Klokken er 7 om morgenen. Solens lune stråler og en blå himmel over Clausholm Slot nær Randers indikerer, at vi har taget hul på en flot sommerdag i slutningen af juni.
Og en særlig dag er det i hvert fald for holdet bag ’Den Store Bagedyst’. Det er den første af to optagedage på finaleafsnittet i årets udgave af det populære program.
Rekvisitør Bent Juul fra DR Aarhus er første mand i det hvide 'Bagedyst'-telt - sammen med runnerne Tor Mandrup Beck og Jacob Rønn Christensen.
- Dagen begynder med, at vi gør teltet klar. Vi lukker op, spritter af og gør køkkenerne klar. Hver gang en deltager bliver sendt hjem, lukker vi et køkken ned, så jo længere vi kommer hen på sæsonen, jo mere ro bliver der her i teltet. Men vi har lidt mere travlt i dag, hvor vi skal have pyntet festligt op, fortæller Bent Juul.
Sammen med runnerne pakker han KitchenAid-maskiner ud og tjekker gasblus i hvert af de tre køkkener, der skal i brug i finalen.
- Min opgave er at sikre, at tingene fungerer herinde. At alt er her, og vi får det til at køre, siger Bent Juul.
Et alsidigt job
Han har været rekvisitør på Bagedysten siden starten i 2012 og har kun misset en enkelt sæson. I denne 11. sæson er han den ene af to rekvisitører på programmet. Et meget alsidigt job, fortæller han:
- Vi køber forme, redskaber og ingredienser til ’den hemmelige udfordring’. Det kan nogle gange være en udfordring at finde de forskellige ting – for eksempel specielle ingredienser, man ikke har hørt om før. Vi køber også ind til den daglige drift på produktionen, tager vasketøjet med og får det retur. Og hvis toiletvognen ikke virker, går vi op og får den til at virke. Det handler om at få hele dagen til at fungere.
Bent Juul og de to runnere går fra Bagedyst-teltet til det tilstødende opvaskertelt, der fungerer som mere, end hvad navnet fortæller. Det er her, man forbereder ’den hemmelige udfordring’, og i dag er det også stedet, hvor de tre skal puste 96 balloner op. Ballonerne skal give Bagedyst-teltet det rette finalelook.
Med i programmets intro
Klokken 8.15 er Bent Juul med til en koordinering af de optagelser, som en racerdrone skal lave. Dronen skal på en to minutter lang tur ned langs slotsalléen, mens de tre finalister kommer gående, og ind gennem teltene, så seerne i introen til finaleprogrammet får en bag om-fornemmelse af setuppet.
- Bent, vil du ringe til Torben og bede ham tænde springvandet?
Rekvisitøren går videre med ønsket, så springvandet er i gang, når optagelserne begynder.
Et kvarter senere er hele holdet med på en briefing om droneturen, fordi den involverer alle på settet. Bent Juul skal under droneoptagelserne gå gennem billedet med et bundt balloner, mens vært Timm Vladimir byder seerne velkommen.
Efter flere droneture er introen i kassen, og efter en velkomstoptagelse i teltet, går de tre finalister ved 10-tiden i gang med dagens første kage – ’favoritbagningen’.
Mange bolde i luften
Aktiviteterne i køkkenerne og solens tiltagende effekt får temperaturen til at stige inde i teltet. Sammen med en af runnerne ruller Bent Juul teltsiderne op for at få mere frisk luft derind.
- Der er mange bolde i luften. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Det er dejligt, når det lykkes. Jeg er god til systemer, fortæller Bent Juul om sit arbejde.
Der går to optagedage på hvert af de ni programmer, der er i en sæson af ’Den Store Bagedyst’. I år begyndte optagelserne i slutningen af april og slutter altså her to måneder senere i slutningen af juni.
- Jeg er med helt fra starten, når alle de hemmelige udfordringer prøvebages i marts sammen med Markus, Katrine og redaktionen. Jeg er med i hele processen, og det er dejligt at være med helt fra starten. Det er en stor maskine fra den dag, vi flytter ud i teltet. Jeg prøver at holde det store overblik, siger Bent Juul, der har 30 paller med rekvisitter og køkkenting med på Clausholm Slot.
'En fantastisk stemning'
I Bagedyst-teltet er de to en halv time med favoritbagning gået. Kagerne bliver sat på køl, og Bent Juul rykker ind sammen med de to runnere og flere andre, der lynhurtigt rydder op og gør køkkenerne rene.
Herefter smager dommerne Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen på kagerne og giver deres bedømmelse, mens vært Timm Vladimir får reaktioner fra finalisterne undervejs.
Klokken 14 er det blevet tid til ’den hemmelige udfordring’. I opvaskerteltet er ingredienserne blevet vejet nøje af og lagt i forskellige skåle. Nu placerer Bent Juul og runnerne skålene på rullevogne og kører dem ind i Bagedyst-teltet, hvor de sættes på køkkenbordene og dækkes til med viskestykker. Samtidig tjekker Bent Juul mandolinjernene, som finalisterne skal bruge til udfordringen.
Deltagerne har nu to timer og 45 minutter til opgaven. Herefter smager og bedømmer dommerne kagerne. På andendagen i morgen står den på optagelser af ’mesterværket’ og kåringen af årets Bagedyst-vinder. Og så er endnu en sæson af ’Den Store Bagedyst’ i kassen.
- Der er en fantastisk stemning her. Der er godt humør og gåpåmod – alle hjælper alle. Vi er et stort hold, hvor alle bidrager, smiler Bent Juul.