’Er du død, Nicolai?’

Over tre mandage sender DR1 drama-dokumentarserien ’Min fars krig’, der tager afsæt i en dansk kvindes oplevelser under Anden Verdenskrig. Vi var med, da en central likvidering skulle filmes.

Redaktør Martin Sundstrøm og fotograf Nicklas Glad Korgaard er i gang med optagelserne, hvor skuespiller Nicolai Hamilton har rollen som Ib Birkedal Hansen, der skal skydes. Foto: Tiki Media.

Der er allerede godt gang i den, da jeg ankommer. En mand ligger på maven mast helt ned i mulden, og han bløder kraftigt.

Stedet er Andelslandsbyen ved Holbæk, og den blodbesudlede mand er skuespilleren Nicolai Hamilton. I dag spiller han den berygtede stikker og forhørsleder Ib Birkedal Hansen fra det hemmelige tyske politi, Gestapo, som var frygtet af den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig.

Det hele er skuespil, men for 75 år siden var det virkelighed. Produktionsselskabet Tiki Media er i gang med at producere drama-dokumentarserien ’Min fars krig’ for DR1. Serien består af tre afsnit, som varer en time hver, og den har premiere på DR1 den 25. maj i forbindelse med 75-året for Danmarks befrielse.

’Min fars krig’ tager afsæt i nu 86-årige Dorthe Røssell – født Christiansen, som fortæller sin historie. Dorthe Røssell er en af de efterhånden ganske få nulevende danskere, der stadig er i stand til på første hånd at berette nærværende og detaljeret om Danmark under Anden Verdenskrig og modstandskampen, hvor hun gik under dæknavnene Dunte og Jumbo.

- Netop Dorthes fortælling er en vigtig og oplysende del af historien, fordi hun oplevede tyskernes besættelse og den danske modstandsbevægelses arbejde på tæt hold som barn af en modstandskæmper, forklarer Martin Sundstrøm, der er redaktør på serien.

Dorthe Røssells far fik en dag brug for datterens hjælp til at gemme våben, og det blev starten på den 10-årige Dorthes vej ind i faderens farlige verden. Det var en verden, der kulminerede med, at faderen til sidst blev fanget og tortureret af tyskerne.

Har været i gang siden august

I programmerne fortæller Dorthe Røssell selv historierne, og det hele er suppleret med dramatiseringer af scener fra Anden Verdenskrig og tiden lige efter. Det er dét, vi overværer i dag – endda nogle af de mere dramatiske af slagsen.

Ideen til DR1-serien opstod, fordi Dorthe Røssell har skrevet en lille selvbiografi om sit liv, som Martin Sundstrøm faldt over ved lidt af et tilfælde. Journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen, der blandt andet har skrevet bogen ’Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder’, er historisk konsulent på serien.

Dagens optagelser foregår i Andelslandsbyen Nyvang, fordi der her er mange huse og gårde, der ser ud som i 1930’erne og 1940’erne. Men egentlig skal det hele ligne et henrettelsesskur på Christianshavn, som holdet har indrettet efter at have set politiets foto af det

Ib Birkedal Hansen, der var den højst placerede dansker i Gestapo, var efter Anden Verdenskrig på flugt i Europa, i 1948 blev han dødsdømt, og i 1950 blev han som den sidste dansker henrettet ved skydning. Det er de optagelser, der skal i kassen under dagens optagelser.

- Ja, jeg er ’the bad guy’, siger skuespiller Nicolai Hamilton, inden nedskydningsscenen skal filmes. Han har tidligere spillet med i DR-serier som ’Forbrydelsen II’, ’Broen IIII’ og ’Bedrag’, og selv om han spiller den helt lede i ’Min fars krig’-serien, har han ikke haft betænkeligheder ved at tage rollen.

- For mig er det vigtigt, at historien kommer frem. Og jeg synes, at en af de gode ting ved serien er, at den bliver fortalt med førstehåndsvidner, siger Nicolai Hamilton.

Han mener, der er så meget kød på netop hans figur, at man kunne have lave en hel serie om Ib Birkedals liv, og hvad der førte ham så vidt.

Præst spiller præst

Mens hele holdet og skuespillerne klæder om og forbereder sig på et gammelt husmandssted i Andelslandsbyen Nyvang, er filmholdet ved at gøre klar til scenen, hvor seriens Ib Birkedal skal skydes.

Overraskende nok er der også en præst til stede fra det virkelige liv – nemlig Søren Hermansen fra Sorgenfri Kirke. Præsten, der er kendt for at kombinere film og teologi i sine prædikener, skal i DR1-serien spille præsten, der beder fadervor for og velsigner den dødsdømte Ib Birkedal.

Holdet bag ’Min fars krig’ nåede lige at blive færdige med de danske optagelser, før coronanedlukningen ramte Danmark i marts. De har dog måttet droppe et besøg i koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland, fordi grænsen er lukket. Foto: Tiki Media.

- Jeg havde en lille rolle i DR’s dramaserie ’Når støvet har lagt sig’, og så må de være kommet i tanke om mig igen, siger Søren Hermansen, der siger, at den lille rolle har sat mange tanker i gang hos ham.

- Jeg skal stå for at vise, at Ib Birkedal også var et menneske, se ham som det og velsigne ham. Det har fået mig til at tænke meget på, hvordan mine kolleger under krigen forholdt sig til den slags banditter, siger Søren Hermansen.

I dagens anledning skal han i præstekjole med knækflip, for den med kinaflip, som han har i dag, fandtes ikke dengang.

På husmandsstedet har præsten og alle andre selskab af premierløjtnant Sebastian Kipling og fem af hans kolleger fra Coldbore Group i København.

- Vi udlejer professionelle operatører som statister. Vi har for eksempel specialiseret os i skud og rifler, og vi kommer ud og får våbenscener til at se rigtige ud i film- og TV-serier, forklarer Sebastian Kipling.

Coldbore Group oplærer blandt andre skuespillere i realistisk brug af våben, når der skal filmes, men i dag skal de selv være statisterne i serien. Helt præcis dem, der henretter Ib Birkedal.

- Så stiller vi op og skyder ham, lyder den helt specielle sætning, der pludselig ryger gennem luften.

Et par betjente hiver Ib Birkedal ud af en bil og binder ham op, mens de seks statister fra Coldbore Group gør klar.

På forhånd er der søgt om tilladelse til at bruge våben i serien, og alle på filmholdet tager nu høreværn på. Tre af riflerne kan skyde, mens de tre andre er falske.

- Giv agt, læg an – fyr!’, lyder det, og alle betjente går frem.

Ib Birkedal – alias Nicolai Hamilton – hænger og dingler og skal nu bæres væk på en båre.

- Er du død, Nicolai? Du er god til at spille død, udbryder én fra holdet, mens det nu efterhånden er blevet helt mørkt udenfor i den kolde aften.

En central scene er i kassen, og holdet er klar til at tage hjem efter en lang dag. Dagen efter kommer virkelighedens Dorthe Røssell på besøg, hvor hun skal møde skuespilleren Søren Vejby, der spiller hendes far i DR1-serien.

- Vi gik i gang med de første optagelser i august sidste år, og vi var lige i gang med det allersidste, da nedlukningen af Danmark var en realitet i midten af marts. Vi nåede det meste, men måtte aflyse et besøg i koncentrationslejren Neuengamme, som skulle indgå i afsnit 3. Det var vi nødt til, da både Danmark og Tyskland lukkede grænserne få dage, før vi skulle optage det, forklarer Martin Sundstrøm efterfølgende.

’Min fars krig’ kan ses på DRTV og DR1 over tre mandage – nemlig den 25. maj samt den 1. og 8. juni. På DR1 bliver 'Min fars krig' sendt klokken 20.00.