DR har netop sagt endeligt farvel til de gamle bygninger i 2860 Søborg. De sidste af DR’s ejendele forlod ved månedsskiftet de allersidste kvadratmeter i kælderetagen i Gladsaxe.
Vi tegner i den anledning et portræt af nogle af de mest legendariske af DR’s bygninger gennem tiden:
De første år: Radiobølgernes barndom og 'Den Omvendte Flødebolle'
Anvendelse af radiobølger til at transmittere tale og musik var ikke nogen selvfølge i begyndelsen af det 20. århundrede. I starten anvendte man kun bølgerne til telegrafi fra en afsender til en enkelt modtager. I 1907 kom den første lov om radiotelegrafi, der ikke var for almindelige borgere. Hvis et dansk skib havde brug for en telegraf, skulle man indhente tilladelse fra ministeriet for offentlige anliggender for at kunne benytte en radiotelegrafistation.
De ivrigste radioamatører, der i smug forsøgte at opfange lydbølger, opfangede ikke andet end morsesignaler. Men stille og roligt udviklede forsøgene sig. Udlandet var tidligere ude med at sende tale og musik gennem æteren. De danske radioamatører eksperimenterede med deres ulovlige modtagere for at fange brudstykker af disse udsendelser. Men først den 30. juli 1920 gjordes et organiseret dansk forsøg på at sende en udsendelse fra England til danske lyttere, og den 29. oktober 1922 gjordes det første forsøg med en dansk udsendelse fra en sender i Frihavnen i København. Efter denne dag begyndte udsendelserne at tage fart. Den 1. maj 1923 blev en ny radiolov stadfæstet, og den betød, at radiomodtagelse blev lovlig, hvis man registrerede sig som lytter.
De første radioklubber blev dannet, og især Dansk Radioklub havde stor succes. Efter at de havde hyret kammersanger Emil Holm som kunstnerisk leder, indrettede telegrafvæsenet i januar 1924 et rigtigt radiostudie i deres splinternye hovedbygning på Købmagergade 37 i København. Og i september 1924 i forbindelse med en ny radiosendemast i Jorcks Passage, fik man et større studie med bedre akustik. Studiet fik kælenavnet ’Den Omvendte Flødebolle’, fordi loftet var draperet med nedhængende stof for at lave den bedste akustik for radiotransmissioner.
Se 'Den Omvendte Flødebolle' i brug her i de tidlige radiodage:
Da staten overtog al radiodrift fra den 1. april 1925, og Emil Holm blev ansat som den første driftsleder for Statsradiofonien, blev behovet for bedre studier endnu større. I november 1925 kunne man indvi et helt nyt studie i Købmagergade, hvor musikere og skuespillere kunne boltre sig. Dagbladet Politiken fortalte med begejstring om det nye studie den 8. november 1925:
Statsradiofonien fik hurtigt vokseværk. Det nye studie gav mulighed for at starte et radiosymfoniorkester, for nu var der plads til hele 14 musikere i studiet. Repertoireplanen blev mere omfattende, og betingelserne for radioudsendelser var blevet væsentligt forbedrede.
Axelborg og Stærekassen
De næste år blev lokalerne langsomt for små igen. Efterhånden som radiosenderne rundt om i landet blev bedre og med mere kapacitet, og der kom flere og flere lyttere til med præfabrikerede modtageapparater, blev behovet for flere udsendelser større. Der måtte findes nye lokaler.
I 1927 lejede Statsradiofonien lokaler i bankhuset Axelborg, der i dag huser erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer. I Axelborg var der blandt andet en stor sal, der både kunne bruges som orkesterstudie og anvendes som koncertsal. Huset blev taget i brug i maj 1928. De akustiske forhold var gode, men lydisoleringen var ikke optimal, og derfor så man sig igen om efter bedre lokaler.
Eftersom Statsradiofonien blev finansieret af staten, manglede der ikke penge. Det Kongelige Teater, der også manglede plads, havde til gengæld ingen midler at bygge for. Derfor blev det nu besluttet, at det ville være smart, hvis teatret og Statsradiofonien slog pjalterne sammen.
Den nye tilbygning vakte forargelse og debat, allerede inden byggeriet gik i gang, og den fik hurtigt tilnavnet Stærekassen på grund af sin kasseform - sat fast mellem bygningerne over Tordenskjoldsgade. Men hvad værre var: Da byggeriet stod klar, og Det Kongelige Teater officielt indviede bygningen i september 1931, havde man ikke bygget ordentlige studier.
Driftsleder Emil Holm kunne kun bruge lokalet til torsdagskoncerter med Radiosymfoniorkestret, resten af huset beordrede han indrettet til kontorer. Axelborg fortsatte som det primære radiohus op igennem 1930’erne.
Se et klip med Stærekassen og Axelborg set udefra fra 1936. Bygningerne ligner sig selv, men læg også mærke til datidens gadeliv:
Radiohuset bygges
I 1936 blev det besluttet at bygge et helt nyt radiohus. For første gang skulle Statsradiofonien få et hus, der kun var tiltænkt radioudsendelser og med et stort koncertsalsstudie. Vilhelm Lauritzens tegnestue, som også senere tegnede TV-Byen i Gladsaxe og DR Byen i Ørestad, skulle tegne Radiohuset, og en tom grund på Frederiksberg blev købt til den store bygning.
I december 1940 kunne de første studier tages i brug. Her er det radiorådsformand Julius Bomholt, der holder åbningstale, hvorefter der høres et uddrag af arkitekt Povl Ernst Hoffs rundvisning i de nye studier:
Som bekendt havde Tyskland besat Danmark den 9. april 1940, så det var ikke det bedste tidspunkt at indvi et stort flot dansk radiohus. Man ønskede ikke, at det var tyskerne, der skulle stå i spidsen for en storslået indvielse, så selv om huset så småt kunne tages i brug i slutningen af 1940, så forhalede generaldirektør F.E. Jensen og Vilhelm Lauritzen færdiggørelsen af koncertsalen.
Arkitektfirmaet lod som om, de ikke kunne få fat i de sidste materialer, hvilket var usandt, men tyskerne troede på det. På den måde lykkedes det at flytte indvielsen af Radiohuset, til efter at Danmark igen var frit. Det skete ved en række festkoncerter i Radiohusets Koncertsal i september 1945. Ved alle tre koncerter blev der udelukkende spillet dansk musik - noget der ville have været utænkeligt, hvis indvielsen var blevet gennemtrumfet under den tyske besættelse. Her er programmet fra den første koncert den 11. september 1945:
Men Radiohuset blev snart for småt igen. Fjernsynet rykkede ind i bygningen, og fjernsynsstudier kræver mere plads end radiostudier. Derfor byggede man fra 1953 til 1958 en ny fløj til Radiohuset, desuden fik Høj Fløj en ekstra etage, og der blev udvidet med en ny studieblok.
Se et klip fra nogle meget tidlige fjernsynsoptagelser i Radiohuset i begyndelsen af 1950’erne her:
Fjernsynsafdelingen flytter til TV-Byen
Selv om Radiohuset var blevet udvidet i 1958, skulle der mere plads til. Allerede i 1959 blev en række arkitekter indbudt til arkitektkonkurrence, og igen vandt Vilhelm Lauritzens tegnestue. De fik opgaven at tegne en hel tv-by i det store, drænede vådområde Gyngemosen i Gladsaxe. Byggeriet gik i gang i 1961, i 1963 var dele af huset klar til brug, og TV-Byen blev indviet i 1965.
Se et klip fra indvielsen den 1. april 1965:
Det store kontorhus kom først til i 1970, og TV-Avisen blev flyttet til TV-Byen som det sidste i 1983, hvor en ny nyhedsfløj blev taget i brug.
En af DR’s tidligste tv-teknikere var Poul Fuglsang. Han blev ansat i Danmarks Radio i 1959, og var i begyndelsen ansat i Radiohuset i linkgruppen og båndrummet. Senere blev han leder af Bånd og Film-afdelingen fra 1983 til 1993, og i dag er han som pensionist stadig en del af bestyrelsen i DR’s museumsforening.
Poul Fuglsang fortæller, at han i 1964 flyttede fra at arbejde i Radiohuset til TV-Byen for at afvikle OL i Tokyo. European Broadcasting Union (EBU) skulle hver dag udsende et sammendrag fra sportsbegivenhederne, og Tyskland var det primære udsendelsesland til EBU’s medlemslande. Men hvis Tyskland ikke nåede at modtage båndet, der blev sendt med fly fra Tokyo hver dag, skulle Danmarks Radio i stedet fra TV-Byen udsende et reservebånd, der blev fløjet til Kastrup Lufthavn. EBU havde installeret en lejet afviklingsmaskine i den splinternye studiebygning. Reserveoptagelserne kom aldrig i brug, men teknikerne var klar. Det var spændende at arbejde i de helt nye omgivelser.
Poul Fuglsang beretter desuden:
- I 1968 sendte vi igen OL, denne gang fra Mexico. Det var det år, der kom farve-tv til Danmark, og DR’s to første farvedygtige videobåndmaskiner var just indkørt og knapt nok færdiginstallerede. Fire mand blev sat på opgaven. Dels sendte vi to gange om dagen et intro-program for tv-forhandlere, og dels optog vi OL om natten og redigerede derefter indslag sammen til seerne. Der var meget service og vedligehold af de helt nye maskiner – og vi havde ingen erfaring. De fire teknikere var Folke Jensen og Finn Wammen samt Erik Hansen og undertegnede. Vi kørte to-holds-drift (arbejdstidsreglerne var anderledes dengang), så vi hilste pænt på hinanden, når vi skiftede vagter. Det var hektisk, meget hektisk, men en spændende opgave.
Poul Fuglsang fortæller også, at TV-Byen op gennem tiden var ramme om løbende ombygning og tilpasning, både hvad angik ny teknik, nye produktionsformer og nye strukturer. Det var ikke så stor en udfordring at lukke håndværkere ind i et lukket studie. Men medarbejderne i Bånd og Film arbejdede med båndene i hele bygningen, og når der skulle bygges om, måtte medarbejderne bevæge sig igennem områder, hvor gulve stod åbne, hvor håndværkerne huserede, og hvor støvet sommetider stod tæt. Dog blev arbejdsopgaverne på trods af dette udført, uden at antallet af tekniske uheld steg.
Kontorhuset, som på papiret var 14 etager, havde faktisk en 15. etage. Radiorådssalen strakte sig fra 14. til 15. etage, og resten af den øverste etage rummede mekanik til elevatorerne samt rum til linktjenesten, til når der skulle modtages tv-signaler udefra.
Poul Fuglsang kendte Radiorådssalen ud og ind, for i mange år var han tekniker for radiorådsmøderne. Selvfølgelig med tavshedspligt. Operatøren sad i et lillebitte rum ved siden af mødelokalet, hvorfra han styrede mødeanlægget og hentede telefonsamtaler ind til mødet fra radiorådsmedlemmer, der ikke kunne være til stede.
Poul Fuglsang mindes:
- Mange af møderne var guddommeligt kedsommelige, men for eksempel i Erhard Jacobsens tid som radiorådsmedlem var de bestemt ikke uden stor underholdningsværdi. En lille sidegevinst ved jobbet var jo også, at man som almindelig tekniker mødte de skiftende generaldirektører på anden vis end ved de officielle begivenheder. Jeg har varme minder om blandt andre Erik Carlsen, Hans Sølvhøj, Laurits Bindsløv og Hans Jørgen Jensen.
DR bliver tværmedial: De første medarbejdere i DR Byen
I Christian Nissens generaldirektørperiode blev det besluttet, at DR skulle samles i et stort nyt og tidssvarende mediehus med både radio, tv og internet i København. Det første spadestik til DR Byen i Ørestad blev taget i juni 2002.
I efteråret 2005 flyttede de første beboere ind i det nye, flotte hus i Københavns nye Ørestad, med fire segmenter, der blev forbundet af en lys, indre gade med store glaspartier. Men på det tidspunkt var det store mediehus endnu ikke helt færdigt. Kun det første segment med de sorte facader fyldt med tv- og radiostudier var klar til brug.
Medarbejdere fra Radioarkivet og Nodearkivet, der havde boet i lejede lokaler på Islands Brygge 81, måtte også flytte tidligt ud i det nye store mediehus, fordi det gamle lejemål var opsagt. Radioarkivet skulle egentlig flytte sammen med TV-arkivet i segment 2, der ikke var bygget færdig; og Nodearkivet skulle bo i segment 4, Koncerthuset, der overhovedet ikke havde tag over sig endnu.
Derfor måtte medarbejderne fra de to afdelinger i en periode fra april 2006 bo i det færdigbyggede segment 1. Både noder og radiobånd måtte flyttes til midlertidige kælderlokaler i flyttekasser.
Peter Langebæk, der er pensioneret nodearkivar fra DR’s nodearkiv, fortæller om den første tid i huset:
- Den første tid i DR Byen var besværlig. Det tog flere uger at pakke arkivet på Islands Brygge, og for hver kasse, der forsvandt, blev vi mere og mere hæmmet i arbejdet. Da vi selv skulle flytte den 26. marts 2006, var der ingen til at tage imod os. Min kollega Jørgen og jeg brugte lang tid på at vandre rundt i segment 1 for at finde vores 'kontor'. Først da vi mødte en flyttemand fik vi en forklaring. Segment 1 var næsten tomt. Segment 2-3-4 var byggeplads. Nodearkivet fyldte 2900 flyttekasser, som var stablet i tre lag i kælderen, så der skulle flyttes en del rundt hver dag. Alle ekspeditioner tog grotesk lang tid, og var skidt for ryggen, men vi klarede det uden én eneste sygedag. De gode flyttefolk havde sørget for nummerering af kasserne, så det var muligt at finde næsten alt - nogle få mapper forsvandt dog for evigt. Det varede 14 måneder før Koncerthuset var klar til indflytning. Da var vi glade for at se reoler!
Se et klip fra da TV-Avisen skulle flytte i de nye lokaler i DR Byen:
DR Byen frem til i dag
På trods af, at DR Byen var stor, var der stadig brug for ekstra plads. De nye reoler i DR Byen kunne ikke rumme alle DR’s arkivbånd. De fik lov at blive stående i kælderrum i TV-Byen helt indtil nu, hvor de skal digitaliseres.
Desuden forblev nogle af de største dramastudier også i TV-Byen, der var et musikinstrumentdepot samt DR’s Museumsforening. Men nu har DR forladt Gyngemosen for altid, og alle DR’s hovedstadsfaciliteter er for første gang samlet i den digitale DR Byen i Ørestad - 55 år efter TV-Byens indvielse den 1. april 1965.
Artiklens forfatter, Louise Broch, er arkivar og researcher i DR Arkiv.