytter ind’ på slottet i perioden er dukkerne Kaj og Andrea, Anna og Lotte, Lillebror, Sigurds Bjørnetime og mange flere. Undervejs dukker den nyeste DR-figur, pindsvinet Børste fra Minisjang, også op i levende live.

Magnus Tagmus kan blandt andet mødes på udstillingen om Julekalenderens historie. (© Valdemar Vedel)

Gamle julekalendere på slot

DR har gennem tiden skabt ikoniske julekalendere, der med deres forskellighed i figurer, kostumer og sceneopsætninger har tryllebundet tv-seerne i december. I år er det 60 år siden, at DR sendte den første af slagsen, og fra den 26. november til den 8. januar er der mulighed for at dykke ned i TV-julekalenderens historie ved udstillingen ’Gensyn med DR’s julekalendere’ på Frederiksborg Slot i Hillerød.

Ved særudstillingen kan man blandt andet opleve Magnus Tagmus, dukkerne fra ’Vinterbyøster’, ’Kikkebakkeboligby’ og ’Jullerup Færgeby’, rekvisitter fra ’Bamses Julerejse’, ’Pagten’ og ’Absalons Hemmelighed’, prinsesse Mia-Majas grønne kjole fra ’Jul på Slottet’, kostumer fra ’Theo og den magiske talisman’ og meget, meget andet.

- Udstillingen fortæller om en lang og stolt julekalendertradition, der nu går 60 år tilbage. I DR glæder vi os over at være med til at skabe noget, der ikke alene samler familier om skærmen, men også giver anledning til at mødes over nostalgi, fordybelse og dialog generationerne imellem. DR Byens kælder rummer en masse guld, og vi er glade for igen at kunne flytte det ud i virkeligheden for en stund og lade danskerne få et gensyn med de mange elskede julekalendere gennem tiden, siger seniorprojektleder Thit Dyreberg fra DR Salg.

Børnenes U-landskalender fylder 60 år i år, hvor den ser sådan ud. (© DR)

U-landskalender 60 år

Samtidig med at DR’s TV-julekalender fylder 60 år, gør Børnenes U-landskalender det samme, og igennem årene er et overskud på 211 millioner kroner fra danske børn og forældres køb af papkalenderen røget afsted til at hjælpe børn i u-landene.

Den seneste tid har DR været rundt fem steder i landet med en lille udstilling, der fortæller historien om 60 år med julekalendere, støtteprojekter i udviklingslande og masser af indhold på TV. De kan lige nu fortsat ses i Bryggen i Vejle og i storcentret Field’s i København.