’Jeg råber ’Auf Wienerschnitzel’ gennem Newsroom, når jeg går, og så siger jeg god bedring til vagten’

Klaus Bundgård Povlsen er en erfaren herre i den danske TV-verden. De fleste kender ham som nyhedsvært på TV Avisen, og i maj har han været i DR i 25 år. Vi har fulgt Klaus Bundgård Povlsen på en arbejdsdag, der er fuld af både nyheder og kække bemærkninger.

Klaus Bundgård Povlsen er mest kendt som vært på TV Avisen - og i maj har han læst nyheder op for seerne i 15 år og været ansat i DR i 25. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)

Klaus Bundgård Povlsen går ind ad døren til DR Byen, og som en trofast følgesvend har han en stor kop kaffe fra Starbucks i hånden. Han er iført afslappede hverdagsjeans og T-shirt, og da han sætter sig på sin plads bagerst i Newsroom, tager han skoene af.

Det er mandag formiddag, og Klaus Bundgård Povlsen skal bruge det meste af arbejdsdagen på at forberede sig på TV Avisen klokken 18.30, hvor han er vært.

Klokken 11.00 holder han møde med redaktøren, produceren og to grafikere for at gennemgå de indslag, der skal være med i nyhedsudsendelsen. Et møde i et mindre formelt format, hvor stemningen emmer af, at det er et hold, der har arbejdet sammen i mange år – og hvor latter og stikpiller over bordet fylder næsten lige så meget som den faglige snak.

- Jeg har forberedt mig, når jeg møder ind. Fra jeg står op, holder jeg mig opdateret på blandt andet dr.dk, så jeg har et rimelig godt overblik over, hvilke historier der er relevante og en fornemmelse af hvilke indslag, der skal med i 18.30’eren, siger Klaus Bundgård Povlsen og tager en tår af sin kaffe.

En kæk kommentar og et godt grin

Mens redaktøren gennemgår dagens indslag, afbrydes det lille møde af en større gruppe, der går gennem Newsroom. Gruppen er så stor, at da guiden stopper, står flere af gæsterne i en klump foran nyhedsholdet.

Klaus Bundgård Povlsen er nysgerrig, og han spørger til, hvem der er på besøg og får svar fra en ung mand.

- Det er min gamle underviser fra college og hendes nuværende klasse. Jeg var på udveksling i Michigan, og nu har jeg inviteret dem på besøg herovre, forklarer han.

Klaus Bundgård Povlsen nikker.

- Og hvorfor er det så lige, at det skal gå ud over os?

Et par af de amerikanske universitetselever kigger på ham, og han skifter over til engelsk.

- Nice to have you here. Have a good one! And now it would be great, if you could move forward to the end of the bus, griner han.

Den garvede nyhedsvært er altid klar på en kæk kommentar og et grin, men han er også professionel, og der er et arbejde, der skal gøres.

Redaktøren gennemgår de resterende indslag. McDonalds lukker sine restauranter i Rusland, KL foreslår ændringer i 10. klasses-tilbud, og flere ukrainere har problemer med at få deres hunde med på de danske asylcentre.

Oftest er indslagene planlagt, men i nyhedsverdenen skal man altid være klar på ændringer. Hvis der kommer en ny, stor historie ind, skal holdet være klar på at ændre planlægningen, og det kan ske helt hen til udsendelse.

Klaus Bundgård Povlsen fortæller, at der kan blive ekstremt travlt, hvis der kommer uventede tophistorier ind. Men redaktionen kender hinanden godt, og de har megen erfaring.

Kasper Lange, der er producer på TV Avisen, siger:

- Vi kender jo også Klaus ret godt, og det er sjældent kedeligt med ham. Der er en lang række ting, som vi ved, at Klaus gør, eksempelvis afslutter han altid udsendelsen med at spørge, om det ikke bare var en prøve. Og så er vi vant til, at han taler meget, og han er altid klar med en kæk kommentar.

Redaktør Rasmus Rasmussen griner:

- Vi ville jo først blive rigtig nervøse, hvis han ikke møder ind og siger ’Guten Abend' eller råber ’Auf Wienerschnitzel' gennem Newsroom, når han går hjem.

Klaus Bundgård Povlsen griner med og rejser sig op fra stolen.

- Og apropos vaner så er det nu tid til, at jeg går ud og barberer mig og skifter tøj. Jeg plejer at barbere mig, lige når jeg møder ind, men det nåede jeg ikke, så det må blive sammen med tøjskifte. Og så må det vel også være tid til frokost bagefter, siger han.

  • Klaus Bundgård Povlsen får sin værtsdebut i DR2-programmet 'Indefra', hvor han dannede makkerpar med Sten Kristensen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • I en periode var Klaus Bundgård Povlsen vært på 'Debatten'. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Som de fleste kender ham bedst - som vært på TV Avisen. Her ses han sammen med kollegaerne Johannes Langkilde, Erkan Özden, Maria Yde og Kim Bildsøe Lassen (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
  • En yngre Klaus Bundgård Povlsen som vært på magasinprogrammet 'Kontant' i 2006. Han overtog værtrollen fra kollegaen Anders Bech-Jessen. (Foto: © Ulla Voigt)
1 / 4

En skjult værtsdrøm

Klaus Bundgård Povlsen er uddannet fra Journalisthøjskolen i 1986, og efter halvandet år på B.T. blev han ansat på Politiken.

Han dækkede Blekingegade-sagen for efterfølgende at blive tilknyttet dagbladets Christiansborg-redaktion, hvor han i flere år var med til at dække de helt store sager. Men efter 10 år på Rådhuspladsen skulle der ske noget nyt, og Klaus Bundgård blev reporter på TV Avisen.

Sidenhen har han haft en lang og varierende karriere i huset, og i slutningen af maj - den 29. - kan den garvede TV-vært fejre 25-års jubilæum i DR og 15 år som TVA-vært.

Værtsdebuten fik han på DR2-programmet ’Indefra’. Senere lavede han magasinprogrammet ’Kontant’ og debatprogrammet ’Debatten’, inden han i 2007 blev vært på TV Avisen.

- Jeg har nok altid gået med en drøm om at blive vært, men jeg har ikke helt turdet sige det højt. Da jeg nærmest lige var startet som reporter, havde jeg min første MUS-samtale og fortalte til min daværende chef, at jeg drømte om at være vært på TV Avisen inden for fem år. Da jeg havde sagt det, blev der stille. Chefen blev rimelig bleg og sluttede samtalen af med at sige, at hvis jeg var så urealistisk, så var der ikke mere at snakke om, fortæller Klaus Bundgård Povlsen.

Men Klaus Bundgård Povlsen droppede ikke drømmen om at være frontfigur, og da den ene af to værter på ’Indefra’-programmerne stoppede, var der en åbning for, at han kunne indtræde i værtsrollen. Og rollen er i store træk selvlært, men han har hentet stor inspiration fra Steen Bostrup, tidligere vært på TV Avisen og kendt som datidens ’Mr. News’.

- Jeg tror lidt, at det er sundt for TV-værter, at de har været ude i felten først. Jeg er ikke selv oplært i den klassiske værtsskole, men jeg har set meget op til Steen, som lærte mig, at man aldrig skal lave bevægelser på skærmen, som man ikke ville gøre i en almindelig samtale. Har man svært ved at holde hænderne i ro, så tager man papirerne i hænderne, og jeg laver hverken ’biskoppen’, ’vinduesviskeren’ eller ’provsten’, fortæller han, samtidig med at han viser de tre bevægelser med hænderne.

Ved ’vinduesviskeren’ slår man hænderne ud til hver side efter et argument. ’Biskoppen’ er bevægelsen, hvor man folder hænderne foran sig. Og hvis man laver ’provsten’, tager man alle fingre mod hinanden, og former hænderne som en bispehat.

Klaus Bundgård Povlsen husker tiden, hvor han lavede ’Indefra’ som virkelig spændende og sjov. Redaktionen filmede fra kælderen på Christiansborg, og redaktionen undersøgte mange aspekter af den politiske dagsorden.

- Jeg har altid været glad for det politiske stof, og der er så meget spin i den politiske verden, som er virkelig spændende at sætte sig ind i. Men der er også en charme ved at være nyhedsvært. Det er lidt mere et blandet supermarked, hvor man skal være klar på lidt af hvert. Og hvad jeg skal lave i fremtiden, det er aldrig til at sige, beretter han.

Rolig og professionel

Tilbage i Newsroom har Klavs Bundgård Povlsen brugt de sidste timer på at dykke dybere ned i nyhedshistorierne og forberedt de interviews, som han skal lave under 18.30-udsendelsen. Han har været en tur i sminken og har skiftet jeans og T-shirt ud med hvid skjorte, jakkesæt og slips.

Inden han går ind i studiet, åbner han computeren og kigger de enkelte oplæg igennem.

- Før udsendelsen retter jeg altid i det, som jeg selv skal sige - især hvis der er partiskhed. Jeg er allergisk over for partiskhed, siger han.

Klokken 18.00 er der prøve, og Klaus Bundgård Povlsen kører hurtigt igennem indslagene.

- God hjertelig velkommen til 18.30-sjoveren, nu skal I bare spidse øre, starter han.

Undervejs joker han med kollegaerne i kontrolrummet, og kameramanden får også en stikpille eller to. Inden selve nyhedsudsendelsen starter, går Klaus Bundgård Povlsen tilbage til computeren for at rette en sætning eller to, han bliver frisket op af sminken og kommer så tilbage til studiet – nu er han klar til at sende nyheder ud til seerne.

Studieassistenten melder 30 sekunder til start, og Klaus Bundgård Povlsen giver peptalk til holdet.

- Held og lykke derude i rummene – det får I brug for. Og ellers skal jeg nok gøre det svært for jer, griner han.

5, 4, 3, 2, 1.

- God aften og velkommen til TV Avisen. Klokken er 18.30.

Klaus Bundgård Povlsens stemme er pludselig dyb og professionel, og i et roligt tempo læser han dagens nyheder op uden problemer.

En lille halv time senere er udsendelsen slut, og Klaus Bundgård Povlsen stiller om til værterne på ’Aftenshowet’. Han forlader nyhedsstudiet, og på gangen ind mod Newsroom bliver han enig med sig selv om, at han har fortjent et stort glas rødvin, når han kommer hjem.

Resten af redaktionen mødes ved bordet i Newsroom – alt er godt, de har gjort det igen.

Klaus Bundgård Povlsen går ud i omklædningen for at skifte tilbage til jeans og T-shirt. Og inden han cykler hjemad mod aftensmad og rødvin, når han at sige det sædvanlige Bundgård-farvel til kollegaerne: 'Auf Wienerschnitzel og rigtig god bedring til vagten'.