Slægtsforskning, små bidder danmarkshistorie og en arv, der savner arvinger, er opskriften på programmet ’Forsvundne arvinger’. Den nye sæson starter mandag den 20. april klokken 20.00 på DR1. Mette Frisk er vært igen, og hun får hjælp af Rigsarkivet til at finde frem til de savnede arvinger.
Men hvordan finder man frem til de historier, der optræder i programmet?
- Når et menneske efterlader sig en arv, der ikke umiddelbart er nogle arvinger til, eller arvingerne ikke kan findes, beder bobestyreren Rigsarkivet om hjælp til at finde frem til dem. Det er ofte Rigsarkivet, der fortæller os, at de har en sag, der kunne være interessant at følge, siger Mette Frisk.
Mette Frisk fortæller, at hun og holdet bag programmet også selv finder nogle af de sager, man arbejder med. Det kan for eksempel være, hvis en dansker er død i udlandet, og der ikke er nogen, der har gjort krav på arven.
Krav til sagerne
Det er en længere proces at udvælge hvilke sager, der er nok guf på til at blive til en udsendelse. Det tager typisk fire måneder at lave et program med optagelser og møder med de medvirkende. Udover de fire måneder ligger der også en masse research- og gravearbejde bag hvert program. Derfor er der også gang i flere sager på en gang.
- Sagerne skal opfylde nogle krav for at være egnede til et helt program. For det første skal der være nogle arvinger, der er forsvundet. Derudover er det vigtigt, at vi kan tegne et ordentligt portræt af den afdøde. Vi skal kunne fortælle, hvem de var, og hvordan de levede. Det skal vi også vide, så vi kan give arvingerne historien om den person, de nu skal arve. Til sidst er det også godt, når vi kan fortælle et lille stykke danmarkshistorie, fortæller Mette Frisk.
I nogle sager kan man være langt inde i researchen før, man finder ud af, at historien ikke kan lade sig gøre at få med i et program.
- Vi starter med et navn på et stykke papir, men efterhånden som vi får undersøgt sagen, vokser navnet til et menneske, til et liv og til en familie, og det så ærgerligt, når vi må opgive en historie. Man har jo på en måde fået et forhold til den person, siger Mette Frisk.
Inden det er for sent
’Forsvundne arvinger’ starter sin fjerde sæson mandag aften. Sammen med Rigsarkivets Adam Jon Kronegh dykker Mette Frisk ned i forskellige danskeres slægt for at finde potentielle arvinger.
- Jeg tror, slægtsforskning interesserer folk, fordi vi gerne vil kende vores ophav og den historie og de mennesker, vi er rundet af. Programmerne er med til at stille nogle spørgsmål til, hvilke bånd seerne selv har i deres familier, og om de får sagt og gjort det, de vil. Der er et element af ’inden det bliver for sent’ i programmet, som kan få folk til at tænke mere på deres egen situation, siger Mette Frisk.
Den nye sæson kan ses på DR1 klokken 20.00 eller på DRTV.
Serien er optaget før coronakrisen brød ud.