I et hjørne af DR Designs lokaler i DR Byen i København sidder Marek Bican lidt gemt bag et par rumdelere i det, han kalder sin hule. Det er her, han arbejder, når han som i dag skal beskæftige sig med VFX – ’visual effects’.
På hans pænt ryddelige skrivebord står tre store computerskærme. Den ene af dem bruger han til at læse mails på og de to andre til at arbejde med det, han er så god til – at redigere levende billeder.
I dag arbejder Marek Bican på nogle klip fra en kommende serie om Frederik 9., som han har fået tilsendt, fordi der er noget, der skal rettes til. I tre scener er der nemlig et ventilationsanlæg i et vindue i baggrunden, og det går ikke. Den type ventilationsanlæg fandtes nemlig ikke i den tid, som serien skal forestille at foregå i.
Derfor er det Marek Bicans opgave at få fjernet ventilationsanlægget og erstatte det med et almindeligt, gammeldags vindue, så seerne ikke bliver forstyrret, når serien engang i fremtiden kører over skærmen.
- Jo bedre jeg lykkes med mit arbejde, jo mindre lægger folk mærke til det. Det er en smule utaknemmeligt, siger han med et smil.
’Det handler om at ændre så lidt som muligt’
På Marek Bicans midterste skærm er der noget, der mest af alt minder om et avanceret stamtræ med bokse i forskellige farver forbundet af pile og streger.
Hver boks symboliserer en effekt eller et lag i videoen, mens pilene viser, hvad der hænger sammen, og hvilken rækkefølge tingene skal komme i. På en anden skærm har han de videosekvenser, han arbejder i.
Marek Bican arbejder i programmet ’Nuke’, der ikke hjælper en på vej. Programmets nådesløshed er også det, der gør det så godt, for det er enormt fleksibelt.
- Tricket er at finde det, der ser forkert ud, og så er kunsten, at finde ud af, hvorfor det ser forkert ud, siger han og fortsætter:
- Det handler om at ændre så lidt som muligt.
Marek Bican har en baggrund som TV-fotograf, og han har lært sig selv det meste af det, han arbejder med i dag. Det begyndte i det små, da han var fotograf på ’Viden Om’-programmerne på DR2. Her var der ofte ting, der var for store eller små til at blive fotograferet – for eksempel et atom, som på en eller anden måde skulle illustreres. Det lærte Marek Bican så, hvordan man gjorde.
- Jeg synes, det er fascinerende, hvad man kan lave på en computer.
’Tracking’ – en større videnskab
For at udskifte vinduet i de sekvenser, han har fået tilsendt, starter Marek Bican med at finde nogle referencepunkter i baggrunden af billedet, hvor han indsætter nogle ’trackere’. Trackerne er med til at stabilisere vinduet, så det ikke bevæger sig, når kameraet gør det.
- ’Tracking’ er en større videnskab. Der er skrevet bøger om det, fortæller han.
Marek Bican er dybt koncentreret, og de snakkende kolleger, der går forbi hans hule, ser ikke ud til at røre ham.
- Det var lige præcis sådan, jeg ville have det, lyder det fra Marek Bican, da han endelig får stabiliseret billedet, så han kan gå i gang med at fjerne ventilationsanlægget.
Først markerer han et almindeligt vindue og kopierer det ind over ventilationsanlægget, men det passer ikke helt i højden, så han prøver at strække det lidt. Det er en avanceret digital udgave af at klippe og klistre.
- Hov! Hvad har jeg glemt? Lyder det pludselig fra Marek Bican.
Han har såmænd glemt, at der bliver lagt sorte bjælker i toppen og bunden af billedet, når udsendelsen bliver sendt i fjernsynet, så selvom vinduet ikke passer helt i højden i det klip, Marek Bican sidder med, er det alligevel nok til, at man ikke kan se ventilationsanlægget i den endelige udgave.
Videre til næste hule
- Ja… Jeg bliver nødt til at forbedre det lidt, men jeg har en idé.
Mens Marek Bican arbejder videre på næste klip, taler han lidt med sig selv og trommer lige så stille med fødderne under bordet.
- Nu skal jeg lige se, hvordan det går, siger Marek Bican, da han har indsat en række trackere.
- Åh, det går helt ad helvede til. Hmm..
Billedet er ikke stabiliseret, men efter lidt småjusteringer og et par nye trackere i billedet falder det hele på plads, og Marek Bicans arbejde som digital glarmester er slut for i dag.
Da han har sendt de redigerede videoklip tilbage, hvor de kom fra, forlader han hulen.
Udover at lave VFX arbejder han nemlig også med ’colorgrading’, og det foregår i hans anden hule, der er lidt mere huleagtig end den første. Det er et mørkt lokale med en sofa, to skriveborde og en masse skærme. Gennem et vindue kan man se ud i et atrium, hvor folk står og snakker ved en kaffemaskine.
’Colorgrading’ handler om at tilpasse farvenuancerne i videoklip, så farverne i de enkelte scener ikke stikker i hver sin retning. Men der er mere i det end det.
- Det meste arbejde handler faktisk ikke om at rette fejl men om at skabe den rigtige stemning. For eksempel kan man arbejde med varme farver, når der er tale om glade billeder, og kolde farver, når der er noget, der er trist eller ondt, forklarer Marek Bican.
Samarbejde med klipperen
Han styrer farverne ved hjælp af et specielt tastatur med tre store røde kugler, der styrer hver sin farve- eller lysindstilling. Man kan se, at han har prøvet det før, da han lynhurtigt ændrer farverne i en sekvens fra at være lidt matte og halvkedelige til at være flotte og farvestrålende.
Døren ind til hulen åbner, og Debbie Kuhr, som har klippet den udsendelse, Marek Bican nu er ved at colorgrade, træder ind. De går klippene igennem sammen og snakker om, hvad der skal gøres ved det, inden udsendelsen skal sendes videre i systemet.
Efter et kvarters tid går Debbie Kuhr igen, og Marek Bican fortsætter med at arbejde med farverne.
- Man kan bruge en uge på at colorgrade en reklamefilm på 10 sekunder. Jeg har en dag til at grade en halv time, fortæller han.
Et trænet øje
Udsendelsen, som Marek Bican laver ’colorgrading’ på, handler om firmaet Blackstones opkøb af lejligheder i København. Klippene er optaget på forskellige dage og med forskellige kameraer, så der er stor forskel på, hvordan farverne og lyset ser ud fra klip til klip, og selv de forskelle, der ikke umiddelbart synes store, får Marek Bican øje på.
- Jeg kan slet ikke forstå, at man kunne sende noget, der ikke var ’graded’ i gamle dage. Det ser jo ganske forfærdeligt ud, siger Marek Bican
I udsendelsen er der flere sekvenser, hvor en person bliver interviewet, men fordi det har været et langt interview, er der er forskel på, hvilken nuance hans ansigt har, ligesom tapetet i baggrunden også skifter farve alt efter hvor på himlen, solen har stået på det givne tidspunkt.
- Han er jo alt for rød i hovedet, siger Marek Bican og fortsætter:
- Så det, man gør, er, at man sammenligner klippene. Først kigger man på hudfarven, fordi det er det mest kritiske. Så kigger man på det sorte og det hvide.
Marek Bican rykker hovedet tættere på sin referenceskærm og justerer forsigtigt farverne ved at rulle med de røde kugler, indtil han læner sig tilbage i stolen og smiler:
- Wow, det er godt nu.